Måske er jeg forelsket i Barcelona. Måske er vi nået til at have indledt et fast forhold. Det er i givet fald et harmonisk et af slagsen. Jeg har i al almindelighed ret let ved at forelske mig i byer. Markant lettere end jeg har ved at forelske mig i mænd. Og nu synes byer jo heldigvis ikke, at man er utro, selvom man er vild med flere af dem på én gang, så det er nogle meget lykkelige kærlighedshistorier.
Men Barcelona er altså noget helt særligt (ligesom New York, New Delhi og København er det), og i november var jeg der for syvende gang. Det var meningen, at jeg skulle have været dernede for at skrive, men så faldt jeg jo i Sverige og dermed stod programmet på hjernerystelse og forsigtighed i stedet for på skrivning. Heldigvis er Barcelona ikke det værste sted at være, når man ikke må skrive.
Symptomerne var heldigivs ikke slemme, mens jeg var der. Jeg havde brug for hvile ind i mellem og så kunne jeg ikke overskue mange mennesker og komplekse indtryk eller at læse. Jeg sad heller ikke foran en skærm og det var måske det, der snød mig til at tro, at jeg var rask, da jeg kom hjem igen. Men lad nu den s.... hjernerystelse ligge. Den har allerede fyldt alt for meget.
Jeg var i Barcelona, og det var november. Solen skinnede og Nifle var med en del af tiden. Signe var der også i et par døgn. Aftenerne var kolde, men mens solen var fremme, passede det rigtig godt at drikke en cortado i solen. Eller to. Med solbriller og snakketøj på. Og når solen forsvandt i horisonten, faldt det så fint sammen med, at butikkerne åbnede fra siesta og man kunne give sig i kast med de mest nødvendige indkøb inden aftenens første drink og senere klassisk catalanske måltid skulle indtages.
Noget af det allermest vidunderlige ved Barcelona er byens evne til altid at være tillokkende og have noget mere at byde på. Fra man kommer første gang og bliver overvældet af Ramblaens liv og statuer, Picasso, Miro og det gotiske kvarter. Begynder at slentre i de små gader, opdager Gaudi, tapas, pladser, mennesker, liv. Til man senere kommer mere og mere rundt i byen. Lærer de andre kvarterer at kende. Finder den perfekte fiskerestaurant. Altså den virkelig helt perfekte. Og den helt rigtige lokale med bøffer og gamle radioapparater. Finder ud af, at museet for moderne kunst: MACBA har skiftende udstillinger, der nærmest altid er fremragende (jeg har ikke oplevet andet). At modernistabevægelsen er andet end Gaudi, men lige så fascinerende. At der er mindst 10 ramblaer rundt omkring i byen, og at de fleste af dem er mere interessante end den mest berømte. Og at det bare er helt perfekt med en storby med en virkelig bred og lækker sandstrand.
Jeps, jeg er i den grad forelsket.
Og når man ikke kan skrive, så må man fotografere:
Men Barcelona er altså noget helt særligt (ligesom New York, New Delhi og København er det), og i november var jeg der for syvende gang. Det var meningen, at jeg skulle have været dernede for at skrive, men så faldt jeg jo i Sverige og dermed stod programmet på hjernerystelse og forsigtighed i stedet for på skrivning. Heldigvis er Barcelona ikke det værste sted at være, når man ikke må skrive.
Symptomerne var heldigivs ikke slemme, mens jeg var der. Jeg havde brug for hvile ind i mellem og så kunne jeg ikke overskue mange mennesker og komplekse indtryk eller at læse. Jeg sad heller ikke foran en skærm og det var måske det, der snød mig til at tro, at jeg var rask, da jeg kom hjem igen. Men lad nu den s.... hjernerystelse ligge. Den har allerede fyldt alt for meget.
Jeg var i Barcelona, og det var november. Solen skinnede og Nifle var med en del af tiden. Signe var der også i et par døgn. Aftenerne var kolde, men mens solen var fremme, passede det rigtig godt at drikke en cortado i solen. Eller to. Med solbriller og snakketøj på. Og når solen forsvandt i horisonten, faldt det så fint sammen med, at butikkerne åbnede fra siesta og man kunne give sig i kast med de mest nødvendige indkøb inden aftenens første drink og senere klassisk catalanske måltid skulle indtages.
Noget af det allermest vidunderlige ved Barcelona er byens evne til altid at være tillokkende og have noget mere at byde på. Fra man kommer første gang og bliver overvældet af Ramblaens liv og statuer, Picasso, Miro og det gotiske kvarter. Begynder at slentre i de små gader, opdager Gaudi, tapas, pladser, mennesker, liv. Til man senere kommer mere og mere rundt i byen. Lærer de andre kvarterer at kende. Finder den perfekte fiskerestaurant. Altså den virkelig helt perfekte. Og den helt rigtige lokale med bøffer og gamle radioapparater. Finder ud af, at museet for moderne kunst: MACBA har skiftende udstillinger, der nærmest altid er fremragende (jeg har ikke oplevet andet). At modernistabevægelsen er andet end Gaudi, men lige så fascinerende. At der er mindst 10 ramblaer rundt omkring i byen, og at de fleste af dem er mere interessante end den mest berømte. Og at det bare er helt perfekt med en storby med en virkelig bred og lækker sandstrand.
Jeps, jeg er i den grad forelsket.
Og når man ikke kan skrive, så må man fotografere:
Helt perfekt hverdags-caféliv på Placa del Sol
Denne her, har jeg nok taget billeder af 4-5 gange i løbet af mine forskellige besøg. Den bliver nu ved med at være fotogen.
Fremragende tapasrestaurant: Cal Pep
Gade i yndlingskvarteret El Born
Markedspladsen Els Encant Vells. Fotograferet i det spejlende loft
Els Encant Vells
MACBA - endnu engang fremragende udstilling
Foran MACBA er der altid et væld af skatere. Det er åbenbart det perfekte sted at skate og heldigvis får de lov til at være der. Barcelona er en by, man lever i.
Gadekunst
Mer gadekunst
En plet i solen i Eixample
Barcelona er en cykelby. En guldcykelby
Jeg kom til denne bænk lige i tid til dagens sidste solstråler og ville tage et billede i selvsamme øjeblik, hvor cyklisten kom forbi, svingede rundt lige foran mig og kastede en perfekt skygge og gjorde det hele meget stemningsfyldt.
Gadeliv. Eller måske rettere portliv.
Som jeg har sagt før og gerne siger igen, så lever man i Barcelona. Her en studerende, der har sat sig med bøgerne i solen.
