Men det må jeg bare lære at håndtere, for de bliver deroppe.
Grunden er, at jeg netop har gennemført en 4-dages vandretur i nationalparken Torres del Paine i det sydlige Patagonien. Der er mange andre, der har gået længere, klatret højere, forceret sværere forhindringer, men dette var mine. Turen var på 53 km i, hvad der kan kaldes, stærkt kuperet terræn. De nemme dage var det kun stigninger på 4-500 meter. De lange dage 12-1300 m. Og det var alene. Ingen til at give opbakning, bære mit grej eller give en hånd, når de svære sten skulle forceres.
Det havde ingen set komme, da jeg for 9 år siden gennemførte min første tur i bjerge. I Indien naturligvis. 1 dag op - guiden havde sagt, at de allerlangsommeste klarede den på 7 timer - det tog mig 8 1/2. Til gengæld havde jeg også kastet mine indvolde op adskillige gange på vejen. Men ok, jeg havde aldrig været den sporty type, så jeg var egentlig indstillet på, at bjerge og jeg ville have det helt fint i synsafstand.
Og så er der gudhjælpemig sket det de forløbne 9 år, at jeg er gået hen og blevet sporty, friluftsmenneske og åbenbart også mild masochist. Og denne tur står på mange måder som det endegyldige led i denne transformation for mig. Der er smidt 20 kg undervejs og tilbragt mange timer i træningsrum, så jeg er altså ganske enkelt bare stolt (og klar til næste tur...).
Nå men, I skulle jo høre om Torres del Paine. Der er smukt, vildt, overvældende, farverigt, tankevækkende og billedskønt.
Første dag tog jeg bussen til Torres Central, smed soveposen i refugioet. Det ville være mindst lige så dyrt at leje telt, liggeunderlag samt spiseudstyr, så jeg overnattede i refugioer (sovesale), selvom det betød nogle timers ekstra vandring undervejs. Og begyndte vandringen mod Torres Mirador. 4 1/2 time opad, men til gengæld med fabelagtige udsigter som belønning.
Torres del Paine fra bunden
Udsigt fra en pause
End of trail... Torres del Paine
2 gange torres del paine - de chilenske og så mine danske planker (i bunden af billedet) - torres del paine betyder smertens tårne. Jeg var tilbage i refugioet efter 7 1/2 time.
Dag 2 var en relativ let, men ikke desto mindre smuk, tur langs Lago Nordenskjöld. Jeg var den første afsted om morgenen, så dyrene var ikke krøbet i skjul. Det førte bla. til nærkontakt med denne lille ugle.
Soundtracket til dagen var Beethovens piano sonater med David Barenboim. Det passede fremragende...
Dag 3 gik jeg op i Valle Francaise (den franske dal). Pga. refugioernes placering, måtte jeg lige tilbagelægge 2 timer ekstra hver vej til og fra Campo Italiano, men regnbuen og solopgangen gjorde det turen værd.
Efter Campo Italiano var der en lang stejl stigning i et meget stenfyldt terræn. Desværre kunne min venstre hofte (der har været sådan lidt fesen siden raftingturen) ikke holde til de ujævne stigninger, så jeg måtte opgive den allersidste del. Det blev dog stadig til en meget smuk tur på ca. 20 km.
Om aftenen blev vi belønnet med en af den slags solnedgange, som man bare er nødt til at tage billeder af, selvom de ikke gør sig nær så godt på billeder som i virkeligheden.
Dag 4 stod jeg op og drog afsted, mens det stadig var bulrende mørkt. Jeg skulle nå en færge kl. 12.30 og skulle lige gå en 4-5 timer først (5 timer i følge kortet, 4 timer reelt).
Og wauv for en solopgang! Hele dalen var nærmest selvlysende i solens morgenskær.
I december var der en kæmpe brand i Torres del Paine, fordi en vandrer på trods af formaningerne om det modsatte havde tændt ild uden for de angivne zoner. Det førte til, at 128 km2 nedbrændte. Den sidste del af turen mod færgen gik gennem en del af det nedbrændte område. Ret vildt. De steder, hvor træer og buske ikke var brændt helt til grunden, stod der blot de sorte forkullede stammer og man kunne lugte asken, mens man gik. Smukt, men også uhyggeligt - og skræmmende.
Ilden havde næsten nået til det relativt nybyggede refugio Paine Grande, hvor færgen gik fra. Der var planker på terassen, der var forkullede - så tæt.
Og så til sidst... færgeturen med endnu mere udsigt.
Og en guanacho til Jens og andre dyreelskere - den tisser, kan jeg orientere om (hvilket den løftede hale er en indikation på - og så det faktum, at jeg kunne se strålen).
Og endelig allersidste kig til smertens tårne...
Location:Barros Araña,Natales,Chile
Ingen kommentarer:
Send en kommentar