Nå men så fik jeg jo aldrig skrevet det sidste blogindlæg fra Canada. Og det selvom min moder ellers var noget efter mig. Det skulle have handlet om vores tre dage i Toronto, hvor vi boede hos Naomi og hendes søn, Stefan, som vi havde fundet via couchsurfing.org. De var de gæstfrieste værter man kan forestille sig, så de var ovenikøbet rykket ud fra et af soveværelserne for at sove på sofaen, så vi kunne få værelset. Om besøget ved Niagara Falls, gaypride og den thai/ungarske restaurant, vi spiste på. Og så om at komme hjem. De tre måneder i Danmark, hvor jeg havde rigtig god tid til at få set venner og familie, nyde de lyse danske sommernætter og erkende at jeg er en trækfugl. Det er ikke fordi, jeg hellere vil bo et andet sted end Danmark, at jeg rejser. Det er mere fordi, jeg bare godt kan lide sol, varme og dagslys i passende mængder, at jeg har det bedst med ikke at være alt for lang tid det samme sted.
Og nu var det altså blevet efterår i Danmark så 4. oktober dalrede jeg af sted mod mit andet hjemland - Indien!
Jeg landede første gang i Delhi i januar 2003 til begyndelsen på, hvad der foreløbig har været en 10-årig kærlighedsaffære. Jeg elsker Indien og jeg elsker at være i Indien. Og ikke mindst elsker jeg at være i bjergene - også kendt som Himalaya, hvor jeg som regel bruger det meste af min tid sammen med vennerne i og omkring Aquaterra Adventures.
Således også denne gang, hvor jeg skal bruge det meste af det næste halve år i deres nyåbnede activotel Atali, Ganga (et ressort med outdoor-aktiviteter), som deres første langtidsboende hindistudent.
Altså landede jeg igen i Delhi, blev hentet i lufthavnen af en forudbooket taxa (af sikkerhedsmæssige grunde bruger jeg ikke de taxier, de har i lufthavnen, når jeg lander sent om aftenen) og blev leveret til døren hos Vaibhav, der ejer Aquaterra og som er en meget nær ven gennem, ja altså igen, snart 10 år.
De første par dage gik med at tulle rundt i Delhi, få genset yndlingssteder og venner, drukket drinks i stride mængder og i det hele taget bare at lande.
Jeg tror, at Indien holder lige så meget af mig, som jeg gør af hende. Allerede første dag var der tre episoder, der genopfriskede lige præcis, hvorfor jeg elsker dette land så højt.
1. At jeg to minutter efter at være trådt ind i en tilfældig købmandsbutik, stod og grinede med hele personalet, fordi sadarji (respektfuldt for gammel sikh) på 78 kildede de ansatte: " sadarji is old, but he likes it when people smiles."
2. Bilen, der holdt og spærrede (ikke på grund af sammenbrud - bare fordi dens chauffør ville) med katastrofeblink tændt midt i et pænt trafikeret kryds med inskriptionen "I don't care" i bagruden.
3. Den gratis autorickshaw-tur, jeg fik, fordi jeg ikke skulle så langt (fra Lodhi Garden til Khan Market, hvis nogen er interesseret) og chaufføren alligevel skulle i samme retning og derfor nikkede bagud - hop ind - det er gratis. There is such a thing as a free ride.
Imran - sjalwallahen
Nå ja og så var der søndagens besøg hos min sjalwallah på Dilli Haat (kunsthåndværkermarked). Jeg har kendt Imran i omtrent 8 år, hvor han i første omgang har været min meget trofaste og rimelige sjalleverandør, men over årene har vi også udviklet et fint venskab.
Hvis jeg nogensinde skal blive overtroisk må det blive i forhold til venskabet med Imran. Lige siden jeg mødte ham første gang, har vi altid afsluttet alle besøg med et "vi ses", hvortil han svarer: "Inshallah" - om Allah vil. Og det vil Allah åbenbart, for hver gang jeg kommer på Dilli Haat møder jeg Imran i løbet af et par minutter. Det vel at mærke uden, at han ved, at jeg kommer og uanset, at han indimellem tager et par måneder til Kashmir, hvor han kommer fra. Den eneste undtagelse fra dette var sidste år i december, hvor jeg ikke stødte ind i ham med det samme, men var nødt til at spørge efter ham hos nogle af de andre sjal-sælgere. De fortalte, at han slet ikke havde bod i Dilli Haat på det tidspunkt, men gav mig adressen til, hvor jeg kunne finde ham. Der ville jeg naturligvis være taget hen, hvis det ikke var fordi, jeg 5 meter fra udgangen støder ind i Imran, der netop den dag, for første gang i en måned, har valgt at tage ud at hilse på vennerne på Dilli Haat.
Søndag var ingen undtagelse - 50 meter inde kom Imran gående - stort smil, knus og så 2-3 timers snak inklusive frokost og til sidst fik jeg ovenikøbet et meget smukt silkesjal.
Delhi er dejlig, men det er bjergene også og mandag nat gik det i den retning...
Og nu var det altså blevet efterår i Danmark så 4. oktober dalrede jeg af sted mod mit andet hjemland - Indien!
Jeg landede første gang i Delhi i januar 2003 til begyndelsen på, hvad der foreløbig har været en 10-årig kærlighedsaffære. Jeg elsker Indien og jeg elsker at være i Indien. Og ikke mindst elsker jeg at være i bjergene - også kendt som Himalaya, hvor jeg som regel bruger det meste af min tid sammen med vennerne i og omkring Aquaterra Adventures.
Således også denne gang, hvor jeg skal bruge det meste af det næste halve år i deres nyåbnede activotel Atali, Ganga (et ressort med outdoor-aktiviteter), som deres første langtidsboende hindistudent.
Altså landede jeg igen i Delhi, blev hentet i lufthavnen af en forudbooket taxa (af sikkerhedsmæssige grunde bruger jeg ikke de taxier, de har i lufthavnen, når jeg lander sent om aftenen) og blev leveret til døren hos Vaibhav, der ejer Aquaterra og som er en meget nær ven gennem, ja altså igen, snart 10 år.
De første par dage gik med at tulle rundt i Delhi, få genset yndlingssteder og venner, drukket drinks i stride mængder og i det hele taget bare at lande.
Jeg tror, at Indien holder lige så meget af mig, som jeg gør af hende. Allerede første dag var der tre episoder, der genopfriskede lige præcis, hvorfor jeg elsker dette land så højt.
1. At jeg to minutter efter at være trådt ind i en tilfældig købmandsbutik, stod og grinede med hele personalet, fordi sadarji (respektfuldt for gammel sikh) på 78 kildede de ansatte: " sadarji is old, but he likes it when people smiles."
2. Bilen, der holdt og spærrede (ikke på grund af sammenbrud - bare fordi dens chauffør ville) med katastrofeblink tændt midt i et pænt trafikeret kryds med inskriptionen "I don't care" i bagruden.
3. Den gratis autorickshaw-tur, jeg fik, fordi jeg ikke skulle så langt (fra Lodhi Garden til Khan Market, hvis nogen er interesseret) og chaufføren alligevel skulle i samme retning og derfor nikkede bagud - hop ind - det er gratis. There is such a thing as a free ride.
Imran - sjalwallahen
Nå ja og så var der søndagens besøg hos min sjalwallah på Dilli Haat (kunsthåndværkermarked). Jeg har kendt Imran i omtrent 8 år, hvor han i første omgang har været min meget trofaste og rimelige sjalleverandør, men over årene har vi også udviklet et fint venskab.
Hvis jeg nogensinde skal blive overtroisk må det blive i forhold til venskabet med Imran. Lige siden jeg mødte ham første gang, har vi altid afsluttet alle besøg med et "vi ses", hvortil han svarer: "Inshallah" - om Allah vil. Og det vil Allah åbenbart, for hver gang jeg kommer på Dilli Haat møder jeg Imran i løbet af et par minutter. Det vel at mærke uden, at han ved, at jeg kommer og uanset, at han indimellem tager et par måneder til Kashmir, hvor han kommer fra. Den eneste undtagelse fra dette var sidste år i december, hvor jeg ikke stødte ind i ham med det samme, men var nødt til at spørge efter ham hos nogle af de andre sjal-sælgere. De fortalte, at han slet ikke havde bod i Dilli Haat på det tidspunkt, men gav mig adressen til, hvor jeg kunne finde ham. Der ville jeg naturligvis være taget hen, hvis det ikke var fordi, jeg 5 meter fra udgangen støder ind i Imran, der netop den dag, for første gang i en måned, har valgt at tage ud at hilse på vennerne på Dilli Haat.
Søndag var ingen undtagelse - 50 meter inde kom Imran gående - stort smil, knus og så 2-3 timers snak inklusive frokost og til sidst fik jeg ovenikøbet et meget smukt silkesjal.
Delhi er dejlig, men det er bjergene også og mandag nat gik det i den retning...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar