Forårsrengøring

Jeg har tilbragt weekenden hos min mor, der stadig bor i mit barndomshjem langt ude på landet. Det er et stort nedlagt husmandssted, så der er masser af plads. Og når man så kommer fra en familie af samlere, så er det ikke særlig meget, der bliver smidt ud.

Med jævne mellemrum bliver nogle af de gamle kasser dog hevet frem og så bliver der sorteret lidt igen. Noget bliver smidt ud (stort set kun ting, der virkelig er gået i stykker). Noget bliver sendt til Røde Kors (som så sikkert ender med at smide det ud). Noget kommer tilbage i kasserne og bliver stillet væk igen. Og så endelig er der ting, man finder, siger "ahh" til og finder ud af, at man bare har brug for at bruge igen.

Denne gang var det barndommen, der blev ryddet op i. Alt det gamle legetøj var pakket sammen og stillet ind på hemsen. For 15 år siden. Mindst. Og nu er der jo kommet barnebarn i familien, så måske kan noget af legetøjet komme til sin ret igen.

Min store fansamling af Guns N'Roses-udklip og -plakater er nu kraftigt reduceret. Fodbolden med landsholdets (herunder især Flemming Povlsens) autografer fra DBU's 100-års jubilæum bliver videregivet til nevøen. Til gengæld er mine bedsteforældres små skuffedarier til knapper og sytråd fra deres trikotageforretning i Hørsholm kommet frem. De skal med mig til København og fyldes med kuglepenne, nøgler og dimser.

Og så er der endelig de gamle rammer. De tomme, som aldrig er blevet smidt ud. Og så det her. Med min oldemor. På 40 x 30 cm. Taget i hendes stue i Rungsted af hendes logerende, lige før hun tager til fest. Og bare ser stærk, sej og smuk ud. Hun kommer op at hænge hjemme i min stue.

Sådan en fin himmel

Fra fredag aften på Sabotøren med lyserøde bobler, ostetallerken og en god bog... Jeg skal nok fortælle mere om Sabotøren lige om lidt - jeg skal bare lige stoppe med overspringshandlingerne og tage over og svømme. Så... mere fra mig om 2000 m i bassinet.

Location:Stevnsgade,København,Danmark

Nå men det er så i orden...

Foråret kom. Rigtigt. Endelig.

Location:Stevnsgade,København,Danmark

Én svane gør et forår...

I dag kørte jeg forbi Damhussøen. Det kommer jeg til at gøre et par gange om ugen de næste måneder. Jeg har nemlig fået mig et arbejde (hvis ellers kontrakten ser ud, som vi har aftalt, men det gør den jo nok).

Ved Damhussøen var der svaner og meget smukt, så jeg overkom min ellers temmelig monumentale angst for levende fugle for at forevige dette fine eksemplar.

Og den anden dag var der en anden klassisk forårsbebuder: luftballoner, spottet fra min balkon. Det danske forår er så smukt i godt vejr.

Om at redde verden

Jeg fik ikke skrevet så meget fra Bombay – mest fordi der skete så helt vildt meget hele tiden, at der næsten ikke var tid til at skrive (hvilket på alle måder må siges at være et luksusproblem). Men der skete altså en hel del – også ting, der var værd at skrive hjem om…

Det var mit første besøg i Bombay gennem mine 10 år i Indien – Delhi har altid været min by, så jeg har ikke villet tage til en af de andre kæmpebyer, før jeg havde venner, der kunne vise mig rundt. Af samme grund har jeg også stadig Calcutta og Chennai (aka Madras) til gode. Efter fire dage i Bombay kan jeg ret klart slå fast, at det helt sikkert ikke bliver det sidste besøg. Jeg elsker stemningen, kysten, farverne, kombinationen af gammel britisk kolonistil og indisk hverdagskaos, at man kan slentre rundt i gaderne (et meget usædvanligt træk ved en indisk by) og naturligvis, at man kan sætte sig ind i en taxa, sige hvor man skal hen og så blive kørt direkte dertil og betale taxameterprisen (det er der stort set ingen chance for at opleve i fx Delhi…)

Det var min gode ven AD, der tog sig af mig (og Laila) i Bombay. Han viste mig rundt i nattelivet, gav gode tips til steder at besøge i løbet af dagen, steder at spise og shoppe, sørgede for at koordinere med andre venner, så jeg også fik set dem. Jeg havde helt ret – det gav så meget mening at vente med at besøge Bombay til jeg kendte nogle. Jeg tror næppe, at nogen har fået en bedre introduktion til Bombay end mig.

AD havde også arrangeret, at vi skulle til P.K’s fødselsdag (en anden ven fra raftingturene). Det var en søndagseftermiddagsfest  - for øvrigt et koncept, der holder helt vildt. Man kommer ved middagstid, starter med de store avancerede drinks, holder en full blown fest med dans, masser af drinks, god mad, small talk og hvad der nu ellers hører til – bare i fuldt dagslys. Så ved en 18-tiden bryder forsamlingen op, tager hjem og har aftenen til at dampe af, så man kan være klar til arbejde næste morgen. Jeg elsker fester. Jeg elsker konceptet!

Det gjorde det i øvrigt ikke værre, at vi var i en lejlighed, der lå med perfekt havudsigt over det Arabiske Hav, og at man kunne åbne vinduerne, så havbrisen holdt temperaturen på et passende niveau.

Nå men til festen faldt jeg i snak med en af gæsterne, en designer. Han spurgte mig, hvad jeg lavede og jeg gav ham fortællingen om, at jeg havde sagt mit job op og var taget ud at rejse og opleve verden – den har været fortalt mange gange det sidste år og jeg er ikke blevet træt af den. Så spurgte han til, hvad jeg havde lavet tidligere, og da han hørte det, kom spørgsmålet: ”Are you brainy?” (Er du klog) – Ja svarede jeg (der er jo hverken grund til at sætte sit lys under en skæppe eller til at svare kedeligere end højst nødvendigt...). ”Sådan virkelig brainy?” Igen: ”Ja”. ”Som i Mensa-brainy?” ”Tjaa, altså jeg kunne aldrig drømme om at blive medlem, men jo, det er da deromkring, jeg ligger” ”Hvis du er så klog, hvorfor er du så ikke i gang med at redde verden?” Det var et noget overraskende, men skønt svar – en uventet opsang. ”Øhh, jeg blev træt af at være en del af bureaukratiet” ”Det er en vildt dårlig undskyldning, så må du jo ændre bureaukratiet. Verden har brug for, at mennesker med din begavelse, begynder at redde den.” Måske havde han ret. Men hvor begynder man, hvis man vil redde verden?

Om at savne

En af grundene til at give mig selv et år til at rejse var, at jeg hidtil i mit rejseliv ikke for alvor har prøvet at savne at komme hjem igen. Jeg har tit hørt andre mennesker sige, at de har haft en dejlig ferie, men at det nu også var dejligt at være hjemme igen. Sådan havde jeg aldrig haft det. Det har tværtimod altid været: sikke en dejlig ferie, hvornår kan jeg komme af sted igen? Ikke sådan at forstå, at jeg ikke kan lide at være hjemme – bevares, det kan jeg bestemt, men jeg har det altså bedst med en ret konstant vekselvirkning mellem Danmark og ikke-Danmark. Så mit rejseår skulle blandt andet bruges til at se, om jeg nogensinde kan få oplevelsen af, at det sådan er virkelig dejligt at komme hjem. Det kan jeg! Men nok ikke helt på samme måde som de andre.

Jeg synes, det har været skønt at savne venner og familie i Danmark, mens jeg har været af sted. Og det har jeg. Meget. På en rar måde. Jeg har mange gange haft fiktive samtaler med en ven eller veninde derhjemme. Glædet mig til at skulle lege med nogle af de dejlige børn, der er i mit liv. Stået et sted eller i en situation og oplevet et eller andet, som bare ville have været perfekt at dele med nogle af alle de mange meget vigtige mennesker i mit liv.

Men jeg har ikke savnet Danmark – jo, de lyse nætter og nye kartofler, men dem har der heller ikke været mange af i Danmark, mens jeg har været væk. Dansk politik, irriterende tv, gnavne mennesker på gader og stræder, alle dem der slet ikke sætter pris på alt det, vi har fået, bare fordi, vi er fra Danmark. Det har jeg ikke savnet.

Jeg nyder at være kommet hjem nu til foråret. Sådan bare at have sat en streg henover vinteren (selvom den har gjort sit for stadig at være her, når jeg kom tilbage). At se, hvordan alle danskere kommer ud af deres vinterhi og som blomster stikker ansigtet op mod solen og begynder at smile. Høre fuglene, der er ved at vende tilbage. Og dufte foråret. Den danske forårssol har sin helt egen meget rene duft. Alt det nyder jeg. Men jeg er samtidig helt sikker på, at når dagene igen er blevet kortere og mørket har besejret lyset, så er også jeg en trækfugl, der har lyst til at tage væk til fjerne, varme egne…

Refleksioner

Jeg er som sagt taget hjem til Danmark. Mit år med rejser er gået – og lidt til. Jeg endte med at bruge 13 måneder på farten i og udenfor Danmark. 
Og nu sidder jeg så herhjemme – jeg har meldt mig arbejdsløs og er blevet indkaldt til mit første møde hos a-kassen, det er et rigtig godt tidspunkt til at reflektere lidt over, hvad der er sket det sidste år. 

Det kommer der forskellige blogindlæg ud af, tror jeg. Sådan et helt år kan ikke rummes i et indlæg – ikke hvis det skal skrives nogenlunde kort i hvert fald. I dag handler det om savn.

Holi

Det var holi i onsdags. Altså den 27. – ret dårligt timet af mig, at det var selvsamme dag mit visum udløb, så jeg havde allerede forladt Indien.

Nå men holi er suverænt min yndlingshinduhelligdag. Måske i hele verden. Den er også mange fotografers favorit, fordi den er så vanvittig og farverig. Ved Holi fejres der, at en hindu-gud (en af Vishnus inkarnationer) slap væk fra en dæmon, der ville brænde ham – han overlevede flammerne, det blev fejret med farver, så holi er farvernes fest.

Det, der er vigtigt at vide, når det kommer til holi er, at man ikke skal have tøj på, man er specielt øm om. Derudover, at det er en god idé at holde sig væk fra større offentlige steder, fordi det ikke er alle, der holder sig til organiske (og dermed ufarlige) farver.

Jeg var som sagt i Danmark på holi i år, men heldigvis var der en gruppe gæster i campen, der fejrede holi nogle dage for tidligt, så jeg fik en lille forsmag på fornøjelsen. (Og så har jeg taget holifarver med hjem til afgudsbørnene – dem skal vi lege med, når det kan ske på græsplænen i badetøj og med efterfølgende vandkamp…).

Jeg har selvfølgelig været i Indien til holi før. Jeg var fx i campen, da jeg fyldte 30 på selveste holi (bemærk, at der både er farver og flødeskum tværet ud i mit ansigt)

Og så har jeg naturligvis også skrevet et brev hjem om holi. Det var i 2006, hvor jeg boede et halvt år i Ingers farmhouse i Syddelhi (hvilket er en helt anden historie, som måske kommer en anden gang)

Der har været optræk til holi i en uges tid. Først begyndte butikkerne at have imponerende udvalg af vandkanoner og -balloner og farvepulver. Så for nogle dage siden, så jeg den første lyserøde mand og i søndags forberedte jeg mig selv ved at indkøbe et sæt meget billigt hvidt tøj (som måtte blive ødelagt) samt et kilo farvepulver i farverne rød, gul, grøn og lilla. Aftenen inden holi var der masser af små bål rundt om i byen, der symboliserede gudens kamp mod flammerne og på vejene så man resultaterne af dagens holikampe, pink, grønne, gule og blå mennesker, der kom cyklende hjem, som om det var det mest normale i hele verden at være farvet.

Og så gik det for alvor løs! Holi fejres om morgenen, så allerede ved 9-10-tiden fik vi de første gæster. Jeg var beredt, iført det dertil indkøbte hvide sæt og begav mig ud i haven armeret med farve. Det tog dog ikke mange sekunder, inden jeg var blevet overfaldet af vores gæster, smurt ind i farvepulver (en del i øjne og mund også) og så til sidst en spand vand ud over mig, så farven rigtig kunne sidde fast.

Herefter var der en større farve/vandkamp i gang i haven, hvor musikken bragede ud og hvor de første øl blev bragt på bordet – jævnfør traditionen fejrer man holi bedst med en god brandert og med Bhang-lassi. Bhang-lassi er en drikkeyoghurt med et ordentligt skvæt Ganja (hamp) i, faktisk så ordentlig et skvæt, at drikken er helt grøn og temmelig tyktflydende. På holi er hash lovligt og det er så udbredt, at selv konservative politikere drikker sig knaldskæve og er smurt ind i farve. Vores udgave af Bhang udmærkede sig derudover ved at smage usandsynligt meget af æggeprut (en virkelig klam og ildelugtende æggeprut), så da jeg havde smagt, tænkte jeg, at så vigtigt var det heller ikke at følge landets skikke.

Vores gartner, der havde valgt at drikke tre store glas, blev et særdeles underholdende indslag resten af dagen. Efter første glas, da han sad og gemte sig under et træ med farve i lommen, som han grinende smurte alle, der kom forbi, ind i. Andet glas, da han sad på gulvet i køkkenet, kiggede på sine hænder og konstaterede, at de virkede. Tredje glas førte til den usandsynligt stenede periode, hvor han sov midt i indkørslen med sandalerne stillet pænt ved siden af og hænderne foldet på brystkassen, denne periode tog en 4-5 timer.

Holi er nemlig så smart, at det hele foregår i løbet af dagen, så alle kan komme i bad og sove ud om aftenen. De skal jo på arbejde igen dagen efter. Jeg har dog stadig umiskendeligt lyserøde øjenbrun og et lyserødt skær i håret og langs hårgrænsen og på gaderne kan man på både mennesker og dyr se efterdønningerne af holi (der er intet som en blå ko).”

Nedslidt...

Jeg sagde farvel til mine trofaste Ecco-sandaler i Indien. De har været brugt næsten hver dag hele det sidste år – og hang altså nærmest ikke sammen længere. Drengene i campen fik dem, og nu er de ved at blive repareret, så nogle andre kan få glæde af dem. Og jeg har stadig solbrændte striber på fødderne efter dem.