Derfor slentrede jeg roligt i skyggen ned ad Uriburu, der er gaden, jeg bor på, til jeg nåede Cementerio de la Recoleta, hvor Evita ligger. Der ligger også en masse andre berømte argentinere, men ikke nogen, jeg kender. Kirkegården eller rettere de dødes by bebos af familier fra mange generationer. Hver familie har deres hus - mausolæum, udformet og udsmykket, efter deres ønsker. Der er stor arkitektonisk variation, men dog en overvægt af religiøse og klassicistiske symboler. Alle familierne deles om der samme rengøringspersonale, der går rundt med deres rengøringvogn og nøgler til alle huse. Der blev taget en del billeder (nu også uploads fra det gode kamera).
Byens silhuet
Masser af udsmykning - alle steder udsmykning
Rengøringsmanden med nøglerne til alle huse
Der er andre end mig, der har hørt om Evita - det er hendes mausolæum, de tager billeder af
Selvportræt i de dødes by - hvis I ellers ser godt efter.
Det var meningen, at jeg ville videre og kigge på museer, men så kom der musik fra venstre og jeg fulgte lyden. Det viste sig at være en 2-dages festival/udstilling af moderne kunst/foredrag i anledning af, at Buenos Aires er et eller andet i år (mit spanske rakte ikke til at forstå mere). I hvert fald tyder meget på, at det er her en god del af den argentinske ungdom tilbringer weekenden. Og nu altså også mig. Lige nu sidder jeg i skyggen med en kop kaffe og lytter til koncerter, der bliver ved hele aftenen. Det føles godt at være ung med de unge. Og måske jeg skifter kaffen ud med en kold øl senere.
Udstillingen er superfed. Ikke mindst en række grafiske værker, der hænger i farveorden. Først syntes jeg det blev lidt for irriterende rødt, brunt og grønt. Men så pludselig begyndte billederne at træde ud enkeltvis - de gode af dem, selvklart.
Fra den blå afdeling
Et af hovednavnene på udstillingen hedder Ron English. Jeg har ikke hørt om ham før (hvilket muligvis er udtryk for min manglende viden). Han er værd at holde øje med. Jeg har sat et billede af et af hans værker ind.
Gæt to præsidenter...
Det var, hvad der blev skrevet i går, da jeg sad til festivalen. Jeg blev hængende. Kaffen blev skiftet ud. Og pludselig så jeg mig selv stå i aftenlyset til rockkoncerter med forskellige argentinske bands. Det føltes godt.
Bandet Monte Carlo
Liers, der er en kvindelig og argentinsk udgave af Rolling Stones, hård rock. Fedt.
Et andet af hovednavnene fra udstillingen holdt foredrag ved 20-tiden. Han er amerikaner, så jeg tænkte, at der var en chance for at forstå noget. Det var ret spændende. Han er gammel skateboardudsmykningsdesigner, men nu primært kunstner. Desværre for min sidemand, havde jeg ikke tænkt på, at jeg havde opholdt mig udenfor i varmen hele dagen. Det reagerede hun temmelig demonstrativt på, med hånden for næsen og ryggen til mig, så efter 45 min gik jeg. Det efterfølgende dufttjek under armene afslørede, at hun nok havde ret, så jeg smuttede hjem og fik et bad.
Tilbage på gaden, nu var klokken ved at være 22.30, var der musik - lyd - igen. Og igen fra venstre, så den vej, gik jeg. Hvad der mødte mig der, er meget svært at forklare, og jeg havde desværre ikke kameraet med, så jeg kan ikke illustrere. Kort sagt: Trommer som baggrund. Sangere, der skiftevis sang og reciterede henover trommerne. Dansere, der var klædt ud i uniformer, men individuelt pyntede, relativt koreograferet dansende - mange spark. Publikum, der oversprøjtede hinanden med noget kraftigt lugtende, hvidt skum fra særligt indkøbte spraydåser. Åben grill, hvor man kunne få en argentinsk variant af hotdogs (aftensmad). Andre optrædende i uniformer i andre farver, der ventede på, at det skulle blive deres tur. Jeg ved ikke, hvad det var eller lignede, men sjovt var det.
Og i dag er det fødselsdag:
Morgenudsigt fra sengen
Måske, jeg skal prøve at gå til højre i dag. Og huske at tage et bad inden, det er for sent...
Location:Buenos Aires
Ingen kommentarer:
Send en kommentar