29 Sydafrikanere, der ændrede Ganga på 24 timer

Op i bjergene kom jeg. Helt bestemt til Atali, hvor jeg efter en noget søvnfri nat (på grund af et nattog, der først kørte ved midnat, nåede destinationen kl. 4 og derefter 1½ time i bil) blev mødt af denne morgenudsigt fra det værelse, jeg skal bo i det næste halve år.

Glemt var helt ærligt al træthed - faktisk var alt glemt.

Og det er ikke blevet bedre siden. Morgenerne begynder typisk med en times yoga eller mountainbiking, fulgt af god indisk morgenmad - chilirationen er sat voldsomt i vejret. Så snak med gæster, måske en vandre- eller raftingtur. Der er også tid til hindiundervisning som varetages af de cirka 40 indiske ansatte - måske læse lidt bog og så selvfølgelig en lang svømmetur i poolen, inden det bliver mørkt og bålet tændes.

Nogle dage tager jeg ned til vennerne i raftingcampen Silversands, der ligger 3 km nede (og oppe - vi er i bjergene) ad vejen. Ja og på forunderlig vis så går dagene altså utrolig hurtigt heromkring. Vidunderfuldt er det, der bedst kan beskrive det. Vidunderfuldt!

Yndlingsudsigten fra loungen i caféen

Umsingizane - et magisk besøg

Og så i tirsdags blev vi ramt af lynet. Eller rettere sagt af 29 sydafrikanere, hvoraf de fleste er medlemmer af gospelkoret Umsingizane. Det sidste vidste vi intet om inden ankomsten, men hvor blev vi klogere.

De ankom sidst på eftermiddagen efter et døgns rejse fra Freestate i Sydafrika. Ved ankomsten spurgte deres dirigent og leder, om der var andre gæster. Da vi svarede, at der var én anden familie her, så han meget bekymret ud: "har de fortalt jer, at vi synger?" Salil, der er en af guiderne her, havde hentet dem ved stationen og han havde da lige nået at sige, at de sang - og ikke mindst at de gjorde det virkelig godt, så vi kunne roligt svare, at det så vi meget frem til at høre.

Ikke bare sang de, de sang, så jeg fik gåsehud og tårer i øjnene. Det viste sig nemlig, at det var et professionelt kor, som lederen, der er parlamentsmedlem eller noget i den stil, havde fundraiset til og rekrutteret på børnehjem i Freestate. Ingen medlemmer af koret havde derfor fløjet før, de færreste kørt i tog, og der var også enkelte, der for første gang kørte i bus. Hvad, de kunne, var derimod at synge og danse. Og eftersom der også er en meget stærk sangtradition i Indien, blev de to timer ved bålet med skiftevise indslag fra den afrikanske og indiske sangskat fulgt op af dans fra de samme, helt uforglemmelige. Smilene var mejslet på alles ansigter og eneste væskeindtag var sodavand - der behøvedes ikke noget stærkere.

For alle gæsterne var dette også første gang, de besøgte et sted som dette. Og det blev udnyttet. Klatrevæggen, morgenyoga, poolen og ikke mindst raftingen. En del af dem var på forhånd ret bange for turen på vandet, men det tog dem ikke mange sekunder at slappe af, og så begyndte de ellers at synge igen. Alle 3 timer/25 km fra Silversands til Rishikesh. De forbipasserende på bredden fik en sang, et stort smil og måske ovenikøbet en dans. Selv da bådene skulle bæres op til lastbilen, blev der sunget. De indiske venner fra Silversands fortalte senere, at de om eftermiddagen var blevet kimet ned fra alle de andre raftingcamps, vi havde passeret på vejen: "Hvem var det, Aquaterra havde haft med?" og "hvordan kunne de synge så godt og så samtidig være stærke padlere?"

Man skulle ikke tro, at det var muligt at skabe magi på så kort tid. Men det gjorde de. Vi. Magi. 

Umsingizane udgiver en cd om kort tid og dirigenten har lovet at sende den til mig. Og jeg har fået en ny destination allerøverst på listen over steder, jeg skal besøge.

Min raft - jeg sidder bagerst med en lyserød hjelm

There is such a thing as a free ride!

Nå men så fik jeg jo aldrig skrevet det sidste blogindlæg fra Canada. Og det selvom min moder ellers var noget efter mig. Det skulle have handlet om vores tre dage i Toronto, hvor vi boede hos Naomi og hendes søn, Stefan, som vi havde fundet via couchsurfing.org. De var de gæstfrieste værter man kan forestille sig, så de var ovenikøbet rykket ud fra et af soveværelserne for at sove på sofaen, så vi kunne få værelset. Om besøget ved Niagara Falls, gaypride og den thai/ungarske restaurant, vi spiste på. Og så om at komme hjem. De tre måneder i Danmark, hvor jeg havde rigtig god tid til at få set venner og familie, nyde de lyse danske sommernætter og erkende at jeg er en trækfugl. Det er ikke fordi, jeg hellere vil bo et andet sted end Danmark, at jeg rejser. Det er mere fordi, jeg bare godt kan lide sol, varme og dagslys i passende mængder, at jeg har det bedst med ikke at være alt for lang tid det samme sted.

Og nu var det altså blevet efterår i Danmark så 4. oktober dalrede jeg af sted mod mit andet hjemland - Indien!

Jeg landede første gang i Delhi i januar 2003 til begyndelsen på, hvad der foreløbig har været en 10-årig kærlighedsaffære. Jeg elsker Indien og jeg elsker at være i Indien. Og ikke mindst elsker jeg at være i bjergene - også kendt som Himalaya, hvor jeg som regel bruger det meste af min tid sammen med vennerne i og omkring Aquaterra Adventures.

Således også denne gang, hvor jeg skal bruge det meste af det næste halve år i deres nyåbnede activotel Atali, Ganga (et ressort med outdoor-aktiviteter), som deres første langtidsboende hindistudent.

Altså landede jeg igen i Delhi, blev hentet i lufthavnen af en forudbooket taxa (af sikkerhedsmæssige grunde bruger jeg ikke de taxier, de har i lufthavnen, når jeg lander sent om aftenen) og blev leveret til døren hos Vaibhav, der ejer Aquaterra og som er en meget nær ven gennem, ja altså igen, snart 10 år.

De første par dage gik med at tulle rundt i Delhi, få genset yndlingssteder og venner, drukket drinks i stride mængder og i det hele taget bare at lande.

Jeg tror, at Indien holder lige så meget af mig, som jeg gør af hende. Allerede første dag var der tre episoder, der genopfriskede lige præcis, hvorfor jeg elsker dette land så højt.

1. At jeg to minutter efter at være trådt ind i en tilfældig købmandsbutik, stod og grinede med hele personalet, fordi sadarji (respektfuldt for gammel sikh) på 78 kildede de ansatte: " sadarji is old, but he likes it when people smiles."

2. Bilen, der holdt og spærrede (ikke på grund af sammenbrud - bare fordi dens chauffør ville) med katastrofeblink tændt midt i et pænt trafikeret kryds med inskriptionen "I don't care" i bagruden.

3. Den gratis autorickshaw-tur, jeg fik, fordi jeg ikke skulle så langt (fra Lodhi Garden til Khan Market, hvis nogen er interesseret) og chaufføren alligevel skulle i samme retning og derfor nikkede bagud - hop ind - det er gratis. There is such a thing as a free ride.

Imran - sjalwallahen
Nå ja og så var der søndagens besøg hos min sjalwallah på Dilli Haat (kunsthåndværkermarked). Jeg har kendt Imran i omtrent 8 år, hvor han i første omgang har været min meget trofaste og rimelige sjalleverandør, men over årene har vi også udviklet et fint venskab.

Hvis jeg nogensinde skal blive overtroisk må det blive i forhold til venskabet med Imran. Lige siden jeg mødte ham første gang, har vi altid afsluttet alle besøg med et "vi ses", hvortil han svarer: "Inshallah" - om Allah vil. Og det vil Allah åbenbart, for hver gang jeg kommer på Dilli Haat møder jeg Imran i løbet af et par minutter. Det vel at mærke uden, at han ved, at jeg kommer og uanset, at han indimellem tager et par måneder til Kashmir, hvor han kommer fra. Den eneste undtagelse fra dette var sidste år i december, hvor jeg ikke stødte ind i ham med det samme, men var nødt til at spørge efter ham hos nogle af de andre sjal-sælgere. De fortalte, at han slet ikke havde bod i Dilli Haat på det tidspunkt, men gav mig adressen til, hvor jeg kunne finde ham. Der ville jeg naturligvis være taget hen, hvis det ikke var fordi, jeg 5 meter fra udgangen støder ind i Imran, der netop den dag, for første gang i en måned, har valgt at tage ud at hilse på vennerne på Dilli Haat.

Søndag var ingen undtagelse - 50 meter inde kom Imran gående - stort smil, knus og så 2-3 timers snak inklusive frokost og til sidst fik jeg ovenikøbet et meget smukt silkesjal.

Delhi er dejlig, men det er bjergene også og mandag nat gik det i den retning...