Jeg fik ikke skrevet så meget fra Bombay – mest fordi der
skete så helt vildt meget hele tiden, at der næsten ikke var tid til at skrive
(hvilket på alle måder må siges at være et luksusproblem). Men der skete altså
en hel del – også ting, der var værd at skrive hjem om…
Det var mit første besøg i Bombay gennem mine 10 år i Indien
– Delhi har altid været min by, så jeg har ikke villet tage til en af de andre
kæmpebyer, før jeg havde venner, der kunne vise mig rundt. Af samme grund har
jeg også stadig Calcutta og Chennai (aka Madras) til gode. Efter fire dage i
Bombay kan jeg ret klart slå fast, at det helt sikkert ikke bliver det sidste
besøg. Jeg elsker stemningen, kysten, farverne, kombinationen af gammel britisk
kolonistil og indisk hverdagskaos, at man kan slentre rundt i gaderne (et meget
usædvanligt træk ved en indisk by) og naturligvis, at man kan sætte sig ind i
en taxa, sige hvor man skal hen og så blive kørt direkte dertil og betale taxameterprisen
(det er der stort set ingen chance for at opleve i fx Delhi…)
Det var min gode ven AD, der tog sig af mig (og Laila) i
Bombay. Han viste mig rundt i nattelivet, gav gode tips til steder at besøge i
løbet af dagen, steder at spise og shoppe, sørgede for at koordinere med andre
venner, så jeg også fik set dem. Jeg havde helt ret – det gav så meget mening
at vente med at besøge Bombay til jeg kendte nogle. Jeg tror næppe, at nogen
har fået en bedre introduktion til Bombay end mig.
AD havde også arrangeret, at vi skulle til P.K’s fødselsdag
(en anden ven fra raftingturene). Det var en søndagseftermiddagsfest - for øvrigt et koncept, der holder helt
vildt. Man kommer ved middagstid, starter med de store avancerede drinks,
holder en full blown fest med dans, masser af drinks, god mad, small talk og
hvad der nu ellers hører til – bare i fuldt dagslys. Så ved en 18-tiden bryder
forsamlingen op, tager hjem og har aftenen til at dampe af, så man kan være
klar til arbejde næste morgen. Jeg elsker fester. Jeg elsker konceptet!
Det gjorde det i øvrigt ikke værre, at vi var i en
lejlighed, der lå med perfekt havudsigt over det Arabiske Hav, og at man kunne
åbne vinduerne, så havbrisen holdt temperaturen på et passende niveau.
Nå men til festen faldt jeg i snak med en af gæsterne, en
designer. Han spurgte mig, hvad jeg lavede og jeg gav ham fortællingen om, at
jeg havde sagt mit job op og var taget ud at rejse og opleve verden – den har
været fortalt mange gange det sidste år og jeg er ikke blevet træt af den. Så spurgte
han til, hvad jeg havde lavet tidligere, og da han hørte det, kom spørgsmålet:
”Are you brainy?” (Er du klog) – Ja svarede jeg (der er jo hverken grund til at sætte sit lys under en skæppe eller til at svare kedeligere end højst nødvendigt...). ”Sådan virkelig brainy?” Igen:
”Ja”. ”Som i Mensa-brainy?” ”Tjaa, altså jeg kunne aldrig drømme om at blive
medlem, men jo, det er da deromkring, jeg ligger” ”Hvis du er så klog, hvorfor
er du så ikke i gang med at redde verden?” Det var et noget overraskende, men
skønt svar – en uventet opsang. ”Øhh, jeg blev træt af at være en del af
bureaukratiet” ”Det er en vildt dårlig undskyldning, så må du jo ændre
bureaukratiet. Verden har brug for, at mennesker med din begavelse, begynder at
redde den.” Måske havde han ret. Men hvor begynder man, hvis man vil redde
verden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar