Da der ligesom var taget hul på konceptet var jeg nok mere modtagelig, da jeg et par dage senere var på vej tilbage til Rahuls lejlighed fra Red Hook, der er et kunstnerområde i Brooklyn, hvor subwayen ikke når til og som derfor er meget originalt i sin blanding mellem at være et gammelt industrikvarter og et nyt skævt kunstnerområde. Sådan som Soho var i 60'erne, Greenwich Village i 70'erne og Chelsea og Dumbo næsten lige har været. For at blive et trendy område i New York skal et område åbenbart først være faldefærdigt og indtages af fattige kunstnere.
Men det var jo slet ikke Red Hook, det her skulle handle om, men flirten. Med Daniel. Som sad og så smuk ud i subwayen, hvor jeg sad og så svedig og glad ud efter en dejlig solrig dag med masser af små eventyr. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med den smukke mand, der sendte mig et smil, som ikke rigtig var til at tage fejl af. Bestemt ikke et tilfældigt et. Jeg blev helt genert, kiggede væk, famlede ved min notesbog, skrev lidt noter om walk-by-flirting - jeg var lige begyndt at skrive på det første blogindlæg om emnet - og tænkte: Hvorfor ikke? Hvorfor ikke bare nyde, at en smuk mand smilede til mig. Jeg skulle kun sidde i subwayen i 10 minutter, hvorfor ikke nyde det?
Så jeg kiggede op igen og smilede til ham den smukke. Der smilede tilbage og var hurtig til at rykke over ved siden af mig. Fortalte mig om den bog, han læste og hviskede til mig, at han syntes mine øjne var dragende, og at jeg var en sirene (ja, så svulstigt, at det driver, men helt ærligt, så er det jo dejligt at få den slags at vide). Hans forældre var fra den Dominikanske Republik og han har boet på Manhattan hele sit liv, men han ville ikke fortælle, hvor gammel han er: "så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel bagefter...". Det tog ham ikke længe at gå et skridt videre: "jeg ved ikke, om det er for meget, men vil du med ud og drikke et glas vin med mig nu?" Arrgh, det kunne jeg helt sikkert ikke nå - jeg var allerede sent på den i forhold til min aftenaftale med nogle venner, så desværre... Men igen, hvorfor ikke..."Jeg kan godt i morgen eftermiddag..."
Et skævt smil tilbage, "har du noget at skrive med" og så skrev han navnet på en bar, adressen, sit navn og telefonnummer, gav mig notesbogen tilbage, fortrød og tilføjede et tidspunkt.
"Ring til mig i morgen, hvis du har lyst til at ses..." Og sendte mig så af sted videre. Lettere rød i kinderne og med et meget stort smil plastret på fjæset.
Hvorfor ikke? Jeg vågnede næste morgen, Temmelig træt efter en fin aften til 30'er New Orleans-fest til alt for sent. Meget frisk, fordi New York er New York og lige til at blive helt høj over. Hvorfor ikke? Så jeg ringede til Daniel. Og vi mødtes og havde en eftermiddagsdate i hans hood. Hvor han kendte alt og alle, fordi de allesammen havde boet der altid og i øvrigt også talte spansk allesammen.
Og pludselig åbnede området, der kun lå 15 gader fra Rahuls lejlighed, sig for mig på en ny måde. Fra at se på facaderne og på forskellene fra mit eget udgangspunkt i Danmark. Fra at have turistens øjne. Til at se byen, der blev boet i. Til det New York, der ikke (kun) er drømmenes holdeplads, men også hverdagsvirkeligheden med arbejdsløshed, larm i etageejendommene, kampen for en ordentlig uddannelse og med at holde pusherne væk fra de lokale parker. Hvor det at "make it here" godt bare kan være at få et hæderligt job og give sine børn lidt bedre muligheder end man selv havde.
Jeg fik vist det hele frem. Her er den og den - hende der har jeg gået i skole med. Ham der er en af mine forældres gamle venner. Hendes datter har jeg været kæreste med. Denne her community park har jeg været med til at istandsætte. Det er mig, der har plantet dette figentræ. Der gik jeg i skole. Og sådan gik der fem timer, hvor jeg fik min helt egen guidede tur i New York. Og mødte hans mor, som han bor sammen med. Og fik hjemmelavet lasagne. Og blev fulgt hjem til sidst. Ad de nye velkendte gader. Og sagde farvel. Og var glad for, at jeg havde turde kigge op.
Men det var jo slet ikke Red Hook, det her skulle handle om, men flirten. Med Daniel. Som sad og så smuk ud i subwayen, hvor jeg sad og så svedig og glad ud efter en dejlig solrig dag med masser af små eventyr. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med den smukke mand, der sendte mig et smil, som ikke rigtig var til at tage fejl af. Bestemt ikke et tilfældigt et. Jeg blev helt genert, kiggede væk, famlede ved min notesbog, skrev lidt noter om walk-by-flirting - jeg var lige begyndt at skrive på det første blogindlæg om emnet - og tænkte: Hvorfor ikke? Hvorfor ikke bare nyde, at en smuk mand smilede til mig. Jeg skulle kun sidde i subwayen i 10 minutter, hvorfor ikke nyde det?
Så jeg kiggede op igen og smilede til ham den smukke. Der smilede tilbage og var hurtig til at rykke over ved siden af mig. Fortalte mig om den bog, han læste og hviskede til mig, at han syntes mine øjne var dragende, og at jeg var en sirene (ja, så svulstigt, at det driver, men helt ærligt, så er det jo dejligt at få den slags at vide). Hans forældre var fra den Dominikanske Republik og han har boet på Manhattan hele sit liv, men han ville ikke fortælle, hvor gammel han er: "så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel bagefter...". Det tog ham ikke længe at gå et skridt videre: "jeg ved ikke, om det er for meget, men vil du med ud og drikke et glas vin med mig nu?" Arrgh, det kunne jeg helt sikkert ikke nå - jeg var allerede sent på den i forhold til min aftenaftale med nogle venner, så desværre... Men igen, hvorfor ikke..."Jeg kan godt i morgen eftermiddag..."
Et skævt smil tilbage, "har du noget at skrive med" og så skrev han navnet på en bar, adressen, sit navn og telefonnummer, gav mig notesbogen tilbage, fortrød og tilføjede et tidspunkt.
"Ring til mig i morgen, hvis du har lyst til at ses..." Og sendte mig så af sted videre. Lettere rød i kinderne og med et meget stort smil plastret på fjæset.
Hvorfor ikke? Jeg vågnede næste morgen, Temmelig træt efter en fin aften til 30'er New Orleans-fest til alt for sent. Meget frisk, fordi New York er New York og lige til at blive helt høj over. Hvorfor ikke? Så jeg ringede til Daniel. Og vi mødtes og havde en eftermiddagsdate i hans hood. Hvor han kendte alt og alle, fordi de allesammen havde boet der altid og i øvrigt også talte spansk allesammen.
Og pludselig åbnede området, der kun lå 15 gader fra Rahuls lejlighed, sig for mig på en ny måde. Fra at se på facaderne og på forskellene fra mit eget udgangspunkt i Danmark. Fra at have turistens øjne. Til at se byen, der blev boet i. Til det New York, der ikke (kun) er drømmenes holdeplads, men også hverdagsvirkeligheden med arbejdsløshed, larm i etageejendommene, kampen for en ordentlig uddannelse og med at holde pusherne væk fra de lokale parker. Hvor det at "make it here" godt bare kan være at få et hæderligt job og give sine børn lidt bedre muligheder end man selv havde.
Jeg fik vist det hele frem. Her er den og den - hende der har jeg gået i skole med. Ham der er en af mine forældres gamle venner. Hendes datter har jeg været kæreste med. Denne her community park har jeg været med til at istandsætte. Det er mig, der har plantet dette figentræ. Der gik jeg i skole. Og sådan gik der fem timer, hvor jeg fik min helt egen guidede tur i New York. Og mødte hans mor, som han bor sammen med. Og fik hjemmelavet lasagne. Og blev fulgt hjem til sidst. Ad de nye velkendte gader. Og sagde farvel. Og var glad for, at jeg havde turde kigge op.
Location:Linie 3 og Upper West Side
Ingen kommentarer:
Send en kommentar