tirsdag den 20. november 2012

Opskriften på en kop chai - og en perfekt dag!

I går cyklede jeg ned til Silversands (campen), der var tom. Helt tom for gæster - næsten helt tom for ansatte. Den første jeg mødte var Meipal, der havde været hjemme om natten og var på vej tilbage på arbejde. Han havde set mig og kom løbende med armene i vejret og råbte velkommen til mig med et kæmpe smil. Udover ham var der Negiji (Negi: efternavn - ji: for respekt og fordi han er gammel) og Manosh.

Selvom der ikke var andre, hører det sig ikke til, hvis jeg besøger campen uden at få en kop velkomstte. Meipal kokkerede - jeg dokumenterede:

 Først mases et stort stykke ingefær og kommes i gryden med vand

 Så tilsættes teen

 Og sukker...

Når den har kogt lidt hældes blandingen over i mælken

Og tilbage i gryden

Der tilsættes mere te

Teen hældes gennem en si over i kopperne

...Og værsgo, en virkelig god kop te er klar

Efter en kop te og konversation på hindi (køkkenet i Silversands har altid været et af de bedste steder at lære hindi), samt min forsikring om, at jeg nok skulle blive til frokost, tullede jeg ned på stranden. Her kunne jeg sidde først i solen, senere i skyggen med udsigten til og lyden af Ganges og læse i Salman Rushdies intet mindre end fremragende selvbiografi, lige indtil jeg blev kaldt tilbage i køkkenet fordi frokosten var klar. Og kan man (endnu engang) andet end knuselske dem for at have dækket et særligt bord (en frostboks) med stol og have brugt tid på at lave mere og bedre mad for min skyld? Nej man kan ikke! Man kan knuselske og være et meget taknemmeligt skarn, der bliver så ydmygt glad over deres gestus, over at de serverer friske chapati (fladbrød) og fylder vandglasset, bare fordi de vil, at jeg skal have det godt. Knuselske.

lørdag den 17. november 2012

Kongestol

Inderne er sådan nogle søde mennesker. Ikke mindst dem, der arbejder i Atali!
Se bare hvad de har lavet til mig..

Og anklen er altså ok nu, så det er ikke derfor.

Up we go...

Lidt royal vinken til fotograf og tilskuere

Indad hovedporten

 Dronningerunde

 Begejstringen vil ingen ende ta'!

Det kræver åbenbart 10 mand at bære rundt på én mig.
PS: fed kvinde på hindi hedder moti...

onsdag den 14. november 2012

Diwali - lysfest på indisk

Det er i den grad blevet efterår - eller måske ligefrem vinter. Lidt svært at sige, når der nu stadig er sol og varme om dagene og når det er koldt om aftenen, er det ikke mere koldt end at man stadig kan sidde udenfor ved bålet med sandaler på.

Det er også blevet tid til Diwali, der er de nordindiske hinduers største højtid. Der er angiveligt forskellige begrundelser for at fejre Diwali, men her, hvor jeg er, er det for at fejre kong Ramas hjemvenden efter 14 års eksil (i netop disse Garwhali bjerge også ifølge den lokale historie) - alt sammen, som det kan læses om i Ramayana og som jeg har fået det at vide af vennerne.

Rama fejres ved at sætte lys ud for at byde ham (og dermed det næste års velstand) velkommen og ved at fyre fyrværkeri af så dæmonerne holder sig væk. Eller også sættes der lys ud, fordi det er utrolig smukt og fyres fyrværkeri, fordi inderne (som så mange andre) holder af ordentlige brag og at lege med småfarligt legetøj... Ingen undtagelse på Atali.

Der var ikke andre gæster henover Diwali, så derfor tog langt de fleste ansatte hjem til familie på en eller flere velfortjente fridage. Vi var otte tilbage i går aftes, hvilket er mindre end en femtedel af det sædvanlige. I løbet af dagen var der flere og de hjalp med til forberedelserne.

For at dele sol og vind lige havde jeg overnattet i Silversands (raftingcampen 3 km nede ad vejen) hos de gamle venner. Om aftenen ved bålet med en klassisk rum-pani (rom og vand) samt udsigt til alle de smukke små lys i landsbyen Malakunti på den anden side af Ganga (det hedder Ganges jo egentlig).

Natten var kold og klar, så alle Diwali-lykønskningerne næste morgen skete over en kop varm te og indisk slik rundt om den varme tandoor (ovn). Dem, der havde været hjemme om aftenen, havde medbragt traditionel Diwali-mad, som var fedtet, smagfuld og ikke mindst nærende.



Jeetu er en af de meget gode venner hernede.

Efter morgenmaden tog jeg tilbage til Atali, hvor jeg delte dagen mellem at sidde i min seng med benet oppe (se tidligere post om hvorfor...) og at gå rundt og dokumentere forberedelserne.
Der var indkøbt hundreder af små lerolielamper til at stå for lysudfoldelserne.

Lamperne blev opstillet og der blev snoet væger af vat - én væge til hver lampe.


 Lidt almen begejstring over Diwali midt i forberedelserne. 

Det er i øvrigt pudsigt, som Indien altid er der, hvor jeg bliver forvisset om, at kønsroller ikke er givet fra naturens side. Ikke fordi, der ikke er meget traditionelle kønsroller hernede, men fordi de på så mange måder adskiller sig fra de danske. Det er for eksempel ikke spor mærkeligt, at 10 mænd bruger hele deres dag på at sætte lys op og udsmykke grunden - eller for den sags skyld at mænd holder i hånden og om hinanden, når de sidder ved siden af hinanden - tværtimod er det noget af det mest naturlige - heldigvis! Omvendt er inderne de mest homoforskrækkede mennesker, jeg kender - men det er mest på grund af uvidenhed.

Mens vi venter - der blev selvfølgelig vist rigtig gode film i fjerneren på Diwali 
- en af mine yndlings: 3 Idiots

Det er en god skik at give noget til Diwali - og således også jeg. På grund af anklen kan jeg ikke cykle og chaufførerne var taget hjem til familierne, så jeg fik et lift på en af de ansattes motorcykel til Byasi 2 km oppe ad vejen, hvor jeg kunne indkøbe passende mængder af fyrværkeri til drengene.

Og så blev det mørkt og tid til at tænde alle lysene. Og Atali blev så poetisk smuk. Der er ikke noget kunstigt lys på de næste billeder. Lige udover, at jeg brugte min pandelampe til at oplyse kunstnerne, der havde stået for opstilling af lamper, lys og at tænde dem, så de kunne komme med på et billede af deres mesterværk.
 Restaurant og bålplads

 Hvert lys er en lille olielampe med væge

 De ansattes kantine

  Det var umuligt at fange alle lys på et billede, men dette er det tætteste, man kommer - og med kunstnerne bag.

Så spiste vi - lækker fiskecurry, naturligvis med dessert i dagens anledning - alle samlet. Og så! Endelig tid til fyrværkeri. Der blev klart sat mest pris på store brag. Og jeg måtte se mig selv i rollen som den svært bekymrede mor, der med jævne mellemrum råbte, at de ikke måtte fyre raketter af i hånden eller gå hen til fusere. Måske var det fordi jeg havde givet en del af fyrværkeriet, at de faktisk lyttede til (det meste af), hvad jeg sagde.



Og det var så det. Diwali er slut. Personalet er på vej tilbage og det næste hold gæster kommer snart. Men det skal nok gå godt, for lysene var der jo.

Klodsede børn...

Min veninde Eva har lært mig udtrykket "Dumme børn straffer sig selv", der hører til blandt favoritterne. I Canada var jeg et ret dumt barn.

Det er jeg nogle gange. Et dumt barn. Men jeg er ALTID et klodset barn, og det er desværre de mest æreløse steder, jeg kommer til skade...

I forgårs skulle jeg fx gå på et stykke lige asfalteret vej (hvilket er noget af en sjældenhed heromkring), så selvfølgelig var det også der, at jeg vrikkede så eftertrykkeligt om på anklen, at den stadig er dobbelt størrelse og at det modsatte knæ fik en ordentlig hudafskrapning... Der må gerne føles medynk

Så altså: "Klodsede børn skader sig selv"


onsdag den 7. november 2012

Halloween version India

En flok irere kom forbi Atali og blev der henover halloween, så de spurgte om ikke det var muligt at lave nogle græskarlygter… I Garwhal har de aldrig haft de helt store traditioner med halloween. Men udfordringen blev taget op – og der blev hygget godt igennem i løbet af eftermiddagen, mens lygterne blev lavet.

Køkkenteamet havde siddet hele eftermiddagen og fundet på diverse udskæringer - alt fra traditionelle ansigter over hjerter med pile igennem til stjerner 

Et grøntsagsblomstudsmykket græskar – halloween goes India, Vinod og Purshuttam er kunstnerne bag – bemærk især rødbede-rosen 

Halloweenfejring – irsk folkedans møder indisk sang og dans

Set i Rishikesh

Sådan kan man også få en eftermiddag til at gå…

Atali ligger på en bjergskråning. Det vil sige, at man uanset, hvad man vælger at foretage sig i løbet af en dag får forceret en betragtelig mængde trapper (hvilket har haft en ganske nydelig indflydelse på størrelsen og formen af min bagdel…).

Allerøverst ligger high-ropes-banen, så det effektive motionsråd hernede er at gå op og tjekke noget på high-ropes-banen og så sørge for at glemme noget inden man går ned igen, som man så senere skal hente. En high-ropes-bane er i øvrigt sådan en installering af wirer på pæle – sådan 8-10 meter oppe i luften, med forskellige udfordringer fra pæl til pæl. Noget er relativt let – og noget er meget langt fra let, faktisk ovre i ret svært. Men jeg gennemførte allerede første gang, jeg prøvede - og det helt uden at ty til anden hjælp fra den ”kohale”, der holdt mig fastspændt til sikkerhedswirerne, end sikkerheden ved dens blotte tilstedeværelse. Og selvom jeg ved nogle forhindringer benyttede mig af teknikker, der må karakteriseres som mere effektive en kønne, så gennemførte jeg altså.

 Første forhindring – ”gå på wire-hold i reb” – mens jeg stadig var bekymret for at falde ned.

 Senere en langt mere sikker Pernille på ”gå på wire, hold i reb, indtil det er for tæt på wire og grib så fat i løsthængende reb i stedet”-forhindringen


Efter ”trapezerne” umiddelbart før ”gyngerne” – de to sværeste baner.
 
Man slutter af med zip-linen (”lynlåsen”)