Man kan ikke komme uden om Santiago, hvis man skal prøve at forstå Chile. Alene det, at mere end en tredjedel (knap 7 mio.) af landets befolkning bor i byen, gør den helt central, men også dens historie og politiske betydning er afgørende. Det er ikke en nem by at lære at kende som Paris eller Barcelona. Den har ikke mange store seværdigheder eller kendetegn, og til at begynde med kan man gå en del uden at se ret meget. Det er først, når man har gået rundt i nogle dage, at byen ligeså langsomt begynder at åbne sig for en. I hvert fald for mig, men så blev den også ved med at vise nye sider.
Især var byens forskellige symboler, pladser, museer med relation til kuppet i '73 og det efterfølgende diktatur under Pinochet stærkt bevægende - ikke mindst Museo de la Memoria y los Derechos Humanos, hvor jeg brugte mere end 3 timer, selvom alt var på spansk. Jeg kendte kun til kuppet og diktatortiden i overordnede træk, men det påvirker landet meget kraftigt - stadigvæk. Man får ret meget mere respekt for Salvador Allende og om muligt endnu mindre for Pinochet. Og jeg er kun begyndt at forstå, hvor meget det land endnu har at gøre op med af sin fortid, og hvor svært det er.
Og på falderebet af skriverierne fra Chile - tusind tak for husly, fremragende selskab og fantastiske anbefalinger til Helene, Alex og Dante - og naturligvis Bonini!
Så farvel til Chile - eller rettere: på gensyn!
Location:Et fly mellem Panama og USA
Ingen kommentarer:
Send en kommentar