Hospitaler, man bliver rask på

Min far sidder i kørestol på ottende år. Han fik en hjerneblødning og sådan en gør (i hvert fald hans), at man tilbringer en del tid på hospitaler. Derfor har jeg også haft min gang på adskillige hospitaler. 

Arkitekturen på et hospital har kæmpebetydning for patienterne. Der er grundlæggende to typer hospitalsarkitektur: dem, der bliver bygget for at gøre folk raske og dem, der bliver bygget til at behandle sygdom. Det kunne godt lyde som om det er det samme. Det er det overhovedet ikke. De første hospitaler er lavet til mennesker, ud fra en forståelse af, at det er mere end bare behandling, der gør folk raske. Det er også behagelige omgivelser, ro og hjemlighed. Den anden type hospitaler er bygget for at gøre behandlingen så effektiv som mulig. Bispebjerg Hospital er et eksempel på den første type, Rigshospitalet på den anden.

Det er vist ikke svært at gætte, hvilke jeg synes bedst om.

Santa Creu i Sant Pau i Barcelona hører også til i den første kategori. Og så er det ikke engang et hospital længere. I hvert fald ikke de oprindelige modernistabygninger, der var tegnet af Lluís Domènech i Montaner og opført i begyndelsen af forrige århundrede. Med den eneste tværgående vej i Eixample direkte fra Santa Creu til Sagrada Famillia, hans dødsfjende Gaudis livsværk.

Bemærk Santa Creu spejle sig og at man kan ane Sagrada Familia gennem porten

Ret skal være ret. Det er helt forståeligt, at der ikke er hospital længere. Bygningerne er for forældede til at kunne rumme moderne hospitalsvæsen. Men smukke er de. Så smukke, at de er blevet Unesco World Heritage og ikke mindst i gang med at blive renoveret og istandsat, så de kan huse forskellige europæiske forskningsinstitutioner og -projekter. Betingelsen for at kunne få plads der? At man søger at forbedre menneskehedens vilkår gennem sin forskning. Smukkere kan det vel ikke blive.

Det vidste jeg selvfølgelig ikke noget om, da jeg tilfældigvis kom forbi, da Nifle var taget hjem, og jeg vandrede gennem Barcelonas gader med mit kamera for at lære nye områder og mit kamera bedre at kende. Pludselig lå der dette smukke byggeri, der klart kunne kendes som modernista (Gaudi er den kendteste af Modernista-arkitekterne). Jeg ville gå tættere på og tage et billede, men det er byggeplads og jeg blev hurtigt jaget væk - et billede fik jeg lov til at tage:

Skiltene, der viste mod en indgang og rundvisning, gav dog et rimelig klart praj om, at man godt kunne komme ind, hvis man bare gik hen til det rigtige sted.

Jeg ville gerne se noget nyt i Barcelona, så jeg undersøgte tingene hjemmefra og fandt ud af, at der var rundvisning på engelsk fire gange om dagen, herunder kl. 11. Jeg tog tilbage næste morgen og købte billet. Og så viste det sig sørme, at jeg var eneste gæst, der gerne ville med på 11-turen. Guiden Daniel virkede umiddelbart lidt skuffet. På den anden side mente han også, at når bare en enkelt havde købt billet, så skulle turen gennemføres.

 Her har vi Daniel - en meget engageret og anbefalelsesværdig guide!

Det varede ikke længe, før han var mindre skuffet. Jeg vil gerne fremhæve mig selv som noget nær den bedste gæst, man kunne ønske sig til en rundvisning, der kombinerede Barcelonas politiske historie, arkitektur og forskningsinstitutioner. Alle tre emner, jeg synes er vanvittigt spændende, så jeg lyttede intenst, stillede 100 spørgsmål og tog billeder i et væk.

Til at blive rask af...

Jeg tror sådan set også, at Daniel var tilfreds med den ene gæst - i hvert fald blev rundvisningen udvidet med et par steder, der ikke er en del af den almindelige tur og den tog noget længere end beregnet. Til gengæld fik jeg så også et par tips med til min videre færd ud i byen, blandt andet til at gå hen og se Universitat Autònoma de Barcelona lige ved siden af (min unormale interesse for universiteter er svær at skjule under en timelang rundvisning på en forskningsinstitution...)

Derfor slutter vi af med et billede fra UAB - og en varm anbefaling af Santa Creu i Sant Pau!