Det er i den grad blevet efterår - eller måske ligefrem vinter. Lidt svært at sige, når der nu stadig er sol og varme om dagene og når det er koldt om aftenen, er det ikke mere koldt end at man stadig kan sidde udenfor ved bålet med sandaler på.
Det er også blevet tid til Diwali, der er de nordindiske hinduers største højtid. Der er angiveligt forskellige begrundelser for at fejre Diwali, men her, hvor jeg er, er det for at fejre kong Ramas hjemvenden efter 14 års eksil (i netop disse Garwhali bjerge også ifølge den lokale historie) - alt sammen, som det kan læses om i Ramayana og som jeg har fået det at vide af vennerne.
Rama fejres ved at sætte lys ud for at byde ham (og dermed det næste års velstand) velkommen og ved at fyre fyrværkeri af så dæmonerne holder sig væk. Eller også sættes der lys ud, fordi det er utrolig smukt og fyres fyrværkeri, fordi inderne (som så mange andre) holder af ordentlige brag og at lege med småfarligt legetøj... Ingen undtagelse på Atali.
Der var ikke andre gæster henover Diwali, så derfor tog langt de fleste ansatte hjem til familie på en eller flere velfortjente fridage. Vi var otte tilbage i går aftes, hvilket er mindre end en femtedel af det sædvanlige. I løbet af dagen var der flere og de hjalp med til forberedelserne.
For at dele sol og vind lige havde jeg overnattet i Silversands (raftingcampen 3 km nede ad vejen) hos de gamle venner. Om aftenen ved bålet med en klassisk rum-pani (rom og vand) samt udsigt til alle de smukke små lys i landsbyen Malakunti på den anden side af Ganga (det hedder Ganges jo egentlig).
Natten var kold og klar, så alle Diwali-lykønskningerne næste morgen skete over en kop varm te og indisk slik rundt om den varme tandoor (ovn). Dem, der havde været hjemme om aftenen, havde medbragt traditionel Diwali-mad, som var fedtet, smagfuld og ikke mindst nærende.
Jeetu er en af de meget gode venner hernede.
Efter morgenmaden tog jeg tilbage til Atali, hvor jeg delte dagen mellem at sidde i min seng med benet oppe (se tidligere post om hvorfor...) og at gå rundt og dokumentere forberedelserne.
Der var indkøbt hundreder af små lerolielamper til at stå for lysudfoldelserne.
Lamperne blev opstillet og der blev snoet væger af vat - én væge til hver lampe.
Lidt almen begejstring over Diwali midt i forberedelserne.
Det er i øvrigt pudsigt, som Indien altid er der, hvor jeg bliver forvisset om, at kønsroller ikke er givet fra naturens side. Ikke fordi, der ikke er meget traditionelle kønsroller hernede, men fordi de på så mange måder adskiller sig fra de danske. Det er for eksempel ikke spor mærkeligt, at 10 mænd bruger hele deres dag på at sætte lys op og udsmykke grunden - eller for den sags skyld at mænd holder i hånden og om hinanden, når de sidder ved siden af hinanden - tværtimod er det noget af det mest naturlige - heldigvis! Omvendt er inderne de mest homoforskrækkede mennesker, jeg kender - men det er mest på grund af uvidenhed.
Mens vi venter - der blev selvfølgelig vist rigtig gode film i fjerneren på Diwali
- en af mine yndlings: 3 Idiots
Det er en god skik at give noget til Diwali - og således også jeg. På grund af anklen kan jeg ikke cykle og chaufførerne var taget hjem til familierne, så jeg fik et lift på en af de ansattes motorcykel til Byasi 2 km oppe ad vejen, hvor jeg kunne indkøbe passende mængder af fyrværkeri til drengene.
Og så blev det mørkt og tid til at tænde alle lysene. Og Atali blev så poetisk smuk. Der er ikke noget kunstigt lys på de næste billeder. Lige udover, at jeg brugte min pandelampe til at oplyse kunstnerne, der havde stået for opstilling af lamper, lys og at tænde dem, så de kunne komme med på et billede af deres mesterværk.
Restaurant og bålplads
Hvert lys er en lille olielampe med væge
De ansattes kantine
Det var umuligt at fange alle lys på et billede, men dette er det tætteste, man kommer - og med kunstnerne bag.
Så spiste vi - lækker fiskecurry, naturligvis med dessert i dagens anledning - alle samlet. Og så! Endelig tid til fyrværkeri. Der blev klart sat mest pris på store brag. Og jeg måtte se mig selv i rollen som den svært bekymrede mor, der med jævne mellemrum råbte, at de ikke måtte fyre raketter af i hånden eller gå hen til fusere. Måske var det fordi jeg havde givet en del af fyrværkeriet, at de faktisk lyttede til (det meste af), hvad jeg sagde.
Og det var så det. Diwali er slut. Personalet er på vej tilbage og det næste hold gæster kommer snart. Men det skal nok gå godt, for lysene var der jo.
