Fatima - et vidunderligt møde

Mød Fatima - udtales Fat’ma. Her er hun i sin mark, hvor jeg mødte hende i lørdags, der for hende ikke er anderledes end andre dage. Hun arbejder i marken hver dag, for der er hverken tradition eller råd til andet. Fatima viste mig (endnu en gang), at generøsitet og kærlighed kan findes de mest umulige steder, og at man skal huske at sætte sit liv i rette perspektiv med jævne mellemrum.

Jeg mødte Fatima i oasen Skoura, der ligger i ørkenen syd for Atlasbjergene i Marokko. Eller det var vel nærmere Fatima, der mødte mig. Det var i hvert fald hende, der var så nysgerrig, da jeg kom gående, at hun råbte ”bonjour”, vinkede og så kaldte mig hen – ”viends viends”.

Heldigvis har jeg også mine nysgerrige sider, så jeg hoppede over grøften og over på marken, hvor Fatima og hendes mor og datter arbejdede. De var i gang med at høste forskellige afgrøder, især hestebønner, bød på et par stykker og bad mig om at sætte mig ned. Eller rettere viste, at jeg skulle sætte mig. Det var nemlig ikke mange gloser Fatima kunne på fransk – og mit arabiske er også noget tilbage at ønske. Det var dog ikke noget uoverstigeligt problem, for vi var begge ivrige efter at forstå hinanden, og da jeg først begyndte at hjælpe med at plukke bønnerne fra stænglerne – bønnerne var til mennesker, resten til fårene, som Fatima forklarede, var der næsten ingen ende på begejstringen eller på alle de ting, Fatima gerne ville fortælle.

Hun fortalte om høsten, om Mamas dårlige øjne - Mama var faktisk så godt som blind og ret dårligt gående, men hjalp ikke desto mindre til. Hun sad og pillede bønnerne af stænglerne ligesom mig og grinede saligt af alle de ting Fatima forklarede, alt imens hun med jævne mellemrum udbrød ”merci madame” til mig, hvilket jeg i første omgang syntes var lige i overkanten – aldersforskellen ogsåvidere taget i betragtning, men da hun så fortsatte med ”merci monsieur” og grinede ligeså hjerteligt som ellers, så grinede jeg med.

De dårlige øjne betød selvfølgelig også, at Mama ikke kunne se mig, så da Fatima sendte sin datter hjem for at lave te, trak Fatima mig over til Mama, så hun kunne se med fingrene i stedet. Ansigt og arme blev mærket og fik latter og merci’er til både madame og monsieur med på vejen.

Fatimas historier fortsatte om markerne og de forskellige afgrøder, om at høsten afhang af allahs velvilje, om resten af oasen, og hvilken kasbah jeg boede i. Fatima kendte godt Kasbah ait Ben Moro (en kasbah er en særlig traditionel marrokansk stor hustype, der også bruges som hotel i ørkenen), hvor jeg boede, og hvor Aziz, som hun også kender, er vært. Det var Aziz, der havde tegnet et kort til mig til min lille tur i oasen. 

Vi talte også om, hvor i verden jeg kommer fra, min familie, og at jeg skulle videre til Marrakech dagen efter. Jeg fandt ud af, at Marrakech på arabisk udtales Marrákch. Undervejs standsede alle forbipasserende arbejdere fra andre marker for at udspørge Fatima om mig.

Det var omtrent her, jeg fik lov til at tage et billede af Fatima. Hun rettede tørklædet til og satte sig over ved dagens høst – var helt klar over, hvordan hun gerne ville afbildes. 

Mama ville ikke fotograferes. Hun tror, som mange andre i Marokko, at det er et ondt øje, der vil ødelægge hendes sjæl. Lidt ligesom, når enkelte ældre indere tror, at kameraet fanger deres sjæl.

Teen blev serveret – original marokkansk myntete med lidt (halvtørt) brød, der kunne dyppes i hjemmepresset olivenolie – et ganske fortryllende måltid.

Fatima var heldigvis ikke så bekymret, så hun opfordrede mig også til at tage billeder, da hun hældte teen op i kopperne på den rigtige måde, hvor kande og kop er så langt fra hinanden som muligt. 

Selvfølgelig skulle jeg også prøve. Fatima rakte mig kanden og viste med ivrige gestikulationer, at nu var det min tur og hvordan jeg skulle gøre. Til gengæld ville hun så tage et billede. Nu opstod dagens hidtil største udfordring – ikke at hælde te op, det var let nok. Næh, at forklare Fatima, hvordan et kamera virker og ikke mindst, hvordan man tager et billede.

I første forsøg holdt hun bare kameraet, i andet forsøg fik jeg hende til at trykke på knappen. Hun havde stadig ikke helt fanget det med, at det var mens kameraet vendte i min retning, at det skulle ske, så hun trykkede bare, da hun fik kameraet og holdt det derefter uden at trykke mere og uden at kigge i søgeren. Heldigt, at jeg har en vidvinkellinse i, så billedet blev faktisk helt hæderligt, selvom det blev taget lang tid før, jeg begyndte selve te-hældningen.

Dagens høst var ved at være færdig – meget passende eftersom middagsheden var godt på vej. 

Som om jeg ikke allerede havde fået så rigelig gæstfrihed og glæde fra Fatima og de andre kvinder i hendes familie, blev jeg inviteret med hjem, hvor jeg dog høfligt afslog frokost – der måtte være grænser. Til gengæld blev fjernsynet tændt. Først så vi en korankanal, hvor en imam forklarede os, hvordan gode muslimer skulle opføre sig. Bagefter blev der skiftet til Harry Potter 3, der stod i meget sær og skarp kontrast til omgivelserne, men samtidig viste lidt om, hvor lille verden nogen gange er. Og satte endnu engang den danske diskussion om liberale friheder i perspektiv. Fatima har ikke brug for ytrings- eller forsamlingsfrihed. Hun har brug for mad på bordet og medicin til Mamas øjne – og for at tro på, at allah hjælper hende til at få det (for hvis han ikke gjorde, hvorfor skulle det hele så være værd at overleve).

Det er ikke så tit, man får et telefonnummer af en marokkansk kvinde, men Fatima ville gerne have, at jeg fik hendes (også selvom det bliver mere end almindeligt svært at tale sammen uden gestik til at hjælpe). Hun kender godt tallene, for hun kunne godt finde nummeret blandt de andre på papirlappen, men ville gerne have, at jeg selv skrev af – jeg har på fornemmelsen, at hun ikke kan læse og bestemt ikke er vant til at skrive tal. 20 % af de marokkanske kvinder er analfabeter.

Nu var alle praktiske formaliteter klaret og Fatima havde klædt om, dvs. taget en stor jalaba (heldragt, som er meget udbredt i Marokko – ikke mindst i ørkenen) samt hat på, for hun havde tænkt sig at guide mig på resten af turen rundt i oasen. Derfor behøvede jeg heller ikke holde mig til vejen, men kunne gå gennem markerne i skygge for solen og se de forskellige typer af planter og træer, de dyrkede, høre om og se irrigationssystemet og hvordan de hele tiden arbejdede på at holde det igang. Alt sammen gennem Fatimas gestik og evigt flydende ordstrøm.

Derfor så jeg flere kasbaher; blev instrueret i, hvilke billeder jeg skulle tage; fik anerkendende nik og ”gentille”, når jeg viste resultatet; hilste på flere lokale kvinder - man giver hånd og kysser sin egen bagefter. Og blev inviteret på te igen og igen. Fatima afviste dog venligt, men bestemt, hvilket jeg var ret taknemmelig for – dagens oplevelser havde allerede været rigeligt overvældende og temperaturen i skyggen var over 35 grader, så jeg ville gerne tilbage til kasbahen – og en skyggefuld eftermiddag.

Jeg fik en masse godter med hjem i tasken - udover hestebønnerne var der dadler og kornaks

Fatima ville gerne følge mig helt hjem, men det var for meget for mig. Jeg sagde derfor tusind millioner mange tak til hende, da vi var kommet ned til det udtørrede flodleje, og jeg selv kunne finde tilbage igen. Vi vinkede et par gange til hinanden, mens jeg krydsede og sådan endte jeg tilbage i kasbahen – i luksuriøs skygge ved poolen – og lykkeligt taknemmelig for at have mødt Fatima, der satte utroligt mange ting i mit eget liv og den hjemlige og europæiske politiske situation i perspektiv – både op- og nedløftende.

Det var dog ikke helt slut endnu. Jeg gik tilbage til Fatimas hus næste morgen. Blev budt hjerteligt velkommen af både Fatima og datter og inviteret indenfor. Jeg havde nemlig fundet ud af, at uanset hvad jeg gjorde, ville jeg ikke kunne matche Fatimas generøsitet. Men jeg kunne gøre én ting – give et bidrag til medicinen til Mamas øjne – den bedste souvenir jeg kunne forestille mig.

Jeg fik alt for mange tak og ikke lov til at sige nej til mad denne gang. Og heller ikke til at blive klædt ordentligt på med tørklæde og fine gevandter. Fatima blev bedre til at betjene kameraet – hun har fundet søgeren, men hun fortsætter stadig med at kigge på billedet gennem kameraet, når billedet er taget – for at det hele kan blive suget med ind. Billedserien viser bedre end nogen ord, hvordan Fatima lærte at tage billeder – og ikke mindst hendes naturtalent for at iscenesætte dem – det var hende, der valgte, at vi skulle tilbage ud i marken for at tage det sidste billede.

Jeg er blevet inviteret tilbage – og opfordret til at tage min mor med. Svaret var selvfølgelig: insh’allah – hvis allah vil.

Hospitaler, man bliver rask på

Min far sidder i kørestol på ottende år. Han fik en hjerneblødning og sådan en gør (i hvert fald hans), at man tilbringer en del tid på hospitaler. Derfor har jeg også haft min gang på adskillige hospitaler. 

Arkitekturen på et hospital har kæmpebetydning for patienterne. Der er grundlæggende to typer hospitalsarkitektur: dem, der bliver bygget for at gøre folk raske og dem, der bliver bygget til at behandle sygdom. Det kunne godt lyde som om det er det samme. Det er det overhovedet ikke. De første hospitaler er lavet til mennesker, ud fra en forståelse af, at det er mere end bare behandling, der gør folk raske. Det er også behagelige omgivelser, ro og hjemlighed. Den anden type hospitaler er bygget for at gøre behandlingen så effektiv som mulig. Bispebjerg Hospital er et eksempel på den første type, Rigshospitalet på den anden.

Det er vist ikke svært at gætte, hvilke jeg synes bedst om.

Santa Creu i Sant Pau i Barcelona hører også til i den første kategori. Og så er det ikke engang et hospital længere. I hvert fald ikke de oprindelige modernistabygninger, der var tegnet af Lluís Domènech i Montaner og opført i begyndelsen af forrige århundrede. Med den eneste tværgående vej i Eixample direkte fra Santa Creu til Sagrada Famillia, hans dødsfjende Gaudis livsværk.

Bemærk Santa Creu spejle sig og at man kan ane Sagrada Familia gennem porten

Ret skal være ret. Det er helt forståeligt, at der ikke er hospital længere. Bygningerne er for forældede til at kunne rumme moderne hospitalsvæsen. Men smukke er de. Så smukke, at de er blevet Unesco World Heritage og ikke mindst i gang med at blive renoveret og istandsat, så de kan huse forskellige europæiske forskningsinstitutioner og -projekter. Betingelsen for at kunne få plads der? At man søger at forbedre menneskehedens vilkår gennem sin forskning. Smukkere kan det vel ikke blive.

Det vidste jeg selvfølgelig ikke noget om, da jeg tilfældigvis kom forbi, da Nifle var taget hjem, og jeg vandrede gennem Barcelonas gader med mit kamera for at lære nye områder og mit kamera bedre at kende. Pludselig lå der dette smukke byggeri, der klart kunne kendes som modernista (Gaudi er den kendteste af Modernista-arkitekterne). Jeg ville gå tættere på og tage et billede, men det er byggeplads og jeg blev hurtigt jaget væk - et billede fik jeg lov til at tage:

Skiltene, der viste mod en indgang og rundvisning, gav dog et rimelig klart praj om, at man godt kunne komme ind, hvis man bare gik hen til det rigtige sted.

Jeg ville gerne se noget nyt i Barcelona, så jeg undersøgte tingene hjemmefra og fandt ud af, at der var rundvisning på engelsk fire gange om dagen, herunder kl. 11. Jeg tog tilbage næste morgen og købte billet. Og så viste det sig sørme, at jeg var eneste gæst, der gerne ville med på 11-turen. Guiden Daniel virkede umiddelbart lidt skuffet. På den anden side mente han også, at når bare en enkelt havde købt billet, så skulle turen gennemføres.

 Her har vi Daniel - en meget engageret og anbefalelsesværdig guide!

Det varede ikke længe, før han var mindre skuffet. Jeg vil gerne fremhæve mig selv som noget nær den bedste gæst, man kunne ønske sig til en rundvisning, der kombinerede Barcelonas politiske historie, arkitektur og forskningsinstitutioner. Alle tre emner, jeg synes er vanvittigt spændende, så jeg lyttede intenst, stillede 100 spørgsmål og tog billeder i et væk.

Til at blive rask af...

Jeg tror sådan set også, at Daniel var tilfreds med den ene gæst - i hvert fald blev rundvisningen udvidet med et par steder, der ikke er en del af den almindelige tur og den tog noget længere end beregnet. Til gengæld fik jeg så også et par tips med til min videre færd ud i byen, blandt andet til at gå hen og se Universitat Autònoma de Barcelona lige ved siden af (min unormale interesse for universiteter er svær at skjule under en timelang rundvisning på en forskningsinstitution...)

Derfor slutter vi af med et billede fra UAB - og en varm anbefaling af Santa Creu i Sant Pau!

Skilte

Nogle kreative typer havde været rundt i hele byen og dekorere advarselsskilte. Især dem om indkørsel forbudt. Jeg tog billeder, når jeg kunne nå det.

Fantasiernes by - en langvarig forelskelse

Måske er jeg forelsket i Barcelona. Måske er vi nået til at have indledt et fast forhold. Det er i givet fald et harmonisk et af slagsen. Jeg har i al almindelighed ret let ved at forelske mig i byer. Markant lettere end jeg har ved at forelske mig i mænd. Og nu synes byer jo heldigvis ikke, at man er utro, selvom man er vild med flere af dem på én gang, så det er nogle meget lykkelige kærlighedshistorier.

Men Barcelona er altså noget helt særligt (ligesom New York, New Delhi og København er det), og i november var jeg der for syvende gang. Det var meningen, at jeg skulle have været dernede for at skrive, men så faldt jeg jo i Sverige og dermed stod programmet på hjernerystelse og forsigtighed i stedet for på skrivning. Heldigvis er Barcelona ikke det værste sted at være, når man ikke må skrive.

Symptomerne var heldigivs ikke slemme, mens jeg var der. Jeg havde brug for hvile ind i mellem og så kunne jeg ikke overskue mange mennesker og komplekse indtryk eller at læse. Jeg sad heller ikke foran en skærm og det var måske det, der snød mig til at tro, at jeg var rask, da jeg kom hjem igen. Men lad nu den s.... hjernerystelse ligge. Den har allerede fyldt alt for meget.

Jeg var i Barcelona, og det var november. Solen skinnede og Nifle var med en del af tiden. Signe var der også i et par døgn. Aftenerne var kolde, men mens solen var fremme, passede det rigtig godt at drikke en cortado i solen. Eller to. Med solbriller og snakketøj på. Og når solen forsvandt i horisonten, faldt det så fint sammen med, at butikkerne åbnede fra siesta og man kunne give sig i kast med de mest nødvendige indkøb inden aftenens første drink og senere klassisk catalanske måltid skulle indtages.

Noget af det allermest vidunderlige ved Barcelona er byens evne til altid at være tillokkende og have noget mere at byde på. Fra man kommer første gang og bliver overvældet af Ramblaens liv og statuer, Picasso, Miro og det gotiske kvarter. Begynder at slentre i de små gader, opdager Gaudi, tapas, pladser, mennesker, liv. Til man senere kommer mere og mere rundt i byen. Lærer de andre kvarterer at kende. Finder den perfekte fiskerestaurant. Altså den virkelig helt perfekte. Og den helt rigtige lokale med bøffer og gamle radioapparater. Finder ud af, at museet for moderne kunst: MACBA har skiftende udstillinger, der nærmest altid er fremragende (jeg har ikke oplevet andet). At modernistabevægelsen er andet end Gaudi, men lige så fascinerende. At der er mindst 10 ramblaer rundt omkring i byen, og at de fleste af dem er mere interessante end den mest berømte. Og at det bare er helt perfekt med en storby med en virkelig bred og lækker sandstrand.

Jeps, jeg er i den grad forelsket.

Og når man ikke kan skrive, så må man fotografere:

 Helt perfekt hverdags-caféliv på Placa del Sol

Denne her, har jeg nok taget billeder af 4-5 gange i løbet af mine forskellige besøg. Den bliver nu ved med at være fotogen.

 Fremragende tapasrestaurant: Cal Pep

 Gade i yndlingskvarteret El Born

Markedspladsen Els Encant Vells. Fotograferet i det spejlende loft 

 Els Encant Vells

 MACBA - endnu engang fremragende udstilling

 Foran MACBA er der altid et væld af skatere. Det er åbenbart det perfekte sted at skate og heldigvis får de lov til at være der. Barcelona er en by, man lever i.

 Gadekunst

 Mer gadekunst

 En plet i solen i Eixample

 Barcelona er en cykelby. En guldcykelby

 Jeg kom til denne bænk lige i tid til dagens sidste solstråler og ville tage et billede i selvsamme øjeblik, hvor cyklisten kom forbi, svingede rundt lige foran mig og kastede en perfekt skygge og gjorde det hele meget stemningsfyldt.

 Gadeliv. Eller måske rettere portliv.

Som jeg har sagt før og gerne siger igen, så lever man i Barcelona. Her en studerende, der har sat sig med bøgerne i solen.

Hjernerystelsesbilleder 3

Mit barndomsslot, Åstrup Gods.



Selvportræt i julen ved Tadre Mølle. Inklusive vinduesramme.



YndlingsFerdinand.



Æbler hos min mor.



Et frostblad 2. juledag.

Location:I udkanten