Dengang opsporede jeg kirken, mine tipoldeforældre var blevet gift i, dengang de lige var kommet til New York efter at være udvandret fra Danmark.
Så min oldemor blev altså født i New York og døde i Danmark. Og omvendt med hendes forældre: Amalie og Julius. Amalie døde allerede i 1896, da min oldemor - Elsie - lige var fyldt 6. Det var Amalies død, der var skyld i, at Elsie blev sendt til Danmark et halvt år senere, for hendes far havde ikke råd til at forsørge fire børn. Derfor blev de to yngste sendt tilbage - Elsie og hendes to år ældre storesøster Lily. Udsejlingen fra New York i sommeren 1896 var så i øvrigt sidste gang, at de to søstre så deres far og brødre. Nogensinde. Og da de kom til Danmark (som de aldrig havde besøgt før, så det var et komplet fremmed land), blev de ovenikøbet sendt i pleje hos to forskellige tanter. På mindre end et halvt år havde min oldemor mistet hele sin familie og alle kendte omgivelser.
En fascinerende historie i al sin gru. Ikke mindst i forhold til, hvor mange tilsvarende historiske tilfældigheder, der er skyld i, at netop jeg blev mig. Min oldemor holdt kontakt med sin far indtil han døde i 1915. Hendes brødre talte (eller skrev) ikke dansk, så efter 1915 mistede de forbindelsen.
Brødrenes efterkommere er min mor i fuld sving med at slægtsforske sig i forbindelse med. Det overlader jeg til hende. Jeg har til gengæld ledt videre i tipoldernes færden herovre.
Vi (eller rettere min mor) har nemlig fundet navnet på den kirkegård, hvor Julius og Amalie ligger begravet: Evergreen Cemetary i Brooklyn. Og på Evergreen har de et register over alle de mennesker, der er blevet begravet der gennem tiderne. Åh ja, nok så vigtigt: amerikanerne sløjfer ikke grave - plads har de nok af.
Så i tirsdags, hvor det styrtregnede hele dagen, tog jeg ud mod Brooklyn og Evergreen. På mit kort kunne man ikke helt se, hvilken af to subwaystop der passede bedst med indgangen, så jeg prøvede det første: Wilson Avenue. Jeg blev tilskyndet i min tro på, at det var det rigtige sted i og med, at der er udsigt til kirkegården fra toget og stationen.
Stationen selv var ikke det mest fashionable, hvilket New Yorks metro sådan generelt set ikke er, men dette var dog om muligt mindre fashionabelt end vanligt.
Ikke fordi, det gør noget. Men jeg havde helt klart bevæget mig væk fra turisterne, overklassen og Manhattan.
Det var så heller ikke det rigtige stop. Man kunne godt nok komme ind på en kirkegård, men den var katolsk, og der var et stort hegn, der adskilte den fra Evergreens. Og det regnede. Jeg kørte et stop videre til Bushwick Avenue, som ikke var spor mere fashionabel end den forrige station, og hvor udsigten hele vejen rundt var til bilforhandlere og en enkelt junkfood-restaurant. Jeg gik lidt op af vejen til venstre, men syntes ikke rigtig, at det lignede noget, der var en kirkegård, så jeg vendte om og begyndte at gå tilbage ind mod byen for at finde et sted med wifi, så jeg kunne tjekke på kirkegårdens hjemmeside, hvor indgangen lå. Det tog en time, før jeg fandt en egnet café. I regnvejr. Der kunne jeg til gengæld også få en god skål bønnesalat og friskpresset juice og kaffe. Og altså wifi. Og finde ud af, at indgangen til kirkegården lå lige 200 meter mere til venstre end der, hvor jeg havde givet op. Nå ja, og at kirkegården lukkede en halv time senere.
Så tilbage med subwayen. Nu i styrtregn. Og op til Evergreens lige i tid til, at Jerry - en af caretakerne, kom for at lukke porten for den dag. Han var til gengæld usædvanlig sød og hjælpsom, så han gav mig telefonnummeret til kontoret og klare instrukser om, hvad jeg skulle sørge for at få at vide for at kunne finde graven, og at jeg i øvrigt bare skulle spørge efter ham, når jeg kom tilbage, hvis jeg havde problemer med at finde den - han hjalp gerne! Da jeg havde lidt problemer med at høre, hvad han sagde optrådte han endog som Tom og Jerry - og Jerry Lewis, så jeg ikke var i tvivl. (herefter bør fortællingen om Broadway Junction subway station, JZ-linien og i det hele taget turen på Broadway i Brooklyn komme - men det får nok sit eget blogindlæg).
Onsdag morgen var vejret en hel del bedre. Som i både tørvejr og sol. Jeg ringede til Evergreen, hvor en venlig dame på mindre end to minutter kunne fortælle mig, at Amalie og Julius lå i samme grav, nemlig nr. 8542 i sektionen Bethel Slope. Tilbage til Bushwick Avenue, hvor jeg flirtede med Muhammed fra Gambia i subwayen på vejen (han får nok også sit eget indlæg - fokus!), og fik instrukser på kirkekontoret til at finde Bethel Slope og ikke mindst til den rigtige grav. "Right of the headstone". Jeg forstod ikke helt, hvad det betød, men tænkte, at det nok åbenbarede sig for mig.
Det var ikke sådan helt ligetil. Bethel Slope var nemt nok. Det var klart aftegnet på kortet og lå lige ved siden ad en kinesisk sektion, som kirkekontordamen havde forklaret. Men de der grave. De lå ligesom sådan her:
Og det tog mig lidt tid at finde ud af, hvad headstone betød. Indtil jeg fandt disse sten:
Så var der jo pludselig numre at gå efter. Og ved at tælle ned (det kan jeg nemlig godt finde ud af), fandt jeg denne her:
Som under græsset blev til denne her:
Det vil sige, at første gravsten var 8541. Og som nummer to sten stod så 8542. Tipoldernes grav.
Som min oldemor havde set dengang kun hendes mor lå der, men som nu rummede begge forældre. Den sidste begravet for snart 100 år siden. Og stenen er ikke blevet vedligeholdt, så teksten er stort set forsvundet. Man kunne faktisk kun se nummeret på graven og inskriptionen: "died" - og den oplysning gav ligesom sig selv allerede.
I baggrunden kørte togene forbi med nogle minutters mellemrum. Man kunne se over til den subwaystation, jeg var stået af ved dagen før. Og ellers skete der ikke så meget. Jeg lagde en sten på deres gravsten. Følte, at jeg burde gøre et eller andet. Og blomster var nok i overkanten. Jeg tog en masse billeder og en enkelt video.
Danskerne var ikke en specielt velintegreret gruppe dengang, så de lod sig begrave i nærheden af hinanden. Mine Hoyrupper var omgivet af Hansener, Clausener, en enkelt Alberti og så videre.
Og så stod jeg der, hilste på. Syntes der var et eller andet stort over at have fundet tipolderne. Mine aner i Amerika. Og, at der ikke var så meget mere jeg kunne gør der. På vejen ud mødte jeg Jerry, der kom kørende i en golfvogn. Han vinkede. Jeg vinkede igen.
Location:Plymouth St,New York,USA
Ingen kommentarer:
Send en kommentar