Vildt og vidunderligt forår!

Hver tirsdag har vi familiemiddag. Vi er min far, lillebror, svigerinde, nevø og så mig. Ferdinand (nevøen) er naturligvis hovedpersonen, hvilket han nyder med stor selvfølgelighed og ophøjet ro. Min far sidder i kørestol på grund af en hjerneblødning, han fik for 7 år siden og kan derfor ikke komme langt rundt uden hjælp. Og min bror med familie bor en halv times gang fra min far.

Derfor har vi en fast rutine med, at jeg henter min far hver tirsdag, og så går vi ellers sammen gennem Bispebjerg via hospitalet og Lersøparken over til Mjølnerparken, hvor brormand bor. Vi hygger os, når vi går sammen. Så får vi talt om, hvad der sker for os hver især, om politik, om hvor dejligt der bare er.

Når man går sådan en tur fast hver uge, så får man set årstiderne. og det her forår har det været helt vildt. Fra helt bare golde grene, til små skud, større skud, små blomster og så til nu, hvor foråret er så vildt og farverigt, at man bare bliver helt åndssvagt glad i låget af at være i det.

I tirsdags var det ganske simpelt helt vidunderligt på Bispebjerg Hospital. Alt blomstrede, bladene på de nysudsprungne bøge skar skarpt i øjnene med deres selvlysende lysegrønhed, og gartneren havde sat alle forårets blomster i bedene, så tulipaner, pinseliljer og hyacinter strålede om kap i farveorgiet.

Det kunne slet ikke fanges ind, men faderen og jeg gik omkring i en halv times tid og skiftedes til at sige, at det var pragtfuldt - med masser af tryk på r og a - praaagtfuldt!







Pragtfuldt!

Location:Bispebjerg hospital