Så kom der jo til at gå ret lang tid uden skriverier. Af uransalige årsager føles det som om, jeg har haft travlt. Det har jeg vel egentlig ikke. Lidt afhængig af, om venindebesøg, hindiøvelser og kommunikation med kaotiske Indien kan regnes med til travlt-kategorien.
Nå men altså, nu har jeg samlet sammen til et par forskellige bidrag. Først Nifles besøg. Nifle er min dejlige dejlige veninde og trofaste læsegruppemakker gennem hele min studietid på statskundskab. Vi har tilbragt endeløse timer i hinandens selskab, skriver på nøjagtig samme måde (selvom det var hende, der havde ansvaret for kommaer...) og vi har faktisk aldrig skændtes - ikke engang da vi tilbragte næsten hver dag sammen i de 8 måneder, vi skrev speciale. Og nu var det endelig blevet tid at vise hende mit Indien.
Nifle havde fået fri fra familien i 8 dage og jeg hentede hende derfor i Delhi lufthavn, hvor hun for første gang kunne grine af, hvor integreret jeg er blevet - jeg havde dunjakke på, selvom solen skinnede og temperaturen nærmede sig 15 grader... (Men det er altså også ret koldt!).
Derefter havde vi et par dage i Delhi, hvor hun lige fik en hurtig introduktion til nogle af de største clashes, der er her i landet. Clash mellem kaos og stilhed, fattigdom og rig luksus, supermodernitet og århundredegamle traditioner, der stadig lever. Mellem mine totalt ligesindede indiske venner og kulturelt komplet forskellige andre indere. Clash, clash, clash. En del fordomme blev brudt - og nogle blev bekræftet.
Herefter gik turen til Atali og Nifle fik fokuseret sine ængstelser i forhold til Indien til (stort set) kun at handle om trafikken. Ok, den kan også være brutal. Og den er helt sikkert fuldstændig utilregnelig. Jeg havde sikret, at vi kørte med en god bil og en pålidelig chauffør, men ikke desto mindre fandt Nifle det bedst at holde øjne og ører lukket en god del af turen.
Bjergene - og Atali - var derfor et behageligt clash i forhold til trafikken. Selvom jeg har prøvet at beskrive, hvor overdrevet skønt her er, er det svært helt at forstå uden at have været her. Nifle forstod det meget meget hurtigt, og hver gang vi gik ud fra værelset eller hun kom til at kigge i en anden retning, kom der er et spontant "wauv, det er her stadig".
Atali er helt perfekt til at koble af fra det meste, så vi nød bare at være, at rafte, at vandre, at kigge på floden og bjergene, at besøge Rishikesh og at tale om rare og dejlige ting. Alt for hurtigt skulle hun jo hjem igen. Søren, hendes mand, sendte pænt en sms om at sende hende tilbage i hans retning...
Velkomst! Drengene havde genskabt bærestolen, så Nifle kunne få en ordentlig rundvisning. Denne gang tilsat kastning af blomsterblade - bemærk de gule blomster i hendes skød.
Indiske skolebørn er objektivt set meget fotogene. Og de klæder Nifle.
Tidlig aftenstemning ved Ganga - en ko, en munk og en lille havfrue.
Lys sendes af sted på Ganga for at sikre held og lykke
Find hende der ikke er et overkådt indisk barn på mellem 3 og 6 år...
Forstå det, hvem der kan, at jeg holder af at være her...
