1000 km på et skib - nordpå...

Jeg har snart brugt 3 døgn på at sejle de ca. 1000 km fra Puerto Natales i syd til nordligere Puerto Montt. Der sker ikke meget på et skib i 3 dage, man kan få læst en bog på 900 sider, stene ud af vinduet, smile af og til dem, der bliver søsyge, når der kommer en smule bølger, kigge på horisonten, se videoer på ipaden, gå på dækket og mærke blæsten, se de andre læse i Lonely Planet og tale om, at de også har været i Torres Del Paine/gletcheren/ pingvinkolonien, og at de også skal til Chileo bagefter. Og så når solen kommer frem (hvad den gjorde i dag - dag 3) se sæler, delfiner og såmænd også en hval. Og så man kan også tage billeder. Masser af billeder.

Lyd- og duftsporet til turen har været de køer, der er med ombord - på vej med nordpå. De muher mig i søvn om natten og giver også et morgenmuh, når jeg skal op. Køerne er med, fordi færgen også er fragtskib. Faktisk primært et fragtskib, som så også har en flok turister med. En flok turister, der alle har Lonely Planet med (inklusive mig).




På vej ombord




På vej ombord




Det smalleste sted på turen - vi kom igennem længst til højre. Man må kun passere i dagslys




Skua gletcher




Puerto Eden, hvor vi lå for anker i en times tid, så de kunne få forsyninger.




Retur med forsyninger i Puerto Eden




Lidt spejlinger og almindelig skønhed




Et skib, der var gået til grund i 1963. Jeg tror alle havde forladt båden nu...




Udsigten fra et skib i Patagonien kan være overvældende smuk...




Udsigten fra roret - Broen




Navigation - fra broen




Udsigt




Et modgående skib




En eller anden fugl - men den spejler sig og det, synes jeg, er pænt




Sæler




Lidt solnedgangsstemning




Lidt mere solnedgangsstemning

Location:Imellem Puerto Natales og Puerto Montt

Om hjerterum og husrum

I Puerto Natales boede jeg hos Alejandro og Andrea i Dos Lagunas - et dejligt sted med masser af både hjerte- og husrum. Mit og Alejandros venskab var da heller ikke mange timer gammelt før han erklærede sin kærlighed til mig - og ikke mindst til mine øjne. Heldigvis tog Alejandros hustru, Andrea erklæringerne med samme ophøjede ro som mig. (Det er i øvrigt generelt en stor fordel med grønne øjne, lyst hår og et stort smil på disse breddegrader - de vejer godt op på mine manglende spanskkundskaber).

Og gæstfriheden var ganske usædvanlig. Alejandro gav mig en times forelæsning om turmuligheder og -alternativer, priser, gode råd om mad, nødvendigt udstyr, reservationer osv til 4 dage i Torres del Paine. Og han har sendt mig videre nordpå med så mange formaninger, at jeg har nok til de næste par uger...

Hvis I skulle komme forbi Puerto Natales, er det obligatorisk at slå et smut forbi Alejandro og Andrea!




Og så lidt andre indtryk fra Puerto Natales, der er lidt, som jeg forestiller mig, at der må være i Grønland - muligvis dog med flere turister.













Og med et firma ved navn Aquaterra Adventures. Som nogen ved er det også navnet på det rafting- og trekkingfirma i Indien, der nok aldrig slipper af med mig - og som vist også har vænnet sig til tanken om min faste tilbagevenden...

Location:Puerto Natales, sydlige Patagonien, Chile

Smertens tårne

Det er ret svært at skrive med armene så højt i vejret, som mine er lige nu.
Men det må jeg bare lære at håndtere, for de bliver deroppe.

Grunden er, at jeg netop har gennemført en 4-dages vandretur i nationalparken Torres del Paine i det sydlige Patagonien. Der er mange andre, der har gået længere, klatret højere, forceret sværere forhindringer, men dette var mine. Turen var på 53 km i, hvad der kan kaldes, stærkt kuperet terræn. De nemme dage var det kun stigninger på 4-500 meter. De lange dage 12-1300 m. Og det var alene. Ingen til at give opbakning, bære mit grej eller give en hånd, når de svære sten skulle forceres.

Det havde ingen set komme, da jeg for 9 år siden gennemførte min første tur i bjerge. I Indien naturligvis. 1 dag op - guiden havde sagt, at de allerlangsommeste klarede den på 7 timer - det tog mig 8 1/2. Til gengæld havde jeg også kastet mine indvolde op adskillige gange på vejen. Men ok, jeg havde aldrig været den sporty type, så jeg var egentlig indstillet på, at bjerge og jeg ville have det helt fint i synsafstand.

Og så er der gudhjælpemig sket det de forløbne 9 år, at jeg er gået hen og blevet sporty, friluftsmenneske og åbenbart også mild masochist. Og denne tur står på mange måder som det endegyldige led i denne transformation for mig. Der er smidt 20 kg undervejs og tilbragt mange timer i træningsrum, så jeg er altså ganske enkelt bare stolt (og klar til næste tur...).

Nå men, I skulle jo høre om Torres del Paine. Der er smukt, vildt, overvældende, farverigt, tankevækkende og billedskønt.

Første dag tog jeg bussen til Torres Central, smed soveposen i refugioet. Det ville være mindst lige så dyrt at leje telt, liggeunderlag samt spiseudstyr, så jeg overnattede i refugioer (sovesale), selvom det betød nogle timers ekstra vandring undervejs. Og begyndte vandringen mod Torres Mirador. 4 1/2 time opad, men til gengæld med fabelagtige udsigter som belønning.



Torres del Paine fra bunden



Udsigt fra en pause



End of trail... Torres del Paine



2 gange torres del paine - de chilenske og så mine danske planker (i bunden af billedet) - torres del paine betyder smertens tårne. Jeg var tilbage i refugioet efter 7 1/2 time.

Dag 2 var en relativ let, men ikke desto mindre smuk, tur langs Lago Nordenskjöld. Jeg var den første afsted om morgenen, så dyrene var ikke krøbet i skjul. Det førte bla. til nærkontakt med denne lille ugle.




Soundtracket til dagen var Beethovens piano sonater med David Barenboim. Det passede fremragende...



Dag 3 gik jeg op i Valle Francaise (den franske dal). Pga. refugioernes placering, måtte jeg lige tilbagelægge 2 timer ekstra hver vej til og fra Campo Italiano, men regnbuen og solopgangen gjorde det turen værd.




Efter Campo Italiano var der en lang stejl stigning i et meget stenfyldt terræn. Desværre kunne min venstre hofte (der har været sådan lidt fesen siden raftingturen) ikke holde til de ujævne stigninger, så jeg måtte opgive den allersidste del. Det blev dog stadig til en meget smuk tur på ca. 20 km.







Om aftenen blev vi belønnet med en af den slags solnedgange, som man bare er nødt til at tage billeder af, selvom de ikke gør sig nær så godt på billeder som i virkeligheden.




Dag 4 stod jeg op og drog afsted, mens det stadig var bulrende mørkt. Jeg skulle nå en færge kl. 12.30 og skulle lige gå en 4-5 timer først (5 timer i følge kortet, 4 timer reelt).

Og wauv for en solopgang! Hele dalen var nærmest selvlysende i solens morgenskær.






I december var der en kæmpe brand i Torres del Paine, fordi en vandrer på trods af formaningerne om det modsatte havde tændt ild uden for de angivne zoner. Det førte til, at 128 km2 nedbrændte. Den sidste del af turen mod færgen gik gennem en del af det nedbrændte område. Ret vildt. De steder, hvor træer og buske ikke var brændt helt til grunden, stod der blot de sorte forkullede stammer og man kunne lugte asken, mens man gik. Smukt, men også uhyggeligt - og skræmmende.




Ilden havde næsten nået til det relativt nybyggede refugio Paine Grande, hvor færgen gik fra. Der var planker på terassen, der var forkullede - så tæt.



Og så til sidst... færgeturen med endnu mere udsigt.



Og en guanacho til Jens og andre dyreelskere - den tisser, kan jeg orientere om (hvilket den løftede hale er en indikation på - og så det faktum, at jeg kunne se strålen).



Og endelig allersidste kig til smertens tårne...

Location:Barros Araña,Natales,Chile

Et bryllup som klimaks

Denne blogpost blev skrevet, da jeg stadig var i Bariloche, men jeg ville gerne have Lorenzo og Terrys tilladelse til at offentliggøre den. Derfor også en lidt forkert kronologi i indlæggene.

Som nævnt i den tidligere blogpost endte det med, at jeg blev en dag ekstra i campen. Eller egentlig var jeg der ikke en dag ekstra. De andre tog bare tidligere hjem, fordi de skulle med et fly i går eftermiddag og ikke ville kunne nå tilbage fra campen.

Jeg fik lov til at blive i campen, fordi der ikke er noget sted i hele verden, jeg hellere ville være og mit fly videre først går i morgen.

Den ekstra - "stille" - aften i campen fik Lorenzo, der er en af medejerne af BioBio til spontant at tage initiativ til et Futa-bryllup med hans kæreste, Terry. De havde været meget forelskede hele ugen - og sikkert et stykke tid inden da. Og stedet og muligheden fik dem til at arrangere en bryllupsceremoni. Det hele blev planlagt på ca. 24 timer fra da Lorenzo spurgte Terry, om hun ville gifte sig med ham, da hun steg om bord på hans raft fredag eftermiddag, til selve festen lørdag aften.

Der var derfor kæmpe bryllups-sæsonafslutningsfest for ansatte og lokale venner. Campen blev fyldt med chilenere i stedet for indere. Og festen kunne fortsætte.

Der var ingen præst eller officielle myndigheder tilstede, men der var ingen tvivl om, at dette var et helt rigtigt bryllup.

Og pludselig blev det hele blev endnu mere magisk på en ny måde. Ceremonien foregik under åben himmel på yogaplatformen, der i dagens anledning var pyntet med blomster fra buske, planter og træer.

Bruden bar en blomsterkrans på hovedet og gommen en blomsterranke om halsen.

En af guiderne, Matteo, forestod den formelle tale, der naturligvis og meget passende handlede om ægteskabet som en flod - som Futa. En anden af guiderne, Stan, førte bruden til sin gom. Folkene i køkkenet tryllede en bryllupskage frem. Der dukkede champagne op. Et lam og en gris blev grillet. Og pludselig var alle riverguides nyvaskede, nystrøgne og nybarberede. Jeg fandt min bedste kjole frem (den smukke blomstrede fra Marimekko, jeg fik i afskedsgave fra mit arbejde).

Og jeg tudede. Over romantikken og skønheden, og fordi jeg følte mig så heldig, at jeg kunne få lov til at være lige der på lige netop det tidspunkt. Jeg tog ingen billeder, for jeg var ikke en nær ven og heller ikke en turist, og jeg valgte bare at nyde at være tilstede. Men det var så smukt. Og andre tog billeder til brudeparret og vennerne. Og festen fortsatte hele natten med indisk musik, glade guider, chilenere, børn af begge dele og så hende den lille heldige danske pige, der tog ud at rejse.

Det var næsten helt symbolsk for min sindsstemning, at det styrtregnede, da vi vågnede næste morgen, og jeg skulle pakke sammen og tage afsted. Og det gik op for mig, at Lorenzo (selvfølgelig med Terry ved sin side) faktisk valgte selv at køre mig de 3 timer til det nærmeste busstoppested - på den anden side af grænsen med alt det besvær det ville medføre for dem at komme tilbage igen. Alene fordi han satte pris på, at jeg holdt så meget af det sted, han har brugt næsten 20 år på at opbygge. Den gestus sætter jeg uendelig meget pris på.

Jeg ved godt, at der er meget patos i dette indlæg, og at jeg måske lyder ret sentimental, men der er ikke plads til at være andet. Punktum.

Location:BioBio Expeditions Camp, Futaleufu, Chile

Til en anden gang...

Husk at tjekke Lonely Planets anbefalinger inden du tager bussen til et bestemt hotel.


Cerrado betyder lukket på spansk...

Nå men jeg fandt et - hotel altså og har købt busbilletten til i morgen, så nu har jeg resten af dagen i El Calafate. Det er for sent at tage til gletcheren, så det blev en stille eftermiddag i solen - faktor 50+ i fjæset og en øl på bordet.



Jeg er klar til nye eventyr... Og har booket hotel til i morgen på forhånd. På Ulriks (tidligere chef i ministeriet) anbefaling.

I El Calafate blæser meget i vinden og jeg smiler i solen.

Location:Av Del Libertador Gral. San Martin,El Calafate,Argentina

En uge i paradis

Det er lørdag. Jeg sidder i stillerummet, hvor man kan få opladt sine tekniske vidundere. Mit tøj er netop vasket og alle inderne er taget afsted. De skal nå et fly tilbage til Buenos Aires i morgen eftermiddag, mit - til El Calafate - er først på tirsdag. Det betyder også, at alt er stille. Der er kun mig og personalet tilbage, og de er igang med at pakke ned til vinteren, så nu er der tid til at samle tankerne ovenpå den sidste - meget hektiske og fantastiske - uge.

Men hvordan skal jeg nogensinde kunne beskrive den sidste uge, der på alle måder har været magisk, overvældende, smilende, forelskende?

Måske med ankomsten til Bio Bios camp, hvor 10-15 søde guider mødte os, viste os vores telt med åben udsigt til Futaleufus helt klare turkise vand og introducerede os til campen, der er udstyret med varme bade, hot tub, sauna, massagerum, yogaplatform, kaffebar, stort åbent køkken-alrum-hytte-bålsted og ikke mindst open air-bar.



Udsigten fra teltet

Det kan også være en af de aftener, hvor vi sad ved bålet og kiggede på den mirakuløst smukke stjernehimmel og -vrimmel på den sydlige halvkugle, hvor mængden af stjerneskud ikke stod mål med alle de drømme, der samtidig var i fuld gang med at blive opfyldt.

Eller udendørs morgenyoga med Futa strømmende forbi nedenfor og solens første varmende stråler, der tittede op over bjergene.

Eller de ca 30 sekunder, det tog at komme gennem Entrada rapid i Inferno Canyon, hvor vi kom gennem første hul (der opstår, når vandet strømmer hen- og nedover en sten) i fin stil, men så kom lidt for langt nod venstre og ramte direkte ned i et endnu større hul og derfor kom meget tæt på venstre sides klippevæg og i øvrigt sejlede baglæns og alle i båden måtte over i højre side for at undgå et flip - og blive der i temmelig lang tid. Og at det lykkedes, og vi kom igennem upside up. Og gruppekrammet derefter.

Eller aftenerne i baren med indere, der danser alle steder og en enkelt dansker, der danser med. Drinks, der flyder og fester, der slutter i hot tubben.

Da jeg svømmede i Rio Azul, fordi jeg troede, at jeg var kommet sikkert igennem Cheese Grater og derfor holdt inde med padlingen et øjeblik for tidligt, da vi sejlede i oppustelige kajakker - duckies. Og kiggede op og så Alex i gang med at filme og tænkte, at den eneste passende ting at gøre, var at sende et stort smil til kameraet.

Dagen på hesteryg gennem bjergene med udsigter, der overgik og overstrålede hinanden. Hvor vi gik det sidste stykke op til et kæmpe vandfald og kølede os i det iskolde vand. Fik frokost ved flodbredden. Choripans, der er den sydamerikanske udgave af hotdogs grillet over bål og med hvidvin, der var afkølet i floden. Og så krydse floden - Rio Azul - stadig på hesteryg, hvor vandet næsten nåede op til fødderne. Også den eneste dag, hvor jeg rigtig har taget billeder, fordi floden her ikke rigtig er egnet til at tage et kamera med.









Eller det faktum, at vi hver dag har krydset en flod, der hedder Pinilla, som der er fuld enighed om må være min flod, fordi alle udtaler mit navn præcis sådan. Som Vaibhav så sødt sagde, så er jeg så meget et flodmenneske, at jeg om nogen fortjener min egen flod.

Der er så mange ting, der har været med til at gøre det vidunderfuldt. Det kan aldrig beskrives fyldestgørende, så jeg er nødt til at komme tilbage, og dem der vil med er mere end velkomne!!

I kan se billeder af stedet på Bio Bios hjemmeside: http://www.bbxrafting.com/futaleufu-photos

Ps: jeg har kun talt engelsk, hindi og spansk i en uge, så jeg beklager anglicismer eller indiske udtryk i det ovenstående. I skulle have set det inden første gennemlæsning...

Location:Bio Bio Expeditions, Futaleufu, Patagonien, Chile

Inden radiotavshed

Er lige landet i Bariloche i Patagonien. Her er vildt.



Og en balkon.



Og i morgen kører jeg 300 km sydpå til Futaleufu og Chile. Der bliver jeg i ca 10 dage og uden tlf og internetforbindelse. Så fra nu af radiotavshed...

Location:Exequiel Bustillo 5AV.,San Carlos de Bariloche,Argentina

Et godt brugt kort...

Location:Tucumán,Buenos Aires,Argentina