Denne blogpost blev skrevet, da jeg stadig var i Bariloche, men jeg ville gerne have Lorenzo og Terrys tilladelse til at offentliggøre den. Derfor også en lidt forkert kronologi i indlæggene.
Som nævnt i den tidligere blogpost endte det med, at jeg blev en dag ekstra i campen. Eller egentlig var jeg der ikke en dag ekstra. De andre tog bare tidligere hjem, fordi de skulle med et fly i går eftermiddag og ikke ville kunne nå tilbage fra campen.
Jeg fik lov til at blive i campen, fordi der ikke er noget sted i hele verden, jeg hellere ville være og mit fly videre først går i morgen.
Den ekstra - "stille" - aften i campen fik Lorenzo, der er en af medejerne af BioBio til spontant at tage initiativ til et Futa-bryllup med hans kæreste, Terry. De havde været meget forelskede hele ugen - og sikkert et stykke tid inden da. Og stedet og muligheden fik dem til at arrangere en bryllupsceremoni. Det hele blev planlagt på ca. 24 timer fra da Lorenzo spurgte Terry, om hun ville gifte sig med ham, da hun steg om bord på hans raft fredag eftermiddag, til selve festen lørdag aften.
Der var derfor kæmpe bryllups-sæsonafslutningsfest for ansatte og lokale venner. Campen blev fyldt med chilenere i stedet for indere. Og festen kunne fortsætte.
Der var ingen præst eller officielle myndigheder tilstede, men der var ingen tvivl om, at dette var et helt rigtigt bryllup.
Og pludselig blev det hele blev endnu mere magisk på en ny måde. Ceremonien foregik under åben himmel på yogaplatformen, der i dagens anledning var pyntet med blomster fra buske, planter og træer.
Bruden bar en blomsterkrans på hovedet og gommen en blomsterranke om halsen.
En af guiderne, Matteo, forestod den formelle tale, der naturligvis og meget passende handlede om ægteskabet som en flod - som Futa. En anden af guiderne, Stan, førte bruden til sin gom. Folkene i køkkenet tryllede en bryllupskage frem. Der dukkede champagne op. Et lam og en gris blev grillet. Og pludselig var alle riverguides nyvaskede, nystrøgne og nybarberede. Jeg fandt min bedste kjole frem (den smukke blomstrede fra Marimekko, jeg fik i afskedsgave fra mit arbejde).
Og jeg tudede. Over romantikken og skønheden, og fordi jeg følte mig så heldig, at jeg kunne få lov til at være lige der på lige netop det tidspunkt. Jeg tog ingen billeder, for jeg var ikke en nær ven og heller ikke en turist, og jeg valgte bare at nyde at være tilstede. Men det var så smukt. Og andre tog billeder til brudeparret og vennerne. Og festen fortsatte hele natten med indisk musik, glade guider, chilenere, børn af begge dele og så hende den lille heldige danske pige, der tog ud at rejse.
Det var næsten helt symbolsk for min sindsstemning, at det styrtregnede, da vi vågnede næste morgen, og jeg skulle pakke sammen og tage afsted. Og det gik op for mig, at Lorenzo (selvfølgelig med Terry ved sin side) faktisk valgte selv at køre mig de 3 timer til det nærmeste busstoppested - på den anden side af grænsen med alt det besvær det ville medføre for dem at komme tilbage igen. Alene fordi han satte pris på, at jeg holdt så meget af det sted, han har brugt næsten 20 år på at opbygge. Den gestus sætter jeg uendelig meget pris på.
Jeg ved godt, at der er meget patos i dette indlæg, og at jeg måske lyder ret sentimental, men der er ikke plads til at være andet. Punktum.
Sikke en oplevelse, vildt nok. Thanks for sharing :-)
SvarSlet