Med jævne mellemrum bliver nogle af de gamle kasser dog hevet frem og så bliver der sorteret lidt igen. Noget bliver smidt ud (stort set kun ting, der virkelig er gået i stykker). Noget bliver sendt til Røde Kors (som så sikkert ender med at smide det ud). Noget kommer tilbage i kasserne og bliver stillet væk igen. Og så endelig er der ting, man finder, siger "ahh" til og finder ud af, at man bare har brug for at bruge igen.
Denne gang var det barndommen, der blev ryddet op i. Alt det gamle legetøj var pakket sammen og stillet ind på hemsen. For 15 år siden. Mindst. Og nu er der jo kommet barnebarn i familien, så måske kan noget af legetøjet komme til sin ret igen.
Min store fansamling af Guns N'Roses-udklip og -plakater er nu kraftigt reduceret. Fodbolden med landsholdets (herunder især Flemming Povlsens) autografer fra DBU's 100-års jubilæum bliver videregivet til nevøen. Til gengæld er mine bedsteforældres små skuffedarier til knapper og sytråd fra deres trikotageforretning i Hørsholm kommet frem. De skal med mig til København og fyldes med kuglepenne, nøgler og dimser.
Og så er der endelig de gamle rammer. De tomme, som aldrig er blevet smidt ud. Og så det her. Med min oldemor. På 40 x 30 cm. Taget i hendes stue i Rungsted af hendes logerende, lige før hun tager til fest. Og bare ser stærk, sej og smuk ud. Hun kommer op at hænge hjemme i min stue.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar