29 Sydafrikanere, der ændrede Ganga på 24 timer

Op i bjergene kom jeg. Helt bestemt til Atali, hvor jeg efter en noget søvnfri nat (på grund af et nattog, der først kørte ved midnat, nåede destinationen kl. 4 og derefter 1½ time i bil) blev mødt af denne morgenudsigt fra det værelse, jeg skal bo i det næste halve år.

Glemt var helt ærligt al træthed - faktisk var alt glemt.

Og det er ikke blevet bedre siden. Morgenerne begynder typisk med en times yoga eller mountainbiking, fulgt af god indisk morgenmad - chilirationen er sat voldsomt i vejret. Så snak med gæster, måske en vandre- eller raftingtur. Der er også tid til hindiundervisning som varetages af de cirka 40 indiske ansatte - måske læse lidt bog og så selvfølgelig en lang svømmetur i poolen, inden det bliver mørkt og bålet tændes.

Nogle dage tager jeg ned til vennerne i raftingcampen Silversands, der ligger 3 km nede (og oppe - vi er i bjergene) ad vejen. Ja og på forunderlig vis så går dagene altså utrolig hurtigt heromkring. Vidunderfuldt er det, der bedst kan beskrive det. Vidunderfuldt!

Yndlingsudsigten fra loungen i caféen

Umsingizane - et magisk besøg

Og så i tirsdags blev vi ramt af lynet. Eller rettere sagt af 29 sydafrikanere, hvoraf de fleste er medlemmer af gospelkoret Umsingizane. Det sidste vidste vi intet om inden ankomsten, men hvor blev vi klogere.

De ankom sidst på eftermiddagen efter et døgns rejse fra Freestate i Sydafrika. Ved ankomsten spurgte deres dirigent og leder, om der var andre gæster. Da vi svarede, at der var én anden familie her, så han meget bekymret ud: "har de fortalt jer, at vi synger?" Salil, der er en af guiderne her, havde hentet dem ved stationen og han havde da lige nået at sige, at de sang - og ikke mindst at de gjorde det virkelig godt, så vi kunne roligt svare, at det så vi meget frem til at høre.

Ikke bare sang de, de sang, så jeg fik gåsehud og tårer i øjnene. Det viste sig nemlig, at det var et professionelt kor, som lederen, der er parlamentsmedlem eller noget i den stil, havde fundraiset til og rekrutteret på børnehjem i Freestate. Ingen medlemmer af koret havde derfor fløjet før, de færreste kørt i tog, og der var også enkelte, der for første gang kørte i bus. Hvad, de kunne, var derimod at synge og danse. Og eftersom der også er en meget stærk sangtradition i Indien, blev de to timer ved bålet med skiftevise indslag fra den afrikanske og indiske sangskat fulgt op af dans fra de samme, helt uforglemmelige. Smilene var mejslet på alles ansigter og eneste væskeindtag var sodavand - der behøvedes ikke noget stærkere.

For alle gæsterne var dette også første gang, de besøgte et sted som dette. Og det blev udnyttet. Klatrevæggen, morgenyoga, poolen og ikke mindst raftingen. En del af dem var på forhånd ret bange for turen på vandet, men det tog dem ikke mange sekunder at slappe af, og så begyndte de ellers at synge igen. Alle 3 timer/25 km fra Silversands til Rishikesh. De forbipasserende på bredden fik en sang, et stort smil og måske ovenikøbet en dans. Selv da bådene skulle bæres op til lastbilen, blev der sunget. De indiske venner fra Silversands fortalte senere, at de om eftermiddagen var blevet kimet ned fra alle de andre raftingcamps, vi havde passeret på vejen: "Hvem var det, Aquaterra havde haft med?" og "hvordan kunne de synge så godt og så samtidig være stærke padlere?"

Man skulle ikke tro, at det var muligt at skabe magi på så kort tid. Men det gjorde de. Vi. Magi. 

Umsingizane udgiver en cd om kort tid og dirigenten har lovet at sende den til mig. Og jeg har fået en ny destination allerøverst på listen over steder, jeg skal besøge.

Min raft - jeg sidder bagerst med en lyserød hjelm