torsdag den 12. april 2012

Et glimt af fortiden

Jeg er stadig forelsket, selvom det snart er en uge siden, jeg var i Valparaíso.
Jeg lovede i sidste indlæg at beskrive det hostel, jeg boede på. Det er selvfølgelig mest for min egen skyld, at jeg gør det.

Hostellet blev valgt på anbefaling fra Helene, som jeg også har lovet, at jeg ikke vil fortælle navn eller adresse på stedet til andre end gode venner, der også skal lægge deres vej forbi. Derfor kommer det ikke på denne offentligt tilgængelige blog...

Stedet, der har en helt fantastisk beliggenhed med udsigt over det meste af byen og samtidig centralt, er ejet af et ældre jehovas vidner-ægtepar og jeg tror ikke, det har været sat meget i stand de sidste 20-30 år.

Og ældre er de, ejerne. Det tog mutter cirka 10 minutter at bestige trapperne til førstesalen for at vise mig mit værelse. Hun havde også en længere forhandling med sig selv, om det var urimeligt at kræve fuld pris for mit værelse, når jeg nu skulle være der i tre dage. I betragtning af, at det kostede 12.000 pesos (ca 135 kr) for en overnatning inkl. morgenmad, var det ikke mig, hun forhandlede med - det er cirka halv pris af, hvad man betaler andre steder.

Huset er indrettet med udgangspunkt i farverne lyserød og mintgrøn, hhv repræsenteret ved toiletgangen (toilet og bad var til deling, men da der ikke var andre gæster, mens jeg var der, var det ikke rigtig et spørgsmål om at dele) og mit værelse.




De steder, hvor væggene ikke er signalfarvede, er de udstyret med stærkt blomstret tapet og morgenmadsstuen er fint udsmykket med nips og pyntegenstande.


Trappeopgangen


Morgenmadsstuen

Endelig er der en tagterrasse på 4. sal (husene i Valparaíso er kendetegnet ved at være høje og smalle), der har et 360 graders udsyn over Valparaíso. Det fik jeg dokumenteret med nogle aftenbilleder.


Nå ja og så den lille pudseløjerlighed med engelsk-kundskaberne. Ejerne taler sådan set et ok til kommunikation i forhold til ind- og udtjekningsengelsk, men det opslag, der hang et par steder på hostellet om tilbagelevering af nøgler, var vist en omgang spansk, der havde været gennem google translate...


Hvis nogen skal forbi Valparaíso og er blevet fristet, så må I altså spørge mig, om jeg vil videregive hemmeligheden...

Location:S/r,Paine,Chile

Ingen kommentarer:

Send en kommentar