Hospitaler, man bliver rask på

Min far sidder i kørestol på ottende år. Han fik en hjerneblødning og sådan en gør (i hvert fald hans), at man tilbringer en del tid på hospitaler. Derfor har jeg også haft min gang på adskillige hospitaler. 

Arkitekturen på et hospital har kæmpebetydning for patienterne. Der er grundlæggende to typer hospitalsarkitektur: dem, der bliver bygget for at gøre folk raske og dem, der bliver bygget til at behandle sygdom. Det kunne godt lyde som om det er det samme. Det er det overhovedet ikke. De første hospitaler er lavet til mennesker, ud fra en forståelse af, at det er mere end bare behandling, der gør folk raske. Det er også behagelige omgivelser, ro og hjemlighed. Den anden type hospitaler er bygget for at gøre behandlingen så effektiv som mulig. Bispebjerg Hospital er et eksempel på den første type, Rigshospitalet på den anden.

Det er vist ikke svært at gætte, hvilke jeg synes bedst om.

Santa Creu i Sant Pau i Barcelona hører også til i den første kategori. Og så er det ikke engang et hospital længere. I hvert fald ikke de oprindelige modernistabygninger, der var tegnet af Lluís Domènech i Montaner og opført i begyndelsen af forrige århundrede. Med den eneste tværgående vej i Eixample direkte fra Santa Creu til Sagrada Famillia, hans dødsfjende Gaudis livsværk.

Bemærk Santa Creu spejle sig og at man kan ane Sagrada Familia gennem porten

Ret skal være ret. Det er helt forståeligt, at der ikke er hospital længere. Bygningerne er for forældede til at kunne rumme moderne hospitalsvæsen. Men smukke er de. Så smukke, at de er blevet Unesco World Heritage og ikke mindst i gang med at blive renoveret og istandsat, så de kan huse forskellige europæiske forskningsinstitutioner og -projekter. Betingelsen for at kunne få plads der? At man søger at forbedre menneskehedens vilkår gennem sin forskning. Smukkere kan det vel ikke blive.

Det vidste jeg selvfølgelig ikke noget om, da jeg tilfældigvis kom forbi, da Nifle var taget hjem, og jeg vandrede gennem Barcelonas gader med mit kamera for at lære nye områder og mit kamera bedre at kende. Pludselig lå der dette smukke byggeri, der klart kunne kendes som modernista (Gaudi er den kendteste af Modernista-arkitekterne). Jeg ville gå tættere på og tage et billede, men det er byggeplads og jeg blev hurtigt jaget væk - et billede fik jeg lov til at tage:

Skiltene, der viste mod en indgang og rundvisning, gav dog et rimelig klart praj om, at man godt kunne komme ind, hvis man bare gik hen til det rigtige sted.

Jeg ville gerne se noget nyt i Barcelona, så jeg undersøgte tingene hjemmefra og fandt ud af, at der var rundvisning på engelsk fire gange om dagen, herunder kl. 11. Jeg tog tilbage næste morgen og købte billet. Og så viste det sig sørme, at jeg var eneste gæst, der gerne ville med på 11-turen. Guiden Daniel virkede umiddelbart lidt skuffet. På den anden side mente han også, at når bare en enkelt havde købt billet, så skulle turen gennemføres.

 Her har vi Daniel - en meget engageret og anbefalelsesværdig guide!

Det varede ikke længe, før han var mindre skuffet. Jeg vil gerne fremhæve mig selv som noget nær den bedste gæst, man kunne ønske sig til en rundvisning, der kombinerede Barcelonas politiske historie, arkitektur og forskningsinstitutioner. Alle tre emner, jeg synes er vanvittigt spændende, så jeg lyttede intenst, stillede 100 spørgsmål og tog billeder i et væk.

Til at blive rask af...

Jeg tror sådan set også, at Daniel var tilfreds med den ene gæst - i hvert fald blev rundvisningen udvidet med et par steder, der ikke er en del af den almindelige tur og den tog noget længere end beregnet. Til gengæld fik jeg så også et par tips med til min videre færd ud i byen, blandt andet til at gå hen og se Universitat Autònoma de Barcelona lige ved siden af (min unormale interesse for universiteter er svær at skjule under en timelang rundvisning på en forskningsinstitution...)

Derfor slutter vi af med et billede fra UAB - og en varm anbefaling af Santa Creu i Sant Pau!

Skilte

Nogle kreative typer havde været rundt i hele byen og dekorere advarselsskilte. Især dem om indkørsel forbudt. Jeg tog billeder, når jeg kunne nå det.

Fantasiernes by - en langvarig forelskelse

Måske er jeg forelsket i Barcelona. Måske er vi nået til at have indledt et fast forhold. Det er i givet fald et harmonisk et af slagsen. Jeg har i al almindelighed ret let ved at forelske mig i byer. Markant lettere end jeg har ved at forelske mig i mænd. Og nu synes byer jo heldigvis ikke, at man er utro, selvom man er vild med flere af dem på én gang, så det er nogle meget lykkelige kærlighedshistorier.

Men Barcelona er altså noget helt særligt (ligesom New York, New Delhi og København er det), og i november var jeg der for syvende gang. Det var meningen, at jeg skulle have været dernede for at skrive, men så faldt jeg jo i Sverige og dermed stod programmet på hjernerystelse og forsigtighed i stedet for på skrivning. Heldigvis er Barcelona ikke det værste sted at være, når man ikke må skrive.

Symptomerne var heldigivs ikke slemme, mens jeg var der. Jeg havde brug for hvile ind i mellem og så kunne jeg ikke overskue mange mennesker og komplekse indtryk eller at læse. Jeg sad heller ikke foran en skærm og det var måske det, der snød mig til at tro, at jeg var rask, da jeg kom hjem igen. Men lad nu den s.... hjernerystelse ligge. Den har allerede fyldt alt for meget.

Jeg var i Barcelona, og det var november. Solen skinnede og Nifle var med en del af tiden. Signe var der også i et par døgn. Aftenerne var kolde, men mens solen var fremme, passede det rigtig godt at drikke en cortado i solen. Eller to. Med solbriller og snakketøj på. Og når solen forsvandt i horisonten, faldt det så fint sammen med, at butikkerne åbnede fra siesta og man kunne give sig i kast med de mest nødvendige indkøb inden aftenens første drink og senere klassisk catalanske måltid skulle indtages.

Noget af det allermest vidunderlige ved Barcelona er byens evne til altid at være tillokkende og have noget mere at byde på. Fra man kommer første gang og bliver overvældet af Ramblaens liv og statuer, Picasso, Miro og det gotiske kvarter. Begynder at slentre i de små gader, opdager Gaudi, tapas, pladser, mennesker, liv. Til man senere kommer mere og mere rundt i byen. Lærer de andre kvarterer at kende. Finder den perfekte fiskerestaurant. Altså den virkelig helt perfekte. Og den helt rigtige lokale med bøffer og gamle radioapparater. Finder ud af, at museet for moderne kunst: MACBA har skiftende udstillinger, der nærmest altid er fremragende (jeg har ikke oplevet andet). At modernistabevægelsen er andet end Gaudi, men lige så fascinerende. At der er mindst 10 ramblaer rundt omkring i byen, og at de fleste af dem er mere interessante end den mest berømte. Og at det bare er helt perfekt med en storby med en virkelig bred og lækker sandstrand.

Jeps, jeg er i den grad forelsket.

Og når man ikke kan skrive, så må man fotografere:

 Helt perfekt hverdags-caféliv på Placa del Sol

Denne her, har jeg nok taget billeder af 4-5 gange i løbet af mine forskellige besøg. Den bliver nu ved med at være fotogen.

 Fremragende tapasrestaurant: Cal Pep

 Gade i yndlingskvarteret El Born

Markedspladsen Els Encant Vells. Fotograferet i det spejlende loft 

 Els Encant Vells

 MACBA - endnu engang fremragende udstilling

 Foran MACBA er der altid et væld af skatere. Det er åbenbart det perfekte sted at skate og heldigvis får de lov til at være der. Barcelona er en by, man lever i.

 Gadekunst

 Mer gadekunst

 En plet i solen i Eixample

 Barcelona er en cykelby. En guldcykelby

 Jeg kom til denne bænk lige i tid til dagens sidste solstråler og ville tage et billede i selvsamme øjeblik, hvor cyklisten kom forbi, svingede rundt lige foran mig og kastede en perfekt skygge og gjorde det hele meget stemningsfyldt.

 Gadeliv. Eller måske rettere portliv.

Som jeg har sagt før og gerne siger igen, så lever man i Barcelona. Her en studerende, der har sat sig med bøgerne i solen.

Hjernerystelsesbilleder 3

Mit barndomsslot, Åstrup Gods.



Selvportræt i julen ved Tadre Mølle. Inklusive vinduesramme.



YndlingsFerdinand.



Æbler hos min mor.



Et frostblad 2. juledag.

Location:I udkanten

Hjernerystelsesbilleder 2

Fotoboks på Nationalmuseet.



Skeletter på Nationalmuseet.



Reflektioner på Refshaleøen.



Industrielt forfald på Refshaleøen.




Katteøjne eller vinduer?



Det grønne spøgelse i Finn Juels hus.



Et trist julehjerte.

Location:Forskellige steder i København

Hjernerystelsesbilleder 1

Som beskrevet har jeg brugt tiden i isolation på at være på tur i min by og tage billeder. Her er et udvalg:



Marmorkirken, som jeg besøgte første gang, selvom jeg har arbejdet med udsigt til dens kuppel i 5 år.



Fodspor i sneen.



En hyggelig plet i solen.



Forskellige indtryk fra en vinterdag.



Godt lys på en dag med dårligt lys.



Ingen arme ingen småkager.

Location:ture rundt omkring i København

To måneders ørkenvandring...

I begyndelsen af november var jeg i Sverige for at skrive. Jeg er jo så heldig at måtte låne Gitte og Jørns dejlige hus på kanten af en skov, hvor der er meget stille og meget få distraktioner.

Det var endnu engang dejligt at være af sted, og jeg var enormt produktiv og godt inde i min egen lille skriveverden, da jeg lavede årets uheldigste manøvre. Jeg faldt. Eller gled. På et vådt bræt, da jeg gik tur. Landede på røven og har åbenbart fået et ordentligt stød gennem ryggen, for det udløste hjernerystelseslignende symptomer. Hvilket vil sige nøjagtig de samme symptomer, som man har med en hjernerystelse, jeg besvimede bare ikke, kastede ikke op og havde heldigvis ikke risiko for en hjerneskade. Men resten var som den ægte vare. Der gik et par timer, før jeg rigtig tænkte over det. Jeg havde jo ikke slået hovedet, men var ærlig talt noget mere bekymret for mit håndled, som jeg havde taget fra med.

Men så lagde jeg også mærke til det. Jeg sad og skrev og blev mere og mere svimmel og skeløjet, og da jeg har ubehageligt mange venner, der har været gennem tillsvarende hjernerystelser, så fattede jeg relativt hurtigt mistanke, slukkede computeren og lagde mig på sofaen med lukkede øjne og podcast-foredrag. Det blev startskuddet til virkelig mange dages podcast-lytning og lukkede øjne. Og for at opsummere det virkelig kort: Det er grænseløst kedeligt at have hjernerystelse eller for den sags skyld ikke-hjernerystelse. Ikke mindst de to dage, hvor jeg isolerede mig uden lyd eller lys i 20 timer ad gangen. Jeg var indlæggelsesklar på andendagen.

Lægerne tog det meget roligt og sagde, at jeg bare skulle tage den med ro, så ville det være væk i løbet af en uges tid. Og at en uge i Barcelona som afslutning på hjernerystelsen ville være godt for mig. Det var det også, og jeg nød min uge i Barcelona i slutningen af november stort set uden symptomer. I hvert fald ikke nogen, jeg tænkte over, før det var for sent (som man siger for at lyde lidt mere dramatisk). Barcelona får sin egen fortælling senere.

Jeg kom hjem og regnede med, at nu ville alt være godt, så jeg tog på arbejde efter to ugers restitution. Og til julefrokost om aftenen i Wallmanns saloner. Det er så sidste gang, jeg har besøgt det sted. Showet, lydene, lyset, menneskene der talte og grinede fra alle retninger og muligvis også alkoholen (omend, der var indtaget tilsvarende mængder i Barcelona) var alt alt for meget. Næste dag vågnede jeg med verdens værste tømmermænd, der viste sig at være en genudløst ikke-hjernerystelse og som gjorde, at jeg stort set ikke kunne rejse mig fra sengen i fire dage. Jeg tog på arbejde mandag morgen, men blev sendt hjem igen og havde det værre end, jeg havde haft det, lige da jeg var faldet.

Og så startede jeg forfra. Eller lige et par skridt før forfra. Denne gang med hjælp fra en kranio-sakral-terapeut, der sendte varme energier gennem min krop, rettede muskler og nerver ud og gav mig en rationel forklaring på, at jeg kunne have det så skidt, når nu jeg i følge lægerne stadig ikke havde en hjernerystelse. Det kostede nogle tusind kroner at gå hos Jens Dybdal, til gengæld fik jeg troen på, at jeg kunne blive rask, tilbage. Og havde det hver gang bedre, når jeg havde været en time på briksen hos ham.

Kuren på både hjernerystelse og ikke-hjernerystelse er derudover den samme. Fuldstændig ro, ingen fjernsyn, computer, bøger, ingen motion og helst ikke for mange mennesker ad gangen. Ingen skrivning! Det er som sagt helt afsindig kedeligt. Og man skal ovenikøbet samtidig sørge for ikke at lade sig gå på af det, for kroppen skal være afslappet og i zen. For mig var det i den grad en udfordring at lade være med at have lyst til at hoppe ud foran et tog eller i hvert fald at undgå at lade den depression, der lå lige bag det hele og lurede, få overtaget.

Det hjalp bestemt ikke på sagen, at ikke-hjernerystelsen havde sat sig meget på min korttidshukommelse, så jeg var nødt til at lave lister over alt. En liste over, hvad jeg skulle købe i hvilke butikker og i hvilken rækkefølge. En liste over, hvad jeg skulle have på eller med, når jeg skulle ud af døren, så jeg huskede både vanter, hue og penge. En liste over, hvad jeg skulle huske at sige eller spørge om, når jeg talte med nogen. Og så alle listerne over aftaler. Ikke mindst aftaler, der skulle aflyses. Man bliver ret god til at aflyse aftaler med en ikke-hjernerystelse. Og til at leve med, at ingen kan se, at man har den, men at det bare ikke er muligt at rejse sig op hele næste dag, hvis man har givet den for meget gas dagen før. For meget gas som fx at mødes med tre personer på én gang eller at spise middag på en restaurant, hvor der er andre der sidder og snakker.

Lykkeligvis kunne jeg efter en uges tid i isolation begynde at gå ture og tage billeder. Jeg kunne også hurtigt gøre rent, hvilket har haft en særdeles positiv betydning for renlighedsniveauet derhjemme. Men det var kameraet, der var den store redning. For jeg elsker jo mit kamera. Og det er meningsfyldt og glædesfyldt at blive bedre til at bruge det. Så jeg har været på vandring i København og har lært kameraet bedre at kende. Hver dag har jeg lagt et billede ud på instagram.

Og nu tyder alt på, at det heldigvis er ved at være ovre. Jeg kan se fjernsyn nu. Bruge ipadden som jeg har lyst, arbejde ved computeren i en time og kun blive lidt svimmel. Jeg har kørt bil - ført den selv. Og i dag sidder jeg på en café med en kop kaffe - og skriver! Hurra! Kun lidt svimmel efter at have skrevet denne svada. Jeg tager stadig det meste med ro. Men jeg kan skrive! Og være sprudlende jublende over, hvor vidunderligt det er at få den evne tilbage!

Location:I et mørkt kedeligt lokale