Mit barndomsslot, Åstrup Gods.
Selvportræt i julen ved Tadre Mølle. Inklusive vinduesramme.
YndlingsFerdinand.
Æbler hos min mor.
Et frostblad 2. juledag.
Location:I udkanten
torsdag den 2. januar 2014
Hjernerystelsesbilleder 3
Mit barndomsslot, Åstrup Gods.
Selvportræt i julen ved Tadre Mølle. Inklusive vinduesramme.
YndlingsFerdinand.
Æbler hos min mor.
Et frostblad 2. juledag.
Hjernerystelsesbilleder 2
Fotoboks på Nationalmuseet.
Skeletter på Nationalmuseet.
Reflektioner på Refshaleøen.
Industrielt forfald på Refshaleøen.
Katteøjne eller vinduer?
Det grønne spøgelse i Finn Juels hus.
Et trist julehjerte.
Location:Forskellige steder i København
Hjernerystelsesbilleder 1
Som beskrevet har jeg brugt tiden i isolation på at være på tur i min by og tage billeder. Her er et udvalg:
Marmorkirken, som jeg besøgte første gang, selvom jeg har arbejdet med udsigt til dens kuppel i 5 år.
Fodspor i sneen.
En hyggelig plet i solen.
Forskellige indtryk fra en vinterdag.
Godt lys på en dag med dårligt lys.
Ingen arme ingen småkager.
Marmorkirken, som jeg besøgte første gang, selvom jeg har arbejdet med udsigt til dens kuppel i 5 år.
Fodspor i sneen.
En hyggelig plet i solen.
Forskellige indtryk fra en vinterdag.
Godt lys på en dag med dårligt lys.
Ingen arme ingen småkager.
Location:ture rundt omkring i København
To måneders ørkenvandring...
I begyndelsen af november var jeg i Sverige for at skrive. Jeg er jo så heldig at måtte låne Gitte og Jørns dejlige hus på kanten af en skov, hvor der er meget stille og meget få distraktioner.
Det var endnu engang dejligt at være af sted, og jeg var enormt produktiv og godt inde i min egen lille skriveverden, da jeg lavede årets uheldigste manøvre. Jeg faldt. Eller gled. På et vådt bræt, da jeg gik tur. Landede på røven og har åbenbart fået et ordentligt stød gennem ryggen, for det udløste hjernerystelseslignende symptomer. Hvilket vil sige nøjagtig de samme symptomer, som man har med en hjernerystelse, jeg besvimede bare ikke, kastede ikke op og havde heldigvis ikke risiko for en hjerneskade. Men resten var som den ægte vare. Der gik et par timer, før jeg rigtig tænkte over det. Jeg havde jo ikke slået hovedet, men var ærlig talt noget mere bekymret for mit håndled, som jeg havde taget fra med.
Men så lagde jeg også mærke til det. Jeg sad og skrev og blev mere og mere svimmel og skeløjet, og da jeg har ubehageligt mange venner, der har været gennem tillsvarende hjernerystelser, så fattede jeg relativt hurtigt mistanke, slukkede computeren og lagde mig på sofaen med lukkede øjne og podcast-foredrag. Det blev startskuddet til virkelig mange dages podcast-lytning og lukkede øjne. Og for at opsummere det virkelig kort: Det er grænseløst kedeligt at have hjernerystelse eller for den sags skyld ikke-hjernerystelse. Ikke mindst de to dage, hvor jeg isolerede mig uden lyd eller lys i 20 timer ad gangen. Jeg var indlæggelsesklar på andendagen.
Lægerne tog det meget roligt og sagde, at jeg bare skulle tage den med ro, så ville det være væk i løbet af en uges tid. Og at en uge i Barcelona som afslutning på hjernerystelsen ville være godt for mig. Det var det også, og jeg nød min uge i Barcelona i slutningen af november stort set uden symptomer. I hvert fald ikke nogen, jeg tænkte over, før det var for sent (som man siger for at lyde lidt mere dramatisk). Barcelona får sin egen fortælling senere.
Jeg kom hjem og regnede med, at nu ville alt være godt, så jeg tog på arbejde efter to ugers restitution. Og til julefrokost om aftenen i Wallmanns saloner. Det er så sidste gang, jeg har besøgt det sted. Showet, lydene, lyset, menneskene der talte og grinede fra alle retninger og muligvis også alkoholen (omend, der var indtaget tilsvarende mængder i Barcelona) var alt alt for meget. Næste dag vågnede jeg med verdens værste tømmermænd, der viste sig at være en genudløst ikke-hjernerystelse og som gjorde, at jeg stort set ikke kunne rejse mig fra sengen i fire dage. Jeg tog på arbejde mandag morgen, men blev sendt hjem igen og havde det værre end, jeg havde haft det, lige da jeg var faldet.
Og så startede jeg forfra. Eller lige et par skridt før forfra. Denne gang med hjælp fra en kranio-sakral-terapeut, der sendte varme energier gennem min krop, rettede muskler og nerver ud og gav mig en rationel forklaring på, at jeg kunne have det så skidt, når nu jeg i følge lægerne stadig ikke havde en hjernerystelse. Det kostede nogle tusind kroner at gå hos Jens Dybdal, til gengæld fik jeg troen på, at jeg kunne blive rask, tilbage. Og havde det hver gang bedre, når jeg havde været en time på briksen hos ham.
Kuren på både hjernerystelse og ikke-hjernerystelse er derudover den samme. Fuldstændig ro, ingen fjernsyn, computer, bøger, ingen motion og helst ikke for mange mennesker ad gangen. Ingen skrivning! Det er som sagt helt afsindig kedeligt. Og man skal ovenikøbet samtidig sørge for ikke at lade sig gå på af det, for kroppen skal være afslappet og i zen. For mig var det i den grad en udfordring at lade være med at have lyst til at hoppe ud foran et tog eller i hvert fald at undgå at lade den depression, der lå lige bag det hele og lurede, få overtaget.
Det hjalp bestemt ikke på sagen, at ikke-hjernerystelsen havde sat sig meget på min korttidshukommelse, så jeg var nødt til at lave lister over alt. En liste over, hvad jeg skulle købe i hvilke butikker og i hvilken rækkefølge. En liste over, hvad jeg skulle have på eller med, når jeg skulle ud af døren, så jeg huskede både vanter, hue og penge. En liste over, hvad jeg skulle huske at sige eller spørge om, når jeg talte med nogen. Og så alle listerne over aftaler. Ikke mindst aftaler, der skulle aflyses. Man bliver ret god til at aflyse aftaler med en ikke-hjernerystelse. Og til at leve med, at ingen kan se, at man har den, men at det bare ikke er muligt at rejse sig op hele næste dag, hvis man har givet den for meget gas dagen før. For meget gas som fx at mødes med tre personer på én gang eller at spise middag på en restaurant, hvor der er andre der sidder og snakker.
Lykkeligvis kunne jeg efter en uges tid i isolation begynde at gå ture og tage billeder. Jeg kunne også hurtigt gøre rent, hvilket har haft en særdeles positiv betydning for renlighedsniveauet derhjemme. Men det var kameraet, der var den store redning. For jeg elsker jo mit kamera. Og det er meningsfyldt og glædesfyldt at blive bedre til at bruge det. Så jeg har været på vandring i København og har lært kameraet bedre at kende. Hver dag har jeg lagt et billede ud på instagram.
Og nu tyder alt på, at det heldigvis er ved at være ovre. Jeg kan se fjernsyn nu. Bruge ipadden som jeg har lyst, arbejde ved computeren i en time og kun blive lidt svimmel. Jeg har kørt bil - ført den selv. Og i dag sidder jeg på en café med en kop kaffe - og skriver! Hurra! Kun lidt svimmel efter at have skrevet denne svada. Jeg tager stadig det meste med ro. Men jeg kan skrive! Og være sprudlende jublende over, hvor vidunderligt det er at få den evne tilbage!
Det var endnu engang dejligt at være af sted, og jeg var enormt produktiv og godt inde i min egen lille skriveverden, da jeg lavede årets uheldigste manøvre. Jeg faldt. Eller gled. På et vådt bræt, da jeg gik tur. Landede på røven og har åbenbart fået et ordentligt stød gennem ryggen, for det udløste hjernerystelseslignende symptomer. Hvilket vil sige nøjagtig de samme symptomer, som man har med en hjernerystelse, jeg besvimede bare ikke, kastede ikke op og havde heldigvis ikke risiko for en hjerneskade. Men resten var som den ægte vare. Der gik et par timer, før jeg rigtig tænkte over det. Jeg havde jo ikke slået hovedet, men var ærlig talt noget mere bekymret for mit håndled, som jeg havde taget fra med.
Men så lagde jeg også mærke til det. Jeg sad og skrev og blev mere og mere svimmel og skeløjet, og da jeg har ubehageligt mange venner, der har været gennem tillsvarende hjernerystelser, så fattede jeg relativt hurtigt mistanke, slukkede computeren og lagde mig på sofaen med lukkede øjne og podcast-foredrag. Det blev startskuddet til virkelig mange dages podcast-lytning og lukkede øjne. Og for at opsummere det virkelig kort: Det er grænseløst kedeligt at have hjernerystelse eller for den sags skyld ikke-hjernerystelse. Ikke mindst de to dage, hvor jeg isolerede mig uden lyd eller lys i 20 timer ad gangen. Jeg var indlæggelsesklar på andendagen.
Lægerne tog det meget roligt og sagde, at jeg bare skulle tage den med ro, så ville det være væk i løbet af en uges tid. Og at en uge i Barcelona som afslutning på hjernerystelsen ville være godt for mig. Det var det også, og jeg nød min uge i Barcelona i slutningen af november stort set uden symptomer. I hvert fald ikke nogen, jeg tænkte over, før det var for sent (som man siger for at lyde lidt mere dramatisk). Barcelona får sin egen fortælling senere.
Jeg kom hjem og regnede med, at nu ville alt være godt, så jeg tog på arbejde efter to ugers restitution. Og til julefrokost om aftenen i Wallmanns saloner. Det er så sidste gang, jeg har besøgt det sted. Showet, lydene, lyset, menneskene der talte og grinede fra alle retninger og muligvis også alkoholen (omend, der var indtaget tilsvarende mængder i Barcelona) var alt alt for meget. Næste dag vågnede jeg med verdens værste tømmermænd, der viste sig at være en genudløst ikke-hjernerystelse og som gjorde, at jeg stort set ikke kunne rejse mig fra sengen i fire dage. Jeg tog på arbejde mandag morgen, men blev sendt hjem igen og havde det værre end, jeg havde haft det, lige da jeg var faldet.
Og så startede jeg forfra. Eller lige et par skridt før forfra. Denne gang med hjælp fra en kranio-sakral-terapeut, der sendte varme energier gennem min krop, rettede muskler og nerver ud og gav mig en rationel forklaring på, at jeg kunne have det så skidt, når nu jeg i følge lægerne stadig ikke havde en hjernerystelse. Det kostede nogle tusind kroner at gå hos Jens Dybdal, til gengæld fik jeg troen på, at jeg kunne blive rask, tilbage. Og havde det hver gang bedre, når jeg havde været en time på briksen hos ham.
Kuren på både hjernerystelse og ikke-hjernerystelse er derudover den samme. Fuldstændig ro, ingen fjernsyn, computer, bøger, ingen motion og helst ikke for mange mennesker ad gangen. Ingen skrivning! Det er som sagt helt afsindig kedeligt. Og man skal ovenikøbet samtidig sørge for ikke at lade sig gå på af det, for kroppen skal være afslappet og i zen. For mig var det i den grad en udfordring at lade være med at have lyst til at hoppe ud foran et tog eller i hvert fald at undgå at lade den depression, der lå lige bag det hele og lurede, få overtaget.
Det hjalp bestemt ikke på sagen, at ikke-hjernerystelsen havde sat sig meget på min korttidshukommelse, så jeg var nødt til at lave lister over alt. En liste over, hvad jeg skulle købe i hvilke butikker og i hvilken rækkefølge. En liste over, hvad jeg skulle have på eller med, når jeg skulle ud af døren, så jeg huskede både vanter, hue og penge. En liste over, hvad jeg skulle huske at sige eller spørge om, når jeg talte med nogen. Og så alle listerne over aftaler. Ikke mindst aftaler, der skulle aflyses. Man bliver ret god til at aflyse aftaler med en ikke-hjernerystelse. Og til at leve med, at ingen kan se, at man har den, men at det bare ikke er muligt at rejse sig op hele næste dag, hvis man har givet den for meget gas dagen før. For meget gas som fx at mødes med tre personer på én gang eller at spise middag på en restaurant, hvor der er andre der sidder og snakker.
Lykkeligvis kunne jeg efter en uges tid i isolation begynde at gå ture og tage billeder. Jeg kunne også hurtigt gøre rent, hvilket har haft en særdeles positiv betydning for renlighedsniveauet derhjemme. Men det var kameraet, der var den store redning. For jeg elsker jo mit kamera. Og det er meningsfyldt og glædesfyldt at blive bedre til at bruge det. Så jeg har været på vandring i København og har lært kameraet bedre at kende. Hver dag har jeg lagt et billede ud på instagram.
Og nu tyder alt på, at det heldigvis er ved at være ovre. Jeg kan se fjernsyn nu. Bruge ipadden som jeg har lyst, arbejde ved computeren i en time og kun blive lidt svimmel. Jeg har kørt bil - ført den selv. Og i dag sidder jeg på en café med en kop kaffe - og skriver! Hurra! Kun lidt svimmel efter at have skrevet denne svada. Jeg tager stadig det meste med ro. Men jeg kan skrive! Og være sprudlende jublende over, hvor vidunderligt det er at få den evne tilbage!
Location:I et mørkt kedeligt lokale
onsdag den 16. oktober 2013
Solen skinner altid i Nordjylland
I sommer holdt jeg mig til Norden, primært Skandinavien - længste tur væk var til Helsinki, mere om det en anden gang. Jeg blev i Skandinavien og nøj, hvor havde Skandinavien lige skruet op for charmen rent vejrmæssigt.
De allermest solbeskinnede og vindstille dage i juli tilbragte jeg i Lønstrup, der er højt mod nord og helt mod vest. Faktisk så højt og helt, at jeg ikke havde været så langt oppe i Nordjylland tidligere, men nu havde Signe og Anders inviteret på besøg i Signes barndomshjem, tre minutters gang fra stranden og så synes jeg nok, at det var på tide at komme få set Nordjylland (præcis som jeg her et par måneder senere syntes, at Skagen var en stor mangel i min almene dannelse).
Det var nu ikke fordi, jeg fik set meget af Nordjylland. Mest stien fra huset til stranden. Signe blev ved med at understrege, at Vesterhavet i Lønstrup ikke normalt er blikstille. To små ekskursioner blev det til, til Mårup Kirke og til Rubjerg Knude.
Mårup Kirke er ikke så meget en kirke længere, fordi resterne af den snart vil styrte i havet og den derfor er ved at blive pillet ned. Rubjerg Knude er en usandsynlig stor bunke sand, der har overtaget området, men i modsætning til Råbjerg Mile flytter den sig ikke. Den er til gengæld svært fotogen. Især, når der lige er et par småskyer, der går for solen. Og ikke mindst, når man har sit nye elskede kamera med sig.
Se bare:
Og så var vi som sagt også ved stranden. Der var mit kamera også med.
Og solnedgang. Vesterhavet er naturligvis lig med solnedgang. Sammen med et par øl, en god ven og en lang snak om livet er der få ting, der kan slå en solnedgang.
De allermest solbeskinnede og vindstille dage i juli tilbragte jeg i Lønstrup, der er højt mod nord og helt mod vest. Faktisk så højt og helt, at jeg ikke havde været så langt oppe i Nordjylland tidligere, men nu havde Signe og Anders inviteret på besøg i Signes barndomshjem, tre minutters gang fra stranden og så synes jeg nok, at det var på tide at komme få set Nordjylland (præcis som jeg her et par måneder senere syntes, at Skagen var en stor mangel i min almene dannelse).
Det var nu ikke fordi, jeg fik set meget af Nordjylland. Mest stien fra huset til stranden. Signe blev ved med at understrege, at Vesterhavet i Lønstrup ikke normalt er blikstille. To små ekskursioner blev det til, til Mårup Kirke og til Rubjerg Knude.
Mårup Kirke er ikke så meget en kirke længere, fordi resterne af den snart vil styrte i havet og den derfor er ved at blive pillet ned. Rubjerg Knude er en usandsynlig stor bunke sand, der har overtaget området, men i modsætning til Råbjerg Mile flytter den sig ikke. Den er til gengæld svært fotogen. Især, når der lige er et par småskyer, der går for solen. Og ikke mindst, når man har sit nye elskede kamera med sig.
Se bare:
Og så var vi som sagt også ved stranden. Der var mit kamera også med.
Og solnedgang. Vesterhavet er naturligvis lig med solnedgang. Sammen med et par øl, en god ven og en lang snak om livet er der få ting, der kan slå en solnedgang.
tirsdag den 15. oktober 2013
Æbleplukning
Der står 10 æbletræer i min mors have. 10 æbletræer, 8 hindbærbuske, et par blommetræer, to vin, et ukendt antal brombærkrat og et enkelt valnøddetræ. Og kvædebusken. Den skønne dejlige kvædebusk, som leverer smukke og velduftende kvæder, som min mor kan lave om til kvædegele, til min store begejstring. Og det er lige nu, de bugner. Eller det var lige indtil weekenden, at de bugnede. For hvert år tager jeg ud til min mor i en weekend og plukker. Og i lørdags iklædte jeg mig min mors forede kansas-flyverdragt og plukkede alle æblerne.
Det blæste det meste af en pelikan, så flyverdragten var nødvendig. Dertil tilsatte jeg først Beethoven og dernæst Ray De Ohh med tilhørende skrålen med. Og så en stige, så jeg kunne nå op. Handsker til at samle valnødderne, for valnødder har et ekstremt stærkt farvestof i skallen, når de ikke er tørrede, så man får kulsorte fingre, hvis man samler uden handsker. Og så den meditative tilstand, man kommer i, når man plukker noget så smukt som æblet.
Her er rovet.
Og her et fra for to år siden, hvor vejret var bedre, da jeg klatrede rundt i træerne...
Det blæste det meste af en pelikan, så flyverdragten var nødvendig. Dertil tilsatte jeg først Beethoven og dernæst Ray De Ohh med tilhørende skrålen med. Og så en stige, så jeg kunne nå op. Handsker til at samle valnødderne, for valnødder har et ekstremt stærkt farvestof i skallen, når de ikke er tørrede, så man får kulsorte fingre, hvis man samler uden handsker. Og så den meditative tilstand, man kommer i, når man plukker noget så smukt som æblet.
Her er rovet.
Og her et fra for to år siden, hvor vejret var bedre, da jeg klatrede rundt i træerne...
Location:Mors have
fredag den 11. oktober 2013
Perspektiv
Jeg skriver relativt tit på bogen. Og er i øjeblikket i gang med at skrive mig ind i nogle grimme minder fra for 20 år siden. Sådan nogle, der har fyldt alt for meget i de 20 år. Alt for meget. Ikke desto mindre kan jeg stadig skrive mig ind i noget, der minder om et angstanfald, når jeg prøver at skrive om det (og iøvrigt ret vildt, at man kan den slags med ord).
Men så er der bare nogle dage, hvor mine småligegyldige problemer fra fortiden bliver sat nok så meget i perspektiv. I dag var det Malala i The Daily Show: http://www.thedailyshow.com/watch/tue-october-8-2013/malala-yousafzai. Helt ærligt tåbelige tanker, nu er det på tide, at I går i skammeboksen og giver mig tid til at stræbe efter at nå denne kvinde til sokkeholderne. Og i næste uge tror jeg, at jeg begynder at skrive om Indien og inderne - der trænger til at komme lidt perspektiv ind i mine tanker - og tekster.
Men så er der bare nogle dage, hvor mine småligegyldige problemer fra fortiden bliver sat nok så meget i perspektiv. I dag var det Malala i The Daily Show: http://www.thedailyshow.com/watch/tue-october-8-2013/malala-yousafzai. Helt ærligt tåbelige tanker, nu er det på tide, at I går i skammeboksen og giver mig tid til at stræbe efter at nå denne kvinde til sokkeholderne. Og i næste uge tror jeg, at jeg begynder at skrive om Indien og inderne - der trænger til at komme lidt perspektiv ind i mine tanker - og tekster.
onsdag den 2. oktober 2013
På Ibs opfordring...
For et par uger siden mødte jeg Ib på en bænk i Assistensen og skrev om det her på bloggen. Ib fortalte mig, blandt meget andet, om sit yndlingsmuseum, Skagens Museum, hvor det mest fantastiske ifølge Ib var, at man kunne gå ud fra museet og så bare se motiverne lige uden for dørene.
Jeg havde aldrig været i Skagen og derfor heller aldrig på museet, og det, syntes Ib, var en skam. Det gjorde jeg sådan set også, så hvorfor ikke benytte sig af en ledig weekend på at få rettet den fejl. Så i lørdags tog jeg til Skagen. Havde booket værelse på Brøndums Hotel, for klassisk skulle det være, og så fået Kirstine, der er min indfødte veninde, til at sørge for sidelange anbefalinger til byen. De var gode, og jeg har stadig rigeligt tilbage til næste besøg.
Derudover velsignede vejret os med en septemberhimmel, der i den grad var så blå med lysende hvide skyer. Jeg var naturligvis bevæbnet med mit kamera.
Grenen
Åh, så symbolsk - en truck på truckvej
Bare lige hvis man skulle være fristet til en ulovlig opankring.
Det her skilt gav ingen mening for mig: hvis du vil bære mikroskopiske mennesker i hånden, skal du gøre det derovre?
Vi havde bordreservation hos Brøndum kl 19, så vi så ikke mere af solnedgangen end dette - jeg må hellere komme tilbage og se den fulde version en gang...
Og så skulle vi jo altså lige forbi Skagens Museum. Og Ib har helt ret - det er et meget dejligt museum. Og helt noget andet at se billederne i virkeligheden og placeret så tæt på deres naturlige tilhørssted. Jeg plejer af princip aldrig at tage fotos af malerier, da man altid kan købe bedre originaler. Men her er alligevel et par stykker til at dokumentere, at jeg faktisk var der.
Jeg havde aldrig været i Skagen og derfor heller aldrig på museet, og det, syntes Ib, var en skam. Det gjorde jeg sådan set også, så hvorfor ikke benytte sig af en ledig weekend på at få rettet den fejl. Så i lørdags tog jeg til Skagen. Havde booket værelse på Brøndums Hotel, for klassisk skulle det være, og så fået Kirstine, der er min indfødte veninde, til at sørge for sidelange anbefalinger til byen. De var gode, og jeg har stadig rigeligt tilbage til næste besøg.
Derudover velsignede vejret os med en septemberhimmel, der i den grad var så blå med lysende hvide skyer. Jeg var naturligvis bevæbnet med mit kamera.
Grenen
Åh, så symbolsk - en truck på truckvej
Bare lige hvis man skulle være fristet til en ulovlig opankring.
Det her skilt gav ingen mening for mig: hvis du vil bære mikroskopiske mennesker i hånden, skal du gøre det derovre?
Vi havde bordreservation hos Brøndum kl 19, så vi så ikke mere af solnedgangen end dette - jeg må hellere komme tilbage og se den fulde version en gang...
Og så skulle vi jo altså lige forbi Skagens Museum. Og Ib har helt ret - det er et meget dejligt museum. Og helt noget andet at se billederne i virkeligheden og placeret så tæt på deres naturlige tilhørssted. Jeg plejer af princip aldrig at tage fotos af malerier, da man altid kan købe bedre originaler. Men her er alligevel et par stykker til at dokumentere, at jeg faktisk var der.
Location:Skagen
onsdag den 25. september 2013
Så kom jeg i Femina...
Og kan dermed krydse en ting af på to do-listen... Jeg er blevet interviewet, fordi jeg har haft den tvivlsomme erfaring, at to af mine veninder har oplevet at miste deres brødre og dermed, hvordan det er at være veninde til nogen, der oplever sorg. Jeg håber, at mit budskab om, at det ikke er farligt at spørge (de bliver ikke mere kede af det, end de allerede er) og at der er forskellige måder at opleve og at være i sorg, og at man derfor ikke skal synes, at de skal være det på en bestemt måde.
Og billedet af mig er ganske enkelt bare ret godt... (når jeg nu selv har chancen for at sige det). Det er naturligvis Femina, der har alle rettigheder til billedet.
Og billedet af mig er ganske enkelt bare ret godt... (når jeg nu selv har chancen for at sige det). Det er naturligvis Femina, der har alle rettigheder til billedet.
Abonner på:
Opslag (Atom)