torsdag den 4. april 2013

Om at savne


En af grundene til at give mig selv et år til at rejse var, at jeg hidtil i mit rejseliv ikke for alvor har prøvet at savne at komme hjem igen. Jeg har tit hørt andre mennesker sige, at de har haft en dejlig ferie, men at det nu også var dejligt at være hjemme igen. Sådan havde jeg aldrig haft det. Det har tværtimod altid været: sikke en dejlig ferie, hvornår kan jeg komme af sted igen? Ikke sådan at forstå, at jeg ikke kan lide at være hjemme – bevares, det kan jeg bestemt, men jeg har det altså bedst med en ret konstant vekselvirkning mellem Danmark og ikke-Danmark. Så mit rejseår skulle blandt andet bruges til at se, om jeg nogensinde kan få oplevelsen af, at det sådan er virkelig dejligt at komme hjem. Det kan jeg! Men nok ikke helt på samme måde som de andre.

Jeg synes, det har været skønt at savne venner og familie i Danmark, mens jeg har været af sted. Og det har jeg. Meget. På en rar måde. Jeg har mange gange haft fiktive samtaler med en ven eller veninde derhjemme. Glædet mig til at skulle lege med nogle af de dejlige børn, der er i mit liv. Stået et sted eller i en situation og oplevet et eller andet, som bare ville have været perfekt at dele med nogle af alle de mange meget vigtige mennesker i mit liv.

Men jeg har ikke savnet Danmark – jo, de lyse nætter og nye kartofler, men dem har der heller ikke været mange af i Danmark, mens jeg har været væk. Dansk politik, irriterende tv, gnavne mennesker på gader og stræder, alle dem der slet ikke sætter pris på alt det, vi har fået, bare fordi, vi er fra Danmark. Det har jeg ikke savnet.

Jeg nyder at være kommet hjem nu til foråret. Sådan bare at have sat en streg henover vinteren (selvom den har gjort sit for stadig at være her, når jeg kom tilbage). At se, hvordan alle danskere kommer ud af deres vinterhi og som blomster stikker ansigtet op mod solen og begynder at smile. Høre fuglene, der er ved at vende tilbage. Og dufte foråret. Den danske forårssol har sin helt egen meget rene duft. Alt det nyder jeg. Men jeg er samtidig helt sikker på, at når dagene igen er blevet kortere og mørket har besejret lyset, så er også jeg en trækfugl, der har lyst til at tage væk til fjerne, varme egne…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar