Another brick in the wall...

I dag var det også noget af arbejdet her på stedet, der fangede min opmærksomhed. De seneste fem dage har fire mand været i gang med at bygge mure på den første skråning på vej op mod restauranten og værelserne. De arbejder rasende effektivt, og jeg syntes det var på sin plads at lade dem få dagens opmærksomhed - også selvom de nok ikke selv vil gå på nettet og tjekke det. Det ville nemlig kræve, at de vidste, hvordan man betjener en computer...

Ikke desto mindre afbrød de gerne deres pause for, at jeg kunne få taget nogle ordentlige billeder af arbejdet.

Det er stort set alle de mure, I kan se på billedet, de har bygget på fem dage.

Der løftes og lægges på plads

Beem Singh slår skærv af en sten, så den passer til muren.

Egentlig var dette det første billede, fordi holdet holdt en velfortjent pause, da jeg kom forbi. Men da de arbejder det meste af tiden, syntes jeg ikke, det var fair at begynde med det. Men her er altså Harinder, Raguver, Beem Singh og Ram Vijay - mesterbyggerne.

Nå ja, og så fangede Harinder (fra housekeeping) mig lige igen med kameraet fremme, så i dag fik han lov til at posere med rengøringsmidler og klud, så det ser ud, som om han er i gang med at polere rækværket...

Åh, og selvfølgelig dagens aftenhimmel, klikket fra min balkon:

Værd at skrive hjem om...

Gennem årene er der en hel del, der har spurgt mig, hvorfor jeg holder så meget af Indien. Mit svar har altid været, at det er fordi der hver dag, når man ligger i sin seng, er sket noget, der er værd at skrive hjem om. Det har jeg nu valgt at tage som en udfordring, så jeg vil prøve at skrive et blogindlæg hver dag for at vise, at jeg har ret...

Og lige nu ligger jeg i min seng og er klar med dagens brev hjem.

Noget af det første jeg så, da jeg gik ud fra mit værelse bevæbnet med mit kamera (efter aberne, der terroriserer mig for tiden ved konstant at kravle op ad et træ lige ved siden af mit vindue og springe over på mit tag), var Vikram, der er tømrer her på stedet, som var i færd med at lave nye skafter til forskellige haveredskaber. Fluks greb jeg kameraet og forevigede øjeblikket, for her var min historie.

Men så udviklede historien sig, for Yespal, der er vagt, så mig med kameraet fremme og bad mig tage et af ham, og komme med et print af det, næste gang, jeg har været i Delhi. Han fortalte også - på hindi - at han vil sætte det i en ramme og hænge det op derhjemme.

Men så skulle Vikram jo også foreviges, så så blev der taget et af de to sammen.

Og så kom Harinder forbi - han ville også med - og så var de tre...

 Det skal lige tilføjes, at det er dem, der har bestemt ikke at smile - billeder kræver koncentration og seriøsitet - smilene bagefter, da de så resultatet var til gengæld også værd at skrive hjem om...

De små ting...

At mit afgudsbarn Marie på næsten 3 år fortæller sine forældre, at hun ønsker sig, at jeg kommer, så hun kan være den LILLE bestemmenumse (jeg er den store – og det er grunden til, at jeg kan bestemme over hende – hun udviser dog stort talent for at blive en endog større bestemmenumse end mig). Så får man altså rigtig meget lyst til at komme hjem.

At nogle gæster i Campen – Silversands – fortæller, at de havde spurgt en af guiderne Jeetu, om der var nogle gæster hos Aquaterra, der gennem årene havde gjort større indtryk end andre, og at han svarede mig.

At Rohit, der arbejder på Atali – med housekeeping – banker på døren til mit værelse dagen før, han skal hjem på ferie (han bor en dagsrejse væk) og beder mig om at overføre de billeder, jeg har taget på Atali til sin telefon, så han kan vise dem derhjemme. Og det smil, jeg fik, da det lykkedes og jeg kunne give ham telefonen tilbage – med billeder.

15 piger på vej i skole i fuld uniform, som jeg hilste på i morges, da jeg cyklede min morgentur.

5 kopper chai (krydret indisk te), som er det antal, jeg fint kan nå at indtage i løbet af en enkelt formiddag, fordi alle synes, at Pernille-didi (storesøster) lige skal have en kop mere.

At Rakesh i campen siger ”Good morning Pernille-didi”, hver gang han ser mig – undtagen om morgenen, så siger han ”Good night” (han ved nemlig godt, hvad han skal sige, hvis det skal være korrekt). Og at Beer Singh, der er chauffør, siger ”Good evening” uanset, hvornår på dagen han møder mig, for han kender nemlig ikke forskellen på betydningen af de forskellige hilsner – på hindi hedder det Namaste eller Namaskar hele dagen.

Vikas iført min bredskyggede hat: ”Nu er jeg Pernille-bullar” (Pernille-lillebror den mandlige udgave af mig, der er Pernille-storesøster).

Min selvkomponerede sang på garhwali (lokalsproget, hvor jeg er), som jeg med jævne mellemrum optræder med for drengene – til deres ubetingede begejstring. De kan også alle synge med – og synger den gerne på eget initiativ. Måske er den i virkeligheden en rap. Lang er den i hvert fald ikke, men den har følgende tekst: Kaka jani, kaka jani, kaka kaka kaka kaka kaka jani – bullar, hvilket betyder: hvor skal du hen lillebror…

Brev hjemmefra fra min yndlingsadmiral

Nytår på Atali

2013 blev skudt i gang ret så eftertrykkeligt med hele to nytårsfejringer. 

Først den officielle for gæsterne 31. december med hop ind i det nye år (juleaften fik jeg en flok børn til at løbe rundt om plastikjuletræet og synge "Nu er det jul igen"), dans og drinks og alt hvad dertil hører, dvs også tømmermænd 1. januar samt chips og film. Jeg har fået BBC's nye Sherlock Holmes-serie på min computer - og det udgjorde skøn underholdning! (Fremragende serie - intet mindre - jeg ser den for anden gang nu). 

Anden nytårsfest var så for personalet 4. januar - der havde vi nemlig ikke nogen gæster på Atali. Og det var edderbankemig et brag. Der havde været forskellige halve planer igang, men ved frokosten blev det hele arrangeret lynhurtigt - hvem slagter en ged, parterer og tilbereder den (øksen blev slebet), hvem sørger for alkohol, musik, inviterer alt personalet fra campen osv. osv. - hurtigt og effektivt, som jeg kan lide det og som det alt for sjældent sker i Indien (selvom jeg er blevet mere tålmodig).

Klokken 17.30 kom de 2 gæster (gamle Aquaterra-gæster, så de synes personalefest var fremragende) samt personalet fra campen, snacksene blev serveret, hhv. en lokal specialitet: råmarineret ged (man kan roligt sige an acquired taste!) samt de lokale peanuts deluxe, hvilket vil sige med krydderier, friske tomater, løg, chili - fantastisk koncept. Alkoholen kom på bordet (i første omgang 4 flasker whisky - senere ankom yderligere 4 flasker rom samt nogle øl - Tuborg, så endnu et dansk islæt), musikken gik i gang og så var der ellers fuld gang i den. Danset blev der - og som altid i Indien har mændene ingen problemer med at danse. Jeg var ene kvinde til festen, så selvom jeg var populær at få på dansegulvet (kinddans med gartner på 1,40 m. - hans kind mod min mave) holdt ingen sig tilbage fra at danse, hvis jeg ikke var der. Det var med andre ord ganske fremragende. 

Ikke mindst da førnævnte gartner skulle i seng og nægtede, muligvis fordi hans bentøj ikke længere rigtig adlød, og hans barnebarn, Vikram, der er tømrer her på stedet og 1.60 m., derfor løftede ham op over skulderen og bar ham ned til sovesalen og lagde ham i seng - ganske enkelt det mest fantastiske syn. Gartnerens tilstand havde muligvis noget at gøre med det faktum, at han havde indtaget en pæn del af de serverede flasker, derefter kastet op og konstateret, at nu var maven jo tom, så nu måtte han have mere at drikke...

Lidt indtryk fra festen...

Morgencykeltur

Dette indlæg er udelukkende lavet for at fremkalde misundelse og længselsfulde suk...

Det handler om mine morgencykelture. Det er nemlig blevet for koldt til at svømme, så i stedet for cykler jeg stort set hver morgen 15-20 km i bjergene. Det er intet mindre end skønt - og meget svært at forestille sig, hvordan jeg nogensinde skal kunne vænne mig af med igen...

 Jeg begynder kl. 6.30, der begynder de ansattes morgentræning nemlig også.

 Første udkigspunkt er til The Wall - den største rapid på Ganga

 Jeg elsker formaningerne langs vejen - ikke mindst fordi de håndmalede tit og ofte har lidt indisk variation over stavningen.

 Monsunen er ret brutal heroppe, så hvert år er der steder, hvor vejen bliver skyldet væk.

 Vendepunktet de fleste dage: Daniel's Dip (rapid) og Kaudiala

 Jo, det er mig, der er med på turen.

 Endnu et skilt - svært at forstå, at der er nogen, der kan have for travlt til at nyde dalens skønhed.

 Smuk, smukkere, smukkest 1

Smuk, smukkere, smukkest 2 

Køer har ikke brug for meget plads... 

Nogle morgener bliver turen krydret med en god kop morgen-chai. 

 Dampende varm og frisklavet

Så mangler der bare downtown Byasi før jeg er hjemme på Atali.

 Nå ja og selvfølgelig de obligatoriske aber. Det er lang tid siden, jeg fandt dem eksotiske - de er ret meget bare irriterende.

Og deroppe bag træerne gemmer Atali sig og jeg er hjemme igen...

Slut, prut, finale - misundelse må gerne begynde!

Jul i bjergene

Jeg ved ikke rigtig om man kan sige, at julen er kommet til Atali - men julepynten er i hvert fald. Jeg har aldrig været den store juleentusiast, men det er som om, det er noget lettere for mig at bære over med julepynt og -festivitas, når det kan ske sammen med etparogfyrre lettere uforstående indere, der dog synes, at det er ret festligt og gerne vil putte ting og pynt op alle steder.

Jeg fik dem holdt igen, så pynten først kom op 1. december - og så har jeg da haft mit eget lille bidrag. Der var nemlig fire nissehuer i den store kasse med julepynt og jeg har lovet drengene en gave, hvis de har dem på indtil juleaften... De første par dage var de ikke meget for det, men nu hvor kulden for alvor har sat ind (ja - kulden), så går der fire nisser rundt på Atali og udfører diverse opgaver til min helt igennem udelte begejstring.

Ophængning af julepynt

 Choda-Umesh (lille-Umesh) kunne godt lokkes i huen allerede 1. december, men mest fordi jeg sagde, at han skulle... (på en sød måde).

 Mahendra var heller ikke helt frivilligt nisse, men han overgav sig dog et par minutter.

10 dage senere og 5 grader koldere og Shivpu, Rohit og Rakesh er ganske frivilligt blevet nisser. What's not to like? (Jahindra er fjerdemand i huen, men han var ikke lige i nærheden).

Ranaji manglede lige. Han har fået huen af sin søn og har gået rundt med den siden midt i november. Han er nok i virkeligheden den mest ægte nisse på Atali (jeg opfatter ham som vores gårdnisse...)

PS: Nifle havde en gave med til mig, så jeg har noget at åbne juleaften... (og jeg har stadig ikke snydt - klokkeklart bevis på, hvor voksen jeg er).

Besøg fra Danmark

Så kom der jo til at gå ret lang tid uden skriverier. Af uransalige årsager føles det som om, jeg har haft travlt. Det har jeg vel egentlig ikke. Lidt afhængig af, om venindebesøg, hindiøvelser og kommunikation med kaotiske Indien kan regnes med til travlt-kategorien.

Nå men altså, nu har jeg samlet sammen til et par forskellige bidrag. Først Nifles besøg. Nifle er min dejlige dejlige veninde og trofaste læsegruppemakker gennem hele min studietid på statskundskab. Vi har tilbragt endeløse timer i hinandens selskab, skriver på nøjagtig samme måde (selvom det var hende, der havde ansvaret for kommaer...) og vi har faktisk aldrig skændtes - ikke engang da vi tilbragte næsten hver dag sammen i de 8 måneder, vi skrev speciale. Og nu var det endelig blevet tid at vise hende mit Indien.

Nifle havde fået fri fra familien i 8 dage og jeg hentede hende derfor i Delhi lufthavn, hvor hun for første gang kunne grine af, hvor integreret jeg er blevet - jeg havde dunjakke på, selvom solen skinnede og temperaturen nærmede sig 15 grader... (Men det er altså også ret koldt!).

Derefter havde vi et par dage i Delhi, hvor hun lige fik en hurtig introduktion til nogle af de største clashes, der er her i landet. Clash mellem kaos og stilhed, fattigdom og rig luksus, supermodernitet og århundredegamle traditioner, der stadig lever. Mellem mine totalt ligesindede indiske venner og kulturelt komplet forskellige andre indere. Clash, clash, clash. En del fordomme blev brudt - og nogle blev bekræftet.

Herefter gik turen til Atali og Nifle fik fokuseret sine ængstelser i forhold til Indien til (stort set) kun at handle om trafikken. Ok, den kan også være brutal. Og den er helt sikkert fuldstændig utilregnelig. Jeg havde sikret, at vi kørte med en god bil og en pålidelig chauffør, men ikke desto mindre fandt Nifle det bedst at holde øjne og ører lukket en god del af turen.

Bjergene - og Atali - var derfor et behageligt clash i forhold til trafikken. Selvom jeg har prøvet at beskrive, hvor overdrevet skønt her er, er det svært helt at forstå uden at have været her. Nifle forstod det meget meget hurtigt, og hver gang vi gik ud fra værelset eller hun kom til at kigge i en anden retning, kom der er et spontant "wauv, det er her stadig".

Atali er helt perfekt til at koble af fra det meste, så vi nød bare at være, at rafte, at vandre, at kigge på floden og bjergene, at besøge Rishikesh og at tale om rare og dejlige ting. Alt for hurtigt skulle hun jo hjem igen. Søren, hendes mand, sendte pænt en sms om at sende hende tilbage i hans retning...

Velkomst! Drengene havde genskabt bærestolen, så Nifle kunne få en ordentlig rundvisning. Denne gang tilsat kastning af blomsterblade - bemærk de gule blomster i hendes skød.

 Indiske skolebørn er objektivt set meget fotogene. Og de klæder Nifle.

Tidlig aftenstemning ved Ganga - en ko, en munk og en lille havfrue.

Lys sendes af sted på Ganga for at sikre held og lykke

Find hende der ikke er et overkådt indisk barn på mellem 3 og 6 år...

Forstå det, hvem der kan, at jeg holder af at være her...