En uge i paradis

Det er lørdag. Jeg sidder i stillerummet, hvor man kan få opladt sine tekniske vidundere. Mit tøj er netop vasket og alle inderne er taget afsted. De skal nå et fly tilbage til Buenos Aires i morgen eftermiddag, mit - til El Calafate - er først på tirsdag. Det betyder også, at alt er stille. Der er kun mig og personalet tilbage, og de er igang med at pakke ned til vinteren, så nu er der tid til at samle tankerne ovenpå den sidste - meget hektiske og fantastiske - uge.

Men hvordan skal jeg nogensinde kunne beskrive den sidste uge, der på alle måder har været magisk, overvældende, smilende, forelskende?

Måske med ankomsten til Bio Bios camp, hvor 10-15 søde guider mødte os, viste os vores telt med åben udsigt til Futaleufus helt klare turkise vand og introducerede os til campen, der er udstyret med varme bade, hot tub, sauna, massagerum, yogaplatform, kaffebar, stort åbent køkken-alrum-hytte-bålsted og ikke mindst open air-bar.



Udsigten fra teltet

Det kan også være en af de aftener, hvor vi sad ved bålet og kiggede på den mirakuløst smukke stjernehimmel og -vrimmel på den sydlige halvkugle, hvor mængden af stjerneskud ikke stod mål med alle de drømme, der samtidig var i fuld gang med at blive opfyldt.

Eller udendørs morgenyoga med Futa strømmende forbi nedenfor og solens første varmende stråler, der tittede op over bjergene.

Eller de ca 30 sekunder, det tog at komme gennem Entrada rapid i Inferno Canyon, hvor vi kom gennem første hul (der opstår, når vandet strømmer hen- og nedover en sten) i fin stil, men så kom lidt for langt nod venstre og ramte direkte ned i et endnu større hul og derfor kom meget tæt på venstre sides klippevæg og i øvrigt sejlede baglæns og alle i båden måtte over i højre side for at undgå et flip - og blive der i temmelig lang tid. Og at det lykkedes, og vi kom igennem upside up. Og gruppekrammet derefter.

Eller aftenerne i baren med indere, der danser alle steder og en enkelt dansker, der danser med. Drinks, der flyder og fester, der slutter i hot tubben.

Da jeg svømmede i Rio Azul, fordi jeg troede, at jeg var kommet sikkert igennem Cheese Grater og derfor holdt inde med padlingen et øjeblik for tidligt, da vi sejlede i oppustelige kajakker - duckies. Og kiggede op og så Alex i gang med at filme og tænkte, at den eneste passende ting at gøre, var at sende et stort smil til kameraet.

Dagen på hesteryg gennem bjergene med udsigter, der overgik og overstrålede hinanden. Hvor vi gik det sidste stykke op til et kæmpe vandfald og kølede os i det iskolde vand. Fik frokost ved flodbredden. Choripans, der er den sydamerikanske udgave af hotdogs grillet over bål og med hvidvin, der var afkølet i floden. Og så krydse floden - Rio Azul - stadig på hesteryg, hvor vandet næsten nåede op til fødderne. Også den eneste dag, hvor jeg rigtig har taget billeder, fordi floden her ikke rigtig er egnet til at tage et kamera med.









Eller det faktum, at vi hver dag har krydset en flod, der hedder Pinilla, som der er fuld enighed om må være min flod, fordi alle udtaler mit navn præcis sådan. Som Vaibhav så sødt sagde, så er jeg så meget et flodmenneske, at jeg om nogen fortjener min egen flod.

Der er så mange ting, der har været med til at gøre det vidunderfuldt. Det kan aldrig beskrives fyldestgørende, så jeg er nødt til at komme tilbage, og dem der vil med er mere end velkomne!!

I kan se billeder af stedet på Bio Bios hjemmeside: http://www.bbxrafting.com/futaleufu-photos

Ps: jeg har kun talt engelsk, hindi og spansk i en uge, så jeg beklager anglicismer eller indiske udtryk i det ovenstående. I skulle have set det inden første gennemlæsning...

Location:Bio Bio Expeditions, Futaleufu, Patagonien, Chile