Så kom jeg i Femina...

Og kan dermed krydse en ting af på to do-listen... Jeg er blevet interviewet, fordi jeg har haft den tvivlsomme erfaring, at to af mine veninder har oplevet at miste deres brødre og dermed, hvordan det er at være veninde til nogen, der oplever sorg. Jeg håber, at mit budskab om, at det ikke er farligt at spørge (de bliver ikke mere kede af det, end de allerede er) og at der er forskellige måder at opleve og at være i sorg, og at man derfor ikke skal synes, at de skal være det på en bestemt måde.

Og billedet af mig er ganske enkelt bare ret godt... (når jeg nu selv har chancen for at sige det). Det er naturligvis Femina, der har alle rettigheder til billedet.

En uge i en skov...

Jeg er hjemme igen efter en uges frivilligt skriveeksil i en svensk skov. Eller rettere i en hytte med alle moderne bekvemmeligheder, såsom strøm, vand og varme lige på kanten af en svensk skov.

Det er lidt mærkeligt at være helt alene så længe. Jeg nåede at blive ret glad for, at Anders havde spurgt om han og Ida (hans datter på 10 måneder) måtte komme forbi en dag. Ikke mindst fordi jeg, dagen inden deres besøg, kun havde sagt ét ord højt.

Det var i øvrigt ordet "faster" sagt, som min nevø, Ferdinand, ville sige det. Men altså på det tidspunkt havde jeg også så godt som brugt tre dage på kun at skrive og tænke på mig selv, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og tænke på, hvordan andre tænker på og taler om mig... (som sagt, meget godt at blive hevet lidt ud af min lille sære boble)

Nå men udover, at det var lidt mærkeligt, så var det også vildt dejligt at have tid til at skrive. Dejligt at konstatere, at der er masser af ord gemt i mig, og at de godt kan findes frem på kommando - også når jeg ikke er ude at rejse langt væk - hytten ligger ved Höör, og Höör ligger 1 time og 10 minutter i tog fra København (og bjerget ligger langt ude i skoven...).

Der var vitterlig masser af ord, så nu ved jeg, hvad jeg vil skrive i min bog. Ikke nødvendigvis hele rækkefølgen af alle afsnit og kapitler, men hvilke afsnit og kapitler, der skal med. Og ikke mindst ved jeg, hvad jeg vil med den. Spændende! Og farligt - den kommer til at handle om mig, men forhåbentlig på en ikke alt for navlepillende måde. Der er en hel del skrivearbejde tilbage i det, og jeg  har slet ikke begyndt at overveje, hvordan den nogensinde skal udgives. Men der er en bog i mit hoved. Og den skal nok blive skrevet!

Selvom jeg arbejdede ret flittigt, fandt jeg altså også tid til en lang tur i skoven hver dag. Det regnede en hel del de første dage, (undtagen mens jeg var på tur). Og så kom solen for alvor frem og det myldrede ud med gode spisesvampe. Så jeg kunne tømme mit hoved for mig selv og kigge efter kantareller og rørhatte i stedet.

Der var også nogle af svampene, jeg bare tog billeder af...

Røde fluesvampe er i øvrigt ikke dødelige (bare sådan jævnt hen giftige) - snehvid, panter- og grøn  fluesvamp derimod - de kan slå mennesker ihjel...

En tur til mindernes by

En togtur i morges til Roskilde i arbejdssammenhæng og en spadseretur gennem byen i efterårsmorgensolen bragte gymnasietiden i 90'erne tilbage. Det var byen, hvor jeg lærte at høre til, fik mit kørekort og mistede min mødom.

Location:Roskilde station

Indtryk med et nyt kamera i New York...

Jeg er blevet forelsket. I både byen og kameraet.

Manden på bænken i Assistensen

"Det er rigtig irriterende. Jeg er kommet til at købe mælk på vejen ud. Det gør jeg altid. Nu er den helt sikkert dårlig, når jeg kommer hjem. Arj, det er irriterende, jeg gør det altid. Så kan jeg jo lisså godt drikke den med det samme." Og det gjorde han så. Manden på bænken i Assistensen. Mens han talte til mig og også lidt med mig. Og i løbet af vores halve time sammen på bænken fik han faktisk tømt sin liter sødmælk. Og fortalt mig en masse. Som jeg på groveste vis sad og skrev ned undervejs - en af de største fordele ved at være sådan en, der tit sidder for sig selv og skriver, er at man kan skrive referat af andres samtaler i smug.

Og ham her havde meget at fortælle. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han hed, for jeg havde sådan på fornemmelsen, at han så aldrig ville blive færdig med at fortælle sine historier, hvis jeg spurgte. Så nu hedder han Ib.

Og Ib er glad for sødmælk. Og at ryge pibe. Så han gjorde begge dele samtidig og opdagede ikke, at der røg en lille smule mælk ud af mundvigen, hver gang han havde taget en tår. Men det gjorde der.

Ib og jeg har nogle ting til fælles. Vi kan fx begge to godt lide solen, hvilket nok var grunden til, at vi havde valgt at sætte os på den der helt perfekte bænk i solen. Helt i læ. Og så kan vi også godt lide at rejse. Så da vinteren på det nærmeste kom tilbage i juni måned havde Ib impulsivt købt sig en tur til Sicilien.

"Og der var altså afsindig smukt. Men så stod der i turistguiden, at det smukkeste sted var at gå op til amfi-teatret ved Taormina. Det var en lise for sjælen, stod der. Så gik jeg derop. Og det var altså pokkers varmt. 40 grader, ikke som i Danmark, hvor der bare var skidekoldt. 40 grader. Og jeg var sgu kommet til at tage for lidt vand med. Det' sgu typisk. Men det skulle jo være en lise for sjælen, så jeg gik derop. Og der ligger Etna til den ene side og ryger og så ligger havet til den anden side. En lise for sjælen stod der i brochuren. Men ved du hvad, det skriver de i alle brochurerne tror jeg. For der var proppet med turister. Især japanere, kinesere og koreanere. Og de var sgu klædt ud var de. Med de der runde hatte som stod de i rismarkerne. Ha! Og deres guider - de var også japanske, kinesiske og koreanske - de stod og larmede op og kæmpede for at holde øje med alle i deres gruppe. Og de blev bare ved og ved med at komme. Og tage billeder. Og jeg ville jo gerne have et billede, hvor det kun var mig og udsigten. Så jeg kunne bevise, at jeg havde været der. Så jeg måtte jo væbne mig med tålmodighed. Og det var jo pissevarmt. 40 grader. Men så efter noget tid gik de der orientalske turister. Og så kunne jeg få taget billedet. En lise for sjælen."

Så fortalte Ib også en del om, at Syditalien oprindelig var græsk, og at der oppe i bjergene nogle steder på Sicilien stadig er folk, der taler en særlig oldgræsk dialekt. Det er også derfor, at folk dernede ikke giver meget for de grænser, der er blevet lavet, hvilket også er grunden til, at de bekender sig mere til mafiaen (udtalt med flade a'er) end til den italienske regering. Ib havde boet lige neden for Etna. "Vidste du, at Etna engang var en undersøisk vulkan. Men så har den gennem sine udbrud skabt Sicilien. Før der var nogen mennesker på jorden, stod den der og arbejdede, og det var det, jeg kom til at tænke på, at når vi engang er væk, så vil den stadig stå der og arbejde. Det giver et tidsperspektiv. Der var sådan en fugl, det var meget rørende. Sådan en lille pisstørrelse, så byggede den rede lige for foden af en vulkan. Det er sgu da meget rørende. Det var noget, jeg slog op i et leksikon, da jeg kom hjem, Etna, ik'. Jeg så i fjernsynet i går, at de har fundet den største vulkan i solsystemet. Øst for Japan. Den er under havet ligesom Etna var engang. Prøv at tænke på, hvordan det bliver, når den kommer op. Det har lange tidsperspektiver. Der er der sgu nok ikke flere mennesker på jorden."

Ib arbejder hjemmefra. Han sælger bøger via Twitter og Amazom.com. Det går ret godt. Han har haft 12 mio. 354.266 retweets i alt, 300.000 siden i går. Det er til at blive bims af at tænke på. Han er meget spændt på, hvad der sker, når der begynder at komme penge ind. Det er en e-bog, han sælger. Den handler om en kvinde, der genoplever 11. september. Det er nok derfor, at den får så meget opmærksomhed lige nu. Det er jo ved at være højsæson for 11. september-litteratur, som Ib sagde.

Så blev der lidt stille. Vi sad sådan lidt og tænkte hver for sig. Måske i et par minutter. Så spurgte Ib mig, om jeg sad og skrev på en opgave. Nej, såmænd ikke. Jeg skrev om oplevelser på mine rejser - lige nu om min tur til New York. Ib har også været i New York, men det er lang tid siden. Han boede på Hilton New York. Der er en bibel i skuffen på værelset. Og så havde han jet-lag og kunne ikke sove. Derfor ville han have sig en lille skarp, så han kunne sove, og der var 3 barer på hotellet. Ib gik ind på den ene og så viste det sig, at det var en luderbar. "Og så stod der pludselig en helt flok af lækre damer. Så før jeg så mig om, var jeg på vej tilbage op i elevatoren sammen med sådan en fræk kælling. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle slippe af med hende. Der var sikkerhedsvagter på alle etager. Men så længe man var gæst og betalte, så måtte man hvad som helst."

Ib kan godt lide Guggenheim museet i New York. Og Geologisk Museum i København, der har han været mange gange. Han har til gengæld ikke været på Statens Mausolæum for Kunst. Skagens Museum er hans yndlingsmuseum, for der kan man gå ud og se de steder, hvor billederne er malet, lige udenfor museet.

Og så blev mælkekartonen smidt ud, og jeg sagde farvel og tak for snakken, og solen fortsatte med at skinne.

Location:På en bænk i solen

Walk-by flirting #2

Da der ligesom var taget hul på konceptet var jeg nok mere modtagelig, da jeg et par dage senere var på vej tilbage til Rahuls lejlighed fra Red Hook, der er et kunstnerområde i Brooklyn, hvor subwayen ikke når til og som derfor er meget originalt i sin blanding mellem at være et gammelt industrikvarter og et nyt skævt kunstnerområde. Sådan som Soho var i 60'erne, Greenwich Village i 70'erne og Chelsea og Dumbo næsten lige har været. For at blive et trendy område i New York skal et område åbenbart først være faldefærdigt og indtages af fattige kunstnere.

Men det var jo slet ikke Red Hook, det her skulle handle om, men flirten. Med Daniel. Som sad og så smuk ud i subwayen, hvor jeg sad og så svedig og glad ud efter en dejlig solrig dag med masser af små eventyr. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med den smukke mand, der sendte mig et smil, som ikke rigtig var til at tage fejl af. Bestemt ikke et tilfældigt et. Jeg blev helt genert, kiggede væk, famlede ved min notesbog, skrev lidt noter om walk-by-flirting - jeg var lige begyndt at skrive på det første blogindlæg om emnet - og tænkte: Hvorfor ikke? Hvorfor ikke bare nyde, at en smuk mand smilede til mig. Jeg skulle kun sidde i subwayen i 10 minutter, hvorfor ikke nyde det?

Så jeg kiggede op igen og smilede til ham den smukke. Der smilede tilbage og var hurtig til at rykke over ved siden af mig. Fortalte mig om den bog, han læste og hviskede til mig, at han syntes mine øjne var dragende, og at jeg var en sirene (ja, så svulstigt, at det driver, men helt ærligt, så er det jo dejligt at få den slags at vide). Hans forældre var fra den Dominikanske Republik og han har boet på Manhattan hele sit liv, men han ville ikke fortælle, hvor gammel han er: "så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel bagefter...". Det tog ham ikke længe at gå et skridt videre: "jeg ved ikke, om det er for meget, men vil du med ud og drikke et glas vin med mig nu?" Arrgh, det kunne jeg helt sikkert ikke nå - jeg var allerede sent på den i forhold til min aftenaftale med nogle venner, så desværre... Men igen, hvorfor ikke..."Jeg kan godt i morgen eftermiddag..."

Et skævt smil tilbage, "har du noget at skrive med" og så skrev han navnet på en bar, adressen, sit navn og telefonnummer, gav mig notesbogen tilbage, fortrød og tilføjede et tidspunkt.




"Ring til mig i morgen, hvis du har lyst til at ses..." Og sendte mig så af sted videre. Lettere rød i kinderne og med et meget stort smil plastret på fjæset.

Hvorfor ikke? Jeg vågnede næste morgen, Temmelig træt efter en fin aften til 30'er New Orleans-fest til alt for sent. Meget frisk, fordi New York er New York og lige til at blive helt høj over. Hvorfor ikke? Så jeg ringede til Daniel. Og vi mødtes og havde en eftermiddagsdate i hans hood. Hvor han kendte alt og alle, fordi de allesammen havde boet der altid og i øvrigt også talte spansk allesammen.

Og pludselig åbnede området, der kun lå 15 gader fra Rahuls lejlighed, sig for mig på en ny måde. Fra at se på facaderne og på forskellene fra mit eget udgangspunkt i Danmark. Fra at have turistens øjne. Til at se byen, der blev boet i. Til det New York, der ikke (kun) er drømmenes holdeplads, men også hverdagsvirkeligheden med arbejdsløshed, larm i etageejendommene, kampen for en ordentlig uddannelse og med at holde pusherne væk fra de lokale parker. Hvor det at "make it here" godt bare kan være at få et hæderligt job og give sine børn lidt bedre muligheder end man selv havde.

Jeg fik vist det hele frem. Her er den og den - hende der har jeg gået i skole med. Ham der er en af mine forældres gamle venner. Hendes datter har jeg været kæreste med. Denne her community park har jeg været med til at istandsætte. Det er mig, der har plantet dette figentræ. Der gik jeg i skole. Og sådan gik der fem timer, hvor jeg fik min helt egen guidede tur i New York. Og mødte hans mor, som han bor sammen med. Og fik hjemmelavet lasagne. Og blev fulgt hjem til sidst. Ad de nye velkendte gader. Og sagde farvel. Og var glad for, at jeg havde turde kigge op.

Location:Linie 3 og Upper West Side

Walk-by flirting

Jeg elsker at flirte. Langvarige helaftens- eller månedlange flirts. Og de korte, pludselige uventede. Som når man passerer en smuk mand på gaden, får øjenkontakt og så lige har en hurtig walk-by-flirt i de par sekunder, der går til man har passeret hinanden og fortsætter i lidt bedre humør (og ikke mindst lidt smukkere). New York er perfekt til walk-by-flirt. Her er (efter min mening) en næsten uudtømmelig mængde af virkelig smukke flirtende mænd, der også går og leder efter en hurtig flirt. I Danmark er det ikke helt så nemt, fordi det bliver anset for uhøfligt at kigge på folk - ikke mindst i øjnene, og de potentielt flirtende mænd går derfor som regel og kigger den anden vej.

Jeg gik i gang med denne post, da jeg var i New York, men det virkede forkert at bruge min tid på at skrive om oplevelserne, når jeg i stedet kunne bruge dem på at opleve mere, herunder flere flirterier.

Men nu fortsætter jeg. For turen skortede heldigvis ikke på de korte flirts.

Bygningsarbejderne, der piftede efter mig.

Bygningsarbejderne, der holdt frokost og smilende råbte efter mig, da jeg gik med mit kamera. (Bemærk nr. 2 fra venstre, der laver et anerkendende tegn med fingrene).




Manden, der komplimenterede min turkise hat - og bemærkede, at den matchede til farven på mine tånegle.

Og så var der subway-flirtsene. Først Muhammed fra Ghana, der sad og hørte musik med hovedtelefoner og hele kroppen og så virkelig charmerende ud, så jeg sad og kiggede på ham, da han kiggede op og smilede stort til mig. Jeg smilede stort tilbage og kiggede væk - man er vel dansk... Det er han ikke, så da jeg kiggede op igen lidt efter smilede han igen og så turde jeg godt holde blikket. Efter et par smil rykkede han over ved siden af mig og så fik vi ellers en fin snak om ham og mig, om at han reparerer skolebusser, har arbejdet i Skotland tidligere, men fik et green-card. Og til sidst spørgsmålet om han måtte få mit telefonnummer. Det måtte han jo sådan set gerne, men i og med at jeg ikke bor i USA ville det blive en dyr omgang at få fat i mig, så det blev ved flirten i subwayen. En dejlig en som efterlod mig med en god dag foran mig.

Og anden del må I så få i morgen...

Location:På gader, stræder og i subwayen i New York

septemberforsæt

Endnu engang gik der vildt lang tid mellem blogindlæggene. Det blev hverdag. Og så sommer. Og så gik tiden uden, at jeg skrev noget, selvom jeg egentlig oplevede en hel masse. Det skal der laves om på nu. Endnu engang er det tid til at give mig selv udfordringen om at skrive noget. Om ikke hver dag, så i hvert fald hver anden.

Og så selvfølgelig lige med undtagelse af de gange, jeg tager i skriveeksil til Sverige i den kommende tid. For der er sket noget, siden jeg sidst skrev. Jeg har fået fast arbejde. 20 timer om ugen, hvor jeg laver uddannelse og efteruddannelse for elektrikere og vvs'ere. Det er dem, der bor ude ved Damhussøen, hvor jeg postede et billede fra, da jeg blev ansat som vikar i april. Og det hænger såmænd så dejligt sammen, at jeg godt kan leve for lønnen fra de 20 timer og dermed har fået en masse tid til min rådighed. Tid, som skal bruges til at skrive, især til at skrive og så til at få flere oplevelser. Se om min (lille store) drøm om at kunne skrive noget mere sammenhængende, kan blive til noget.

Samtidig har jeg så også fundet ud af, at København ikke rigtig er stedet, hvor jeg får skrevet koncentreret og sammenhængende. Og det er så der, hvor Sverige kommer ind i billedet. Så om halvanden uge smutter jeg til Sverige i en uge. Jeg har lånt min venindes mors ødegård og skal prøve mit eget og min computers selskab unplugged af i en uge. Det bliver med tog og cykel, så jeg skal køre de fem kilometer frem og tilbage til Höör for at nå frem og købe ind.

Jeg ser ild i pejs, masser af te, langsomt tilberedt mad, et glas vin eller to (medbragt fra Danmark) og så tekst, der bare flyder fra mine fingre. Nå ja, naturligvis afbrudt af en daglig tur i skoven. Jeg ser knap så meget, at jeg keder mig i mit eget selskab, at vejret er elendigt, så det bliver en enddog særdeles våd omgang at købe ind, og at jeg ramler ind i en massiv skriveblokering. Jeg ser helt klart ikke det sidste specielt meget for mig.

Så fra i morgen kommer beretningerne fra mine ufortalte eventyr fra de sidste par måneder. Fra New York, Norge, Nordjylland, min mor, København og Helsinki.