I sommer holdt jeg mig til Norden, primært Skandinavien - længste tur væk var til Helsinki, mere om det en anden gang. Jeg blev i Skandinavien og nøj, hvor havde Skandinavien lige skruet op for charmen rent vejrmæssigt.
De allermest solbeskinnede og vindstille dage i juli tilbragte jeg i Lønstrup, der er højt mod nord og helt mod vest. Faktisk så højt og helt, at jeg ikke havde været så langt oppe i Nordjylland tidligere, men nu havde Signe og Anders inviteret på besøg i Signes barndomshjem, tre minutters gang fra stranden og så synes jeg nok, at det var på tide at komme få set Nordjylland (præcis som jeg her et par måneder senere syntes, at Skagen var en stor mangel i min almene dannelse).
Det var nu ikke fordi, jeg fik set meget af Nordjylland. Mest stien fra huset til stranden. Signe blev ved med at understrege, at Vesterhavet i Lønstrup ikke normalt er blikstille. To små ekskursioner blev det til, til Mårup Kirke og til Rubjerg Knude.
Mårup Kirke er ikke så meget en kirke længere, fordi resterne af den snart vil styrte i havet og den derfor er ved at blive pillet ned. Rubjerg Knude er en usandsynlig stor bunke sand, der har overtaget området, men i modsætning til Råbjerg Mile flytter den sig ikke. Den er til gengæld svært fotogen. Især, når der lige er et par småskyer, der går for solen. Og ikke mindst, når man har sit nye elskede kamera med sig.
Se bare:
Og så var vi som sagt også ved stranden. Der var mit kamera også med.
Og solnedgang. Vesterhavet er naturligvis lig med solnedgang. Sammen med et par øl, en god ven og en lang snak om livet er der få ting, der kan slå en solnedgang.
De allermest solbeskinnede og vindstille dage i juli tilbragte jeg i Lønstrup, der er højt mod nord og helt mod vest. Faktisk så højt og helt, at jeg ikke havde været så langt oppe i Nordjylland tidligere, men nu havde Signe og Anders inviteret på besøg i Signes barndomshjem, tre minutters gang fra stranden og så synes jeg nok, at det var på tide at komme få set Nordjylland (præcis som jeg her et par måneder senere syntes, at Skagen var en stor mangel i min almene dannelse).
Det var nu ikke fordi, jeg fik set meget af Nordjylland. Mest stien fra huset til stranden. Signe blev ved med at understrege, at Vesterhavet i Lønstrup ikke normalt er blikstille. To små ekskursioner blev det til, til Mårup Kirke og til Rubjerg Knude.
Mårup Kirke er ikke så meget en kirke længere, fordi resterne af den snart vil styrte i havet og den derfor er ved at blive pillet ned. Rubjerg Knude er en usandsynlig stor bunke sand, der har overtaget området, men i modsætning til Råbjerg Mile flytter den sig ikke. Den er til gengæld svært fotogen. Især, når der lige er et par småskyer, der går for solen. Og ikke mindst, når man har sit nye elskede kamera med sig.
Se bare:
Og så var vi som sagt også ved stranden. Der var mit kamera også med.
Og solnedgang. Vesterhavet er naturligvis lig med solnedgang. Sammen med et par øl, en god ven og en lang snak om livet er der få ting, der kan slå en solnedgang.
