Der var adskillige, der havde anbefalet Valle Elqui (Elquidalen). Og på hostellet i kolde og fugtige La Serena anbefalede Konstantin i receptionen et hostel i landsbyen Pisco Elqui, der ligger i dalen. Han ringede ovenikøbet for at tjekke, at der var ledige værelser. Jeg bookede to dage og gik så til busterminalen for at købe billetter til hhv. Pisco Elqui og Atacama-ørkenenen.
Jeg var forkølet og forvirret. Derfor fik jeg købt en billet til Atacama d. 29. i stedet for d. 22., hvilket jeg kom i tanke om et par timer senere, da jeg sad i bussen på vej mod Pisco Elqui. Heldigvis. For man skal ikke langt ind i Elquidalen, før man forstår, hvorfor den bliver anbefalet. Her trækker man vejret langsomt. Og her er smukt og solrigt. Her er fyldt med vinmarker, hvor der vokser druer til dalens pisco-produktion. Og når en mand stiger på bussen med en saddel under armen, så ved man, at man er på vej mod noget rigtigt.
Jeg stod af, da buschaufføren råbte "Pisco Centro", hvilket nok er nødvendigt at råbe, hvis nogen skal opdage det. Centrum består af kirken, pladsen foran den samt pisco-destilleriet. Og så besluttede jeg på stedet, at jeg ikke ville nå den bus, jeg alligevel ikke havde billet til, d. 22.
Den beslutning blev i høj grad bekræftet, da jeg nåede mit hostel. Små hytter på terrasser omgivet af frugttræer med citron, lime, avocado, kvæde. Blomstrende lavendel- og rosenbuske, hvor kolibrierne kommer og suger nektar, pool med kig til bjergene. Og ikke mindst tagvindue i min hytte, så jeg kan ligge og kigge op på stjernerne fra min seng. Forkølelsen var hastigt på retur.
På pingvinturen dagen før havde jeg mødt et fransk-chilensk par fra Barcelona, der lige havde arbejdet i København i en måneds tid. De var også taget til Pisco Elqui - og som I måske kan gætte, er det ikke svært at støde ind i hinanden der. Det er faktisk sværere at undgå det. Og når nu Lisa og Pancho er enormt søde, så var det jo fjollet ikke at drikke noget pisco sour sammen. Og noget vin. Og noget amaretto. Og finde ud af, at de arbejdede med teater. Og lige havde haft en forestilling på Republique. Og at jeg havde set deres første forestilling der i 2009 (City Puzzle - kan du huske, du var med inde og se den, Ida?). Tale om danske loppemarkeder, restauranter i Barcelona, om oplevelser og rejser, man bliver gladere af. Blive enige om, at verden er et meget lille sted. Og så udveksle e-mailadresser, knuse farvel og vakle tilbage til sin lille hytte med stjernekig og have glemt alt om sin forkølelse.
Forkølelsen har desværre ikke fuldstændig glemt mig, og indimellem kræver den lidt kærlig opmærksomhed. Men den forhindrede mig ikke i at leje en mountainbike i går og cykle knap 20 km længere ind i dalen. Hvilket primært var opad, så jeg trak også en del. Tilbageturen gik til gengæld hurtigt. Turen var stærkt begivenhedsløs. Floden flød i bunden af dalen. Jeg hilste på alle, jeg passerede. Nogle gange hilste de først. Der var nogle mænd, der høstede druer. Det var dejligt. I morgen snyder jeg lidt. Der har jeg bestilt nogen til at køre mig ind i en anden dal, så jeg bare skal cykle turen nedad.
Og så har jeg kigget på stjerner. Chile er - åbenbart - et af de bedste steder i verden at kigge på stjerner. Her er mange bjerge, hvor atmosfæren er tyndere og lysforureningen mindre, og så er der kun overskyet ca. 30 nætter om året. Derfor er 30 % af verdens store teleskoper i Chile. Og i går var det ovenikøbet nymåne, og der var jeg i observatorium. Så nu har jeg med det blotte øje set planeter, andre galakser og stjernebilleder med og uden stjerner. Gennem teleskop set Saturn (den har ringe!) og Mars og stjerner, der i virkeligheden består af 2, 25, 2000 og 10 mio. stjerner. Og jeg har lært, hvordan man kan bruge Sydkorset til at finde syd, og hvorfor Polaris (Nordstjernen) bare er nemmere at finde nord med. Og i aften er der meteorregn, så der skal jeg sidde udenfor og kigge op i himlen.
Fik jeg fortalt, at jeg har det godt?
Location:Pisco Elqui, Chile
