Der kører en hvid bil i ørkenen. Eller den var hvid engang, nu er den temmelig støvet pga. sandstormen, der også gør, at man ikke kan se 20 meter frem. Sandet sidder ekstra godt fast, fordi bilen også lige har været inde i en sne- og haglstorm. I ørkenen. Eller lige på kanten af den, lidt oppe i Andesbjergene. Bilen har i princippet plads til 10 passagerer, selvom det er klemt. Så der er 10 passagerer. Det sæde, der kun i princippet er egnet til en passager, er besat af en temmelig bleg, feberrystende kvinde - nå ja, naturligvis med hævede mandler og temmelig ondt af sig selv. Der bliver hun siddende i det meste af de 8 timer, turen varer, fordi man må opgive at se de fleste sights pga. for meget hhv. sne eller sand. Da hun kommer tilbage til sit hostel, går hun direkte i seng og sover i 17 timer, kun afbrudt af en tur på toilettet, hvor hendes blære er så hensynsfuld at lette hende for presset, inden hun når frem...
Det var mildt sagt ikke kærlighed ved første blik, da jeg kom til Atacama!
Det begyndte ellers fint. Efter 4 meget afslappede og begivenhedsløse dage i Pisco Elqui, udover endnu en gigantisk pisco-brandert, var alle depoter ladet fuldstændig op til at tage med bussen 1000 km længere mod nord.
Jeg hoppede på den første bus i Pisco ved 19-tiden. Den kørte godt nok ikke helt til La Serena, men chaufføren tog det som en personlig mission at sikre, at jeg nåede bussen videre i Vicuña, så det gik i fuld fart ned gennem dalen samtidig med, at vi fik sat violinholdet fra Pisco af undervejs. I fuld fart indtil vi svingede ind på busterminalen i Vicuña, tydeligvis i helt rette tid for vi fik spærret vejen for bussen videre, så jeg lige kunne nå at springe fra den ene bus til den anden - chaufføren slæbte min bagage og fik mig smidt ombord. Og faktisk endte det med, at jeg ikke behøvede at betale for turen, så stadig ganske opløftet var jeg klar til næste etape - 12 timer i natbus til Antofagasta, Chiles næststørste by. Ovenikøbet i luksusklassen Cama, hvor man næsten kan ligge ned på turen. Udover, at der var lidt for meget aircondition, og at jeg ikke helt fik spist hverken aftensmad eller morgenmad, nåede jeg i fin stand frem til Antofagasta næste formiddag. Så langt så godt.
Herefter gik det lidt ned i kvalitet. Jeg valgte (eller det var den næste bus, der kørte) Classico-klassen til de 5 timers tur via Calama til San Pedro de Atacama, ørkenindianerbyen, der er udgangspunkt for langt de fleste turisters besøg i Atacama. Og der skulle jeg måske have tænkt over, at Classico er en slet skjult sminke af det faktum, at det er de billigste og dårligste busser. Derfor stoppede bussen midt i ørkenen mellem Calama og San Pedro. På den der måde, hvor man sidder og beundrer de smukke omgivelser og har taget kameraet frem for at forevige det.
Og så stopper bussen. Og man lægger mærke til den kraftige røg, der står ud fra motoren. Når chaufføren så tager en spand frem og begynder at smide vand ind på motoren (hvor han så i øvrigt fik det fra midt i ørkenen), er det man tænker, at den bus nok ikke kører videre lige foreløbig. Og har ret.
Heldigvis var der nogle entreprenante mennesker med på bussen. De fik relativt hurtigt prajet en tom minibus (hvorend den så også kom fra), som gerne ville køre os det sidste stykke. Den havde plads til 12. Og vi fik plads til mindst 25, som uden brok - for hvem har lyst til at stå af - sneglede sig videre til San Pedro. Jeg var fremme ca. 24 timer efter, jeg havde forladt Pisco - sulten og træt, men umiddelbart i helt fint humør.
Piscos meget stilfærdige og ikke specielt turistede atmosfære står i skarp kontrast til San Pedro. Man kan næsten ikke se selve byen for backpackere, hostels, restauranter, tur-agenter og souvenirbutikker. Men ok, det må man jo tage med, når man gerne vil se en af de smukkeste turistattraktioner i verden. Fordi jeg var træt og ikke havde fået booket et hostel, valgte jeg ret meget på må og få det første hostel (mere end dobbelt ,så dyrt og dobbelt så dårligt som det i Pisco).
Hostellet viste sig desuden senere at være Chiles udgave af Fawlty Towers (eller også var det bare min humoristiske sans og tålmodighed, der var forsvundet - bestemt en mulighed) - i hvert fald var jeg noget uforstående, da de bad mig om at lade min værelsesdør stå ulåst, da jeg skulle på tur næste morgen.
Så tog jeg på tur. Den har jeg beskrevet. Jeg vil i den forbindelse gerne anerkende, at der faktisk var ganske udmærket vejr den første time på turen, og at det gjorde det muligt at tage nogle helt fantastiske billeder af flamingoerne og saltørkenen.
Men det var så også det. Her er beviset på sneen - vi måtte ikke køre længere. Fint med mig, jeg rystede af kulde.
Men hvad gør man, når der er sand- og snestorm, og man har feber og ondt af sig selv? Jeg sendte en mail til Helene, købte en flybillet til Santiago og sov videre. Længe.
Og vågnede til solskin og et San Pedro, der faktisk ligger billedskønt, og også har et rigtigt liv, når man får set igennem turisttågerne. Så jeg tænkte, at byen og ørkenen skulle have en chance mere. Derfor bookede jeg en solnedgangstur til Valle de Luna, hvilket viste sig at være det helt rigtige. Det var en fantastisk tur. Der var mange søde mennesker med på turen, og ørkenen viste sig fra sin allersmukkeste side.
Og så tilsidst den endelige forsoning.
Så nu er jeg tilbage til mit utroligt harmoniske selv, og jeg vil gerne tilbage til Atacama!
Ps: tak til Eduardo for at tage de fremragende billeder af mig i ørkenen.
Location:San Pedro de Atacama, Chile
Ingen kommentarer:
Send en kommentar