Sådan kan man også få en eftermiddag til at gå…

Atali ligger på en bjergskråning. Det vil sige, at man uanset, hvad man vælger at foretage sig i løbet af en dag får forceret en betragtelig mængde trapper (hvilket har haft en ganske nydelig indflydelse på størrelsen og formen af min bagdel…).

Allerøverst ligger high-ropes-banen, så det effektive motionsråd hernede er at gå op og tjekke noget på high-ropes-banen og så sørge for at glemme noget inden man går ned igen, som man så senere skal hente. En high-ropes-bane er i øvrigt sådan en installering af wirer på pæle – sådan 8-10 meter oppe i luften, med forskellige udfordringer fra pæl til pæl. Noget er relativt let – og noget er meget langt fra let, faktisk ovre i ret svært. Men jeg gennemførte allerede første gang, jeg prøvede - og det helt uden at ty til anden hjælp fra den ”kohale”, der holdt mig fastspændt til sikkerhedswirerne, end sikkerheden ved dens blotte tilstedeværelse. Og selvom jeg ved nogle forhindringer benyttede mig af teknikker, der må karakteriseres som mere effektive en kønne, så gennemførte jeg altså.

 Første forhindring – ”gå på wire-hold i reb” – mens jeg stadig var bekymret for at falde ned.

 Senere en langt mere sikker Pernille på ”gå på wire, hold i reb, indtil det er for tæt på wire og grib så fat i løsthængende reb i stedet”-forhindringen

Efter ”trapezerne” umiddelbart før ”gyngerne” – de to sværeste baner.

 

Man slutter af med zip-linen (”lynlåsen”)