Hvorfor ikke?: Fatima - et vidunderligt møde

Mød Fatima - udtales Fat’ma. Her er hun i sin mark, hvor jeg mødte hende i lørdags, der for hende ikke er anderledes end andre dage. Hun arbejder i marken hver dag, for der er hverken tradition eller råd til andet. Fatima viste mig (endnu en gang), at generøsitet og kærlighed kan findes de mest umulige steder, og at man skal huske at sætte sit liv i rette perspektiv med jævne mellemrum.

Jeg mødte Fatima i oasen Skoura, der ligger i ørkenen syd for Atlasbjergene i Marokko. Eller det var vel nærmere Fatima, der mødte mig. Det var i hvert fald hende, der var så nysgerrig, da jeg kom gående, at hun råbte ”bonjour”, vinkede og så kaldte mig hen – ”viends viends”.

Heldigvis har jeg også mine nysgerrige sider, så jeg hoppede over grøften og over på marken, hvor Fatima og hendes mor og datter arbejdede. De var i gang med at høste forskellige afgrøder, især hestebønner, bød på et par stykker og bad mig om at sætte mig ned. Eller rettere viste, at jeg skulle sætte mig. Det var nemlig ikke mange gloser Fatima kunne på fransk – og mit arabiske er også noget tilbage at ønske. Det var dog ikke noget uoverstigeligt problem, for vi var begge ivrige efter at forstå hinanden, og da jeg først begyndte at hjælpe med at plukke bønnerne fra stænglerne – bønnerne var til mennesker, resten til fårene, som Fatima forklarede, var der næsten ingen ende på begejstringen eller på alle de ting, Fatima gerne ville fortælle.

Hun fortalte om høsten, om Mamas dårlige øjne - Mama var faktisk så godt som blind og ret dårligt gående, men hjalp ikke desto mindre til. Hun sad og pillede bønnerne af stænglerne ligesom mig og grinede saligt af alle de ting Fatima forklarede, alt imens hun med jævne mellemrum udbrød ”merci madame” til mig, hvilket jeg i første omgang syntes var lige i overkanten – aldersforskellen ogsåvidere taget i betragtning, men da hun så fortsatte med ”merci monsieur” og grinede ligeså hjerteligt som ellers, så grinede jeg med.

De dårlige øjne betød selvfølgelig også, at Mama ikke kunne se mig, så da Fatima sendte sin datter hjem for at lave te, trak Fatima mig over til Mama, så hun kunne se med fingrene i stedet. Ansigt og arme blev mærket og fik latter og merci’er til både madame og monsieur med på vejen.

Fatimas historier fortsatte om markerne og de forskellige afgrøder, om at høsten afhang af allahs velvilje, om resten af oasen, og hvilken kasbah jeg boede i. Fatima kendte godt Kasbah ait Ben Moro (en kasbah er en særlig traditionel marrokansk stor hustype, der også bruges som hotel i ørkenen), hvor jeg boede, og hvor Aziz, som hun også kender, er vært. Det var Aziz, der havde tegnet et kort til mig til min lille tur i oasen.

Vi talte også om, hvor i verden jeg kommer fra, min familie, og at jeg skulle videre til Marrakech dagen efter. Jeg fandt ud af, at Marrakech på arabisk udtales Marrákch. Undervejs standsede alle forbipasserende arbejdere fra andre marker for at udspørge Fatima om mig.

Det var omtrent her, jeg fik lov til at tage et billede af Fatima. Hun rettede tørklædet til og satte sig over ved dagens høst – var helt klar over, hvordan hun gerne ville afbildes.

Mama ville ikke fotograferes. Hun tror, som mange andre i Marokko, at det er et ondt øje, der vil ødelægge hendes sjæl. Lidt ligesom, når enkelte ældre indere tror, at kameraet fanger deres sjæl.

Teen blev serveret – original marokkansk myntete med lidt (halvtørt) brød, der kunne dyppes i hjemmepresset olivenolie – et ganske fortryllende måltid.

Fatima var heldigvis ikke så bekymret, så hun opfordrede mig også til at tage billeder, da hun hældte teen op i kopperne på den rigtige måde, hvor kande og kop er så langt fra hinanden som muligt.

Selvfølgelig skulle jeg også prøve. Fatima rakte mig kanden og viste med ivrige gestikulationer, at nu var det min tur og hvordan jeg skulle gøre. Til gengæld ville hun så tage et billede. Nu opstod dagens hidtil største udfordring – ikke at hælde te op, det var let nok. Næh, at forklare Fatima, hvordan et kamera virker og ikke mindst, hvordan man tager et billede.

I første forsøg holdt hun bare kameraet, i andet forsøg fik jeg hende til at trykke på knappen. Hun havde stadig ikke helt fanget det med, at det var mens kameraet vendte i min retning, at det skulle ske, så hun trykkede bare, da hun fik kameraet og holdt det derefter uden at trykke mere og uden at kigge i søgeren. Heldigt, at jeg har en vidvinkellinse i, så billedet blev faktisk helt hæderligt, selvom det blev taget lang tid før, jeg begyndte selve te-hældningen.

Dagens høst var ved at være færdig – meget passende eftersom middagsheden var godt på vej.

Som om jeg ikke allerede havde fået så rigelig gæstfrihed og glæde fra Fatima og de andre kvinder i hendes familie, blev jeg inviteret med hjem, hvor jeg dog høfligt afslog frokost – der måtte være grænser. Til gengæld blev fjernsynet tændt. Først så vi en korankanal, hvor en imam forklarede os, hvordan gode muslimer skulle opføre sig. Bagefter blev der skiftet til Harry Potter 3, der stod i meget sær og skarp kontrast til omgivelserne, men samtidig viste lidt om, hvor lille verden nogen gange er. Og satte endnu engang den danske diskussion om liberale friheder i perspektiv. Fatima har ikke brug for ytrings- eller forsamlingsfrihed. Hun har brug for mad på bordet og medicin til Mamas øjne – og for at tro på, at allah hjælper hende til at få det (for hvis han ikke gjorde, hvorfor skulle det hele så være værd at overleve).

Det er ikke så tit, man får et telefonnummer af en marokkansk kvinde, men Fatima ville gerne have, at jeg fik hendes (også selvom det bliver mere end almindeligt svært at tale sammen uden gestik til at hjælpe). Hun kender godt tallene, for hun kunne godt finde nummeret blandt de andre på papirlappen, men ville gerne have, at jeg selv skrev af – jeg har på fornemmelsen, at hun ikke kan læse og bestemt ikke er vant til at skrive tal. 20 % af de marokkanske kvinder er analfabeter.

Nu var alle praktiske formaliteter klaret og Fatima havde klædt om, dvs. taget en stor jalaba (heldragt, som er meget udbredt i Marokko – ikke mindst i ørkenen) samt hat på, for hun havde tænkt sig at guide mig på resten af turen rundt i oasen. Derfor behøvede jeg heller ikke holde mig til vejen, men kunne gå gennem markerne i skygge for solen og se de forskellige typer af planter og træer, de dyrkede, høre om og se irrigationssystemet og hvordan de hele tiden arbejdede på at holde det igang. Alt sammen gennem Fatimas gestik og evigt flydende ordstrøm.

Derfor så jeg flere kasbaher; blev instrueret i, hvilke billeder jeg skulle tage; fik anerkendende nik og ”gentille”, når jeg viste resultatet; hilste på flere lokale kvinder - man giver hånd og kysser sin egen bagefter. Og blev inviteret på te igen og igen. Fatima afviste dog venligt, men bestemt, hvilket jeg var ret taknemmelig for – dagens oplevelser havde allerede været rigeligt overvældende og temperaturen i skyggen var over 35 grader, så jeg ville gerne tilbage til kasbahen – og en skyggefuld eftermiddag.

Jeg fik en masse godter med hjem i tasken - udover hestebønnerne var der dadler og kornaks

Fatima ville gerne følge mig helt hjem, men det var for meget for mig. Jeg sagde derfor tusind millioner mange tak til hende, da vi var kommet ned til det udtørrede flodleje, og jeg selv kunne finde tilbage igen. Vi vinkede et par gange til hinanden, mens jeg krydsede og sådan endte jeg tilbage i kasbahen – i luksuriøs skygge ved poolen – og lykkeligt taknemmelig for at have mødt Fatima, der satte utroligt mange ting i mit eget liv og den hjemlige og europæiske politiske situation i perspektiv – både op- og nedløftende.

Det var dog ikke helt slut endnu. Jeg gik tilbage til Fatimas hus næste morgen. Blev budt hjerteligt velkommen af både Fatima og datter og inviteret indenfor. Jeg havde nemlig fundet ud af, at uanset hvad jeg gjorde, ville jeg ikke kunne matche Fatimas generøsitet. Men jeg kunne gøre én ting – give et bidrag til medicinen til Mamas øjne – den bedste souvenir jeg kunne forestille mig.

Jeg fik alt for mange tak og ikke lov til at sige nej til mad denne gang. Og heller ikke til at blive klædt ordentligt på med tørklæde og fine gevandter. Fatima blev bedre til at betjene kameraet – hun har fundet søgeren, men hun fortsætter stadig med at kigge på billedet gennem kameraet, når billedet er taget – for at det hele kan blive suget med ind. Billedserien viser bedre end nogen ord, hvordan Fatima lærte at tage billeder – og ikke mindst hendes naturtalent for at iscenesætte dem – det var hende, der valgte, at vi skulle tilbage ud i marken for at tage det sidste billede.