Jeg elsker at flirte. Langvarige helaftens- eller månedlange flirts. Og de korte, pludselige uventede. Som når man passerer en smuk mand på gaden, får øjenkontakt og så lige har en hurtig walk-by-flirt i de par sekunder, der går til man har passeret hinanden og fortsætter i lidt bedre humør (og ikke mindst lidt smukkere). New York er perfekt til walk-by-flirt. Her er (efter min mening) en næsten uudtømmelig mængde af virkelig smukke flirtende mænd, der også går og leder efter en hurtig flirt. I Danmark er det ikke helt så nemt, fordi det bliver anset for uhøfligt at kigge på folk - ikke mindst i øjnene, og de potentielt flirtende mænd går derfor som regel og kigger den anden vej.
Jeg gik i gang med denne post, da jeg var i New York, men det virkede forkert at bruge min tid på at skrive om oplevelserne, når jeg i stedet kunne bruge dem på at opleve mere, herunder flere flirterier.
Men nu fortsætter jeg. For turen skortede heldigvis ikke på de korte flirts.
Bygningsarbejderne, der piftede efter mig.
Bygningsarbejderne, der holdt frokost og smilende råbte efter mig, da jeg gik med mit kamera. (Bemærk nr. 2 fra venstre, der laver et anerkendende tegn med fingrene).
Manden, der komplimenterede min turkise hat - og bemærkede, at den matchede til farven på mine tånegle.
Og så var der subway-flirtsene. Først Muhammed fra Ghana, der sad og hørte musik med hovedtelefoner og hele kroppen og så virkelig charmerende ud, så jeg sad og kiggede på ham, da han kiggede op og smilede stort til mig. Jeg smilede stort tilbage og kiggede væk - man er vel dansk... Det er han ikke, så da jeg kiggede op igen lidt efter smilede han igen og så turde jeg godt holde blikket. Efter et par smil rykkede han over ved siden af mig og så fik vi ellers en fin snak om ham og mig, om at han reparerer skolebusser, har arbejdet i Skotland tidligere, men fik et green-card. Og til sidst spørgsmålet om han måtte få mit telefonnummer. Det måtte han jo sådan set gerne, men i og med at jeg ikke bor i USA ville det blive en dyr omgang at få fat i mig, så det blev ved flirten i subwayen. En dejlig en som efterlod mig med en god dag foran mig.
Og anden del må I så få i morgen...
Jeg gik i gang med denne post, da jeg var i New York, men det virkede forkert at bruge min tid på at skrive om oplevelserne, når jeg i stedet kunne bruge dem på at opleve mere, herunder flere flirterier.
Men nu fortsætter jeg. For turen skortede heldigvis ikke på de korte flirts.
Bygningsarbejderne, der piftede efter mig.
Bygningsarbejderne, der holdt frokost og smilende råbte efter mig, da jeg gik med mit kamera. (Bemærk nr. 2 fra venstre, der laver et anerkendende tegn med fingrene).
Manden, der komplimenterede min turkise hat - og bemærkede, at den matchede til farven på mine tånegle.
Og så var der subway-flirtsene. Først Muhammed fra Ghana, der sad og hørte musik med hovedtelefoner og hele kroppen og så virkelig charmerende ud, så jeg sad og kiggede på ham, da han kiggede op og smilede stort til mig. Jeg smilede stort tilbage og kiggede væk - man er vel dansk... Det er han ikke, så da jeg kiggede op igen lidt efter smilede han igen og så turde jeg godt holde blikket. Efter et par smil rykkede han over ved siden af mig og så fik vi ellers en fin snak om ham og mig, om at han reparerer skolebusser, har arbejdet i Skotland tidligere, men fik et green-card. Og til sidst spørgsmålet om han måtte få mit telefonnummer. Det måtte han jo sådan set gerne, men i og med at jeg ikke bor i USA ville det blive en dyr omgang at få fat i mig, så det blev ved flirten i subwayen. En dejlig en som efterlod mig med en god dag foran mig.
Og anden del må I så få i morgen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar