I begyndelsen af november var jeg i Sverige for at skrive. Jeg er jo så heldig at måtte låne Gitte og Jørns dejlige hus på kanten af en skov, hvor der er meget stille og meget få distraktioner.
Det var endnu engang dejligt at være af sted, og jeg var enormt produktiv og godt inde i min egen lille skriveverden, da jeg lavede årets uheldigste manøvre. Jeg faldt. Eller gled. På et vådt bræt, da jeg gik tur. Landede på røven og har åbenbart fået et ordentligt stød gennem ryggen, for det udløste hjernerystelseslignende symptomer. Hvilket vil sige nøjagtig de samme symptomer, som man har med en hjernerystelse, jeg besvimede bare ikke, kastede ikke op og havde heldigvis ikke risiko for en hjerneskade. Men resten var som den ægte vare. Der gik et par timer, før jeg rigtig tænkte over det. Jeg havde jo ikke slået hovedet, men var ærlig talt noget mere bekymret for mit håndled, som jeg havde taget fra med.
Men så lagde jeg også mærke til det. Jeg sad og skrev og blev mere og mere svimmel og skeløjet, og da jeg har ubehageligt mange venner, der har været gennem tillsvarende hjernerystelser, så fattede jeg relativt hurtigt mistanke, slukkede computeren og lagde mig på sofaen med lukkede øjne og podcast-foredrag. Det blev startskuddet til virkelig mange dages podcast-lytning og lukkede øjne. Og for at opsummere det virkelig kort: Det er grænseløst kedeligt at have hjernerystelse eller for den sags skyld ikke-hjernerystelse. Ikke mindst de to dage, hvor jeg isolerede mig uden lyd eller lys i 20 timer ad gangen. Jeg var indlæggelsesklar på andendagen.
Lægerne tog det meget roligt og sagde, at jeg bare skulle tage den med ro, så ville det være væk i løbet af en uges tid. Og at en uge i Barcelona som afslutning på hjernerystelsen ville være godt for mig. Det var det også, og jeg nød min uge i Barcelona i slutningen af november stort set uden symptomer. I hvert fald ikke nogen, jeg tænkte over, før det var for sent (som man siger for at lyde lidt mere dramatisk). Barcelona får sin egen fortælling senere.
Jeg kom hjem og regnede med, at nu ville alt være godt, så jeg tog på arbejde efter to ugers restitution. Og til julefrokost om aftenen i Wallmanns saloner. Det er så sidste gang, jeg har besøgt det sted. Showet, lydene, lyset, menneskene der talte og grinede fra alle retninger og muligvis også alkoholen (omend, der var indtaget tilsvarende mængder i Barcelona) var alt alt for meget. Næste dag vågnede jeg med verdens værste tømmermænd, der viste sig at være en genudløst ikke-hjernerystelse og som gjorde, at jeg stort set ikke kunne rejse mig fra sengen i fire dage. Jeg tog på arbejde mandag morgen, men blev sendt hjem igen og havde det værre end, jeg havde haft det, lige da jeg var faldet.
Og så startede jeg forfra. Eller lige et par skridt før forfra. Denne gang med hjælp fra en kranio-sakral-terapeut, der sendte varme energier gennem min krop, rettede muskler og nerver ud og gav mig en rationel forklaring på, at jeg kunne have det så skidt, når nu jeg i følge lægerne stadig ikke havde en hjernerystelse. Det kostede nogle tusind kroner at gå hos Jens Dybdal, til gengæld fik jeg troen på, at jeg kunne blive rask, tilbage. Og havde det hver gang bedre, når jeg havde været en time på briksen hos ham.
Kuren på både hjernerystelse og ikke-hjernerystelse er derudover den samme. Fuldstændig ro, ingen fjernsyn, computer, bøger, ingen motion og helst ikke for mange mennesker ad gangen. Ingen skrivning! Det er som sagt helt afsindig kedeligt. Og man skal ovenikøbet samtidig sørge for ikke at lade sig gå på af det, for kroppen skal være afslappet og i zen. For mig var det i den grad en udfordring at lade være med at have lyst til at hoppe ud foran et tog eller i hvert fald at undgå at lade den depression, der lå lige bag det hele og lurede, få overtaget.
Det hjalp bestemt ikke på sagen, at ikke-hjernerystelsen havde sat sig meget på min korttidshukommelse, så jeg var nødt til at lave lister over alt. En liste over, hvad jeg skulle købe i hvilke butikker og i hvilken rækkefølge. En liste over, hvad jeg skulle have på eller med, når jeg skulle ud af døren, så jeg huskede både vanter, hue og penge. En liste over, hvad jeg skulle huske at sige eller spørge om, når jeg talte med nogen. Og så alle listerne over aftaler. Ikke mindst aftaler, der skulle aflyses. Man bliver ret god til at aflyse aftaler med en ikke-hjernerystelse. Og til at leve med, at ingen kan se, at man har den, men at det bare ikke er muligt at rejse sig op hele næste dag, hvis man har givet den for meget gas dagen før. For meget gas som fx at mødes med tre personer på én gang eller at spise middag på en restaurant, hvor der er andre der sidder og snakker.
Lykkeligvis kunne jeg efter en uges tid i isolation begynde at gå ture og tage billeder. Jeg kunne også hurtigt gøre rent, hvilket har haft en særdeles positiv betydning for renlighedsniveauet derhjemme. Men det var kameraet, der var den store redning. For jeg elsker jo mit kamera. Og det er meningsfyldt og glædesfyldt at blive bedre til at bruge det. Så jeg har været på vandring i København og har lært kameraet bedre at kende. Hver dag har jeg lagt et billede ud på instagram.
Og nu tyder alt på, at det heldigvis er ved at være ovre. Jeg kan se fjernsyn nu. Bruge ipadden som jeg har lyst, arbejde ved computeren i en time og kun blive lidt svimmel. Jeg har kørt bil - ført den selv. Og i dag sidder jeg på en café med en kop kaffe - og skriver! Hurra! Kun lidt svimmel efter at have skrevet denne svada. Jeg tager stadig det meste med ro. Men jeg kan skrive! Og være sprudlende jublende over, hvor vidunderligt det er at få den evne tilbage!
Det var endnu engang dejligt at være af sted, og jeg var enormt produktiv og godt inde i min egen lille skriveverden, da jeg lavede årets uheldigste manøvre. Jeg faldt. Eller gled. På et vådt bræt, da jeg gik tur. Landede på røven og har åbenbart fået et ordentligt stød gennem ryggen, for det udløste hjernerystelseslignende symptomer. Hvilket vil sige nøjagtig de samme symptomer, som man har med en hjernerystelse, jeg besvimede bare ikke, kastede ikke op og havde heldigvis ikke risiko for en hjerneskade. Men resten var som den ægte vare. Der gik et par timer, før jeg rigtig tænkte over det. Jeg havde jo ikke slået hovedet, men var ærlig talt noget mere bekymret for mit håndled, som jeg havde taget fra med.
Men så lagde jeg også mærke til det. Jeg sad og skrev og blev mere og mere svimmel og skeløjet, og da jeg har ubehageligt mange venner, der har været gennem tillsvarende hjernerystelser, så fattede jeg relativt hurtigt mistanke, slukkede computeren og lagde mig på sofaen med lukkede øjne og podcast-foredrag. Det blev startskuddet til virkelig mange dages podcast-lytning og lukkede øjne. Og for at opsummere det virkelig kort: Det er grænseløst kedeligt at have hjernerystelse eller for den sags skyld ikke-hjernerystelse. Ikke mindst de to dage, hvor jeg isolerede mig uden lyd eller lys i 20 timer ad gangen. Jeg var indlæggelsesklar på andendagen.
Lægerne tog det meget roligt og sagde, at jeg bare skulle tage den med ro, så ville det være væk i løbet af en uges tid. Og at en uge i Barcelona som afslutning på hjernerystelsen ville være godt for mig. Det var det også, og jeg nød min uge i Barcelona i slutningen af november stort set uden symptomer. I hvert fald ikke nogen, jeg tænkte over, før det var for sent (som man siger for at lyde lidt mere dramatisk). Barcelona får sin egen fortælling senere.
Jeg kom hjem og regnede med, at nu ville alt være godt, så jeg tog på arbejde efter to ugers restitution. Og til julefrokost om aftenen i Wallmanns saloner. Det er så sidste gang, jeg har besøgt det sted. Showet, lydene, lyset, menneskene der talte og grinede fra alle retninger og muligvis også alkoholen (omend, der var indtaget tilsvarende mængder i Barcelona) var alt alt for meget. Næste dag vågnede jeg med verdens værste tømmermænd, der viste sig at være en genudløst ikke-hjernerystelse og som gjorde, at jeg stort set ikke kunne rejse mig fra sengen i fire dage. Jeg tog på arbejde mandag morgen, men blev sendt hjem igen og havde det værre end, jeg havde haft det, lige da jeg var faldet.
Og så startede jeg forfra. Eller lige et par skridt før forfra. Denne gang med hjælp fra en kranio-sakral-terapeut, der sendte varme energier gennem min krop, rettede muskler og nerver ud og gav mig en rationel forklaring på, at jeg kunne have det så skidt, når nu jeg i følge lægerne stadig ikke havde en hjernerystelse. Det kostede nogle tusind kroner at gå hos Jens Dybdal, til gengæld fik jeg troen på, at jeg kunne blive rask, tilbage. Og havde det hver gang bedre, når jeg havde været en time på briksen hos ham.
Kuren på både hjernerystelse og ikke-hjernerystelse er derudover den samme. Fuldstændig ro, ingen fjernsyn, computer, bøger, ingen motion og helst ikke for mange mennesker ad gangen. Ingen skrivning! Det er som sagt helt afsindig kedeligt. Og man skal ovenikøbet samtidig sørge for ikke at lade sig gå på af det, for kroppen skal være afslappet og i zen. For mig var det i den grad en udfordring at lade være med at have lyst til at hoppe ud foran et tog eller i hvert fald at undgå at lade den depression, der lå lige bag det hele og lurede, få overtaget.
Det hjalp bestemt ikke på sagen, at ikke-hjernerystelsen havde sat sig meget på min korttidshukommelse, så jeg var nødt til at lave lister over alt. En liste over, hvad jeg skulle købe i hvilke butikker og i hvilken rækkefølge. En liste over, hvad jeg skulle have på eller med, når jeg skulle ud af døren, så jeg huskede både vanter, hue og penge. En liste over, hvad jeg skulle huske at sige eller spørge om, når jeg talte med nogen. Og så alle listerne over aftaler. Ikke mindst aftaler, der skulle aflyses. Man bliver ret god til at aflyse aftaler med en ikke-hjernerystelse. Og til at leve med, at ingen kan se, at man har den, men at det bare ikke er muligt at rejse sig op hele næste dag, hvis man har givet den for meget gas dagen før. For meget gas som fx at mødes med tre personer på én gang eller at spise middag på en restaurant, hvor der er andre der sidder og snakker.
Lykkeligvis kunne jeg efter en uges tid i isolation begynde at gå ture og tage billeder. Jeg kunne også hurtigt gøre rent, hvilket har haft en særdeles positiv betydning for renlighedsniveauet derhjemme. Men det var kameraet, der var den store redning. For jeg elsker jo mit kamera. Og det er meningsfyldt og glædesfyldt at blive bedre til at bruge det. Så jeg har været på vandring i København og har lært kameraet bedre at kende. Hver dag har jeg lagt et billede ud på instagram.
Og nu tyder alt på, at det heldigvis er ved at være ovre. Jeg kan se fjernsyn nu. Bruge ipadden som jeg har lyst, arbejde ved computeren i en time og kun blive lidt svimmel. Jeg har kørt bil - ført den selv. Og i dag sidder jeg på en café med en kop kaffe - og skriver! Hurra! Kun lidt svimmel efter at have skrevet denne svada. Jeg tager stadig det meste med ro. Men jeg kan skrive! Og være sprudlende jublende over, hvor vidunderligt det er at få den evne tilbage!
Location:I et mørkt kedeligt lokale
Ingen kommentarer:
Send en kommentar