Menneskene på The Canadian

Jeg har fortalt om selve togturen med de storslåede udsigter i en anden blogpost. Men togturen var ikke mindst de mennesker, der var med på vejen, så nu også lidt om dem.

Der er grundlæggende kun 2 forskelle på backpackerturister ombord på en færge i Patagonien og kuffert-deluxe-turister ombord på et tog i Canada. 1. Alderen ca. 45 år. 2. At man sammenligner krydstogter i stedet for hostels. Derudover er alt det samme.

Her kommer en hurtig introduktion til persongalleriet.
Guiden, der var brændt sammen over sine 43 gæster - der var kun 6 hun kunne lide. Det hele kom ud i Edmonton, mens vi stod i nattøj og så panoramavognen blive koblet fra.

De 43 gæster.

Det uofficielle peberallergiske par med hang til frisklavet icetea med citron og at konstatere, at alt var bedre andre steder og i gamle dage.

IBM-skrivemaskinereperatøren og hans nu pensionerede 74-årige sygeplejerskehustru, der var på udkig efter loones (fugleeksperten - aka min mor - siger, at det er en slags ænder, tror hun nok).

Den demente dame, hvis søn havde brug for en pause.

Manden fra Kansas, der aldrig havde kørt med tog før. Hans kone, tidligere casinodealer med kors om halsen, der var forarget over den amerikanske præsidents alt for hyppige - og dyre - ferier.

Den kinesiske vært i spisevognen, der måske ikke havde helt styr på hverken bestillinger eller praktisk rækkefølge, men som til gengæld altid serverede friske ting - kaffe, vand. Og som var helt utrolig morsom at iagttage - og høre på (og ikke kun ufrivilligt).

Den 60+-årige med langt farvet rødt hår (alle fordomme skreg musiker), der havde været med toget begge veje.

Den tog- og naturentusiastiske shorts- og storbrillebærende mand fra Vancouver, der sad og spejdede ud under hele turen. Og som havde forberedt sig så godt, at han kunne navnene på alle stederne, vi passerede.

Damen, der - i etaper - tog alle after-dinner-mintsene (noget i stil med After Eight) og gemte i sin taske. Så kunne hun overleve 4 timers byvandring i Toronto.

Den pensionerede jernbanearbejder med frue, der var på vej tilbage fra et krydstogt til Alaska, hvor de ikke havde deltaget i dansetimerne, men set masser af vilde dyr. De kunne køre gratis med siddevognen, fordi han var tidligere ansat. Han rystede i øvrigt gennem hele morgenmaden pga for voldsom aircondition i siddevognen. (Temperaturen i hele toget har i øvrigt været overraskende tæt på frostgrader).

De 2 søstre og deres veninde, der var på pigetur i bjergene - uden mænd, så de kunne få lov til at stoppe op og kigge så meget, de havde lyst til, når de senere skulle køre gennem Icefields Parkway.

Den tatoverede ca. 25-årige, der spillede på sin computer hele vejen fra Vancouver til Toronto og derfor havde rullet gardinerne ned for at kunne se skærmen - også hele vejen gennem bjergene. Der findes mange konspiratoriske teorier om, hvorfor han overhovedet var med toget - alle fremsat af moderen og undertegnede.

De to præ-teen børn, hvis manglende opdragelse muligvis kunne forklares med deres forældres meget konsekvente ignorering af deres tilstedeværelse.

Aktivitetsvognsværterne (sådan nogle var der nemlig også), som lavede quizzer, bingo, snacks, øl- og vinsmagning, små lektioner i dit og dat. Som skrev aktiviteterne op på en lille tavle og i det hele taget gjorde, hvad de kunne for, at ingen kom til at kede sig.

Men der manglede én. Hercule Poirot. Flere gange syntes vi godt nok, at vi så ham, men det var desværre kun syner. Heldigvis betød det så, at vi også slap for et mord, uanset hvor oplagte omgivelserne ellers var.

Location:I udkanten af ingenting

4.500 km uafbrudte togskinner

I skrivende stund sidder jeg i et tog et par hundrede kilometer fra Toronto og venter på, at vi kører videre. Angiveligt er togtrafikken ind til Toronto tæt, så det kan godt komme til at tage lidt tid.

De sidste 3 1/2 døgn har toget transporteret mig fra Vancouver og lidt over 4.500 km mod øst. Vi har undervejs krydset 3 tidszoner (en om dagen), et par bjergkæder, en utrolig stor og udstrakt prærie (som havde en hel del mere græs, end jeg havde forestillet mig), store store marker, masser af skov og søer - men meget få byer, mennesker, civilisation. Altså undtagen telegrafpælene. De står der stadig. Hele vejen. Og minder om en svunden tid. Ledningerne hænger der også det meste af vejen - når de ikke er faldet ned, altså. Så hvis der er nogen, der står og har lyst til at give sig i kast med kobberbranchen, er jeg sikker på, at man kan aftage den canadiske telegrafkobber til en billig penge.

Jeg ville gerne med toget for at mærke rigtigt, hvor stort Canada egentlig er. Det har jeg i den grad fået en fornemmelse af. Det er stort - bredt ikke mindst - og jeg er ovenikøbet kun nået to tredjedele over landet, når jeg på et tidspunkt står af i Toronto.

(Nu har vi lige fået at vide, at der også er problemer med bremserne på vores tog og det skal - heldigvis - lige fikses inden vi kører videre, så opholdet her kan godt ende med at trække en del mere ud.)

Toget har også været en oplevelse i sig selv. Vi har haft de billigste af de dyre pladser (til halv pris som beskrevet i et tidligere blogindlæg). Det vil sige, at vi havde to køjer på gangen, som kunne laves om til brede sæder om dagen. Men da de fleste, der vælger denne tur, betaler for at have deres eget værelse med toilet, har der ikke været rift om køjepladserne, så vi haft 2 køjer slået op hele tiden og derudover haft et sæt sæder til at sidde på i løbet af dagen. Toilettet har derfor også stort set kun været benyttet af os, og der er et bad til deling for de ca. 10 mennesker, der bebor vores vogn. Vognen hedder i øvrigt meget passende Draper Manor (Åh, Don Draper - han er desværre ikke med...).

Der er selvfølgelig også en spisevogn (faktisk to - det er et stort tog) med tjenere, hvid dug på bordene og nyt menukort til hvert måltid - med flere valgmuligheder naturligvis. Og en aktivititetsvogn med panoramavinduer, der stikker op af taget, så man kan få et 360 graders syn på omgivelserne. Det første døgn var der en hel panoramavogn koblet på, hvor det føltes som at stå midt i bjergene, mens de rullede forbi.

(Og nu kører vi igen, praktisk med egne mekanikere på toget, praktisk - og nødvendigt).

Så nu slutter jeg af med et par billeder fra turen.










Dag 1 - Kamploops - Edmonton fra panoramavognen




Dag 2 - solopgang fra sengen




Prærie så langt øjet rækker




Bagenden af toget ved at af de stop, hvor vi kunne komme ud i lidt frisk (og varmere) luft.



Dag 3 - solopgang fra sengen



Draper Manor - vores vogn

Location:Den transcanadiske jernbane

Dumme børn straffer sig selv

I Canada bor der sørme også en af mine venner, David, som jeg overraskende nok har lært at kende i Indien (og han holder i øvrigt også af bjerge og floder). Han bor i Courtenay på Vancouver Island, så der skulle vi selvfølgelig også forbi.

Han har brugt dagen på at vise os rundt i og omkring Comox Valleys storslåede natur. Helt fantastisk med en der kendte de gode steder at tage hen.


Puntledge river


Totalt behagelig sofa

I eftermiddag var destinationen Mount Washington, hvor der er en fremragende udsigt over Vancouver Islands østkyst og den vestlige del af fastlandet. Inden vi kørte derop, spurgte jeg David om stien ville være svær at forcere, hvilket han klart afviste - den var temmelig flad. Jeg burde nok have overvejet, at der lå sne - meget sne - på toppen af det bjerg, han pegede over mod. Og så burde jeg nok have taget mine støvler på i stedet for mine sandaler...


Tåbelige pigebarn, hvorfor lyttede du ikke til din mor?







Jeg faldt faktisk ikke igennem med vilje...

Tæerne tøede heldigvis op - og på vej ned, havde vi den mest vidunderlige udsigt.


Det blålige i baggrunden er kysten på den anden side af Georgiastrædet

Location:5 St,Courtenay,Canada

Jeg elsker blomsterne...

...de elsker bierne




Og nu burde jeg bare stoppe, men der var lige et billede mere fra Butchards Garden, der skal med - bare fordi det er så p....godt komponeret og fotograferet!



Og så lige et af nogle vilde blomster, der voksede på en nedlagt jernbane og som bare var der og slet ikke var planlagte. Men som glødede så smukt i aftensolen. Og man kan kun forstå det en lille smule ved at se på billedet.

Location:Butchard's Garden,Vancouver Island, Canada

Et møde

I Victoria havde vi fundet en vært gennem Couchsurfing. Det var Anne, der gerne ville beværte os i adskillige dage på én betingelse: at vi mødtes med hendes 89-årige veninde Inger, der er af dansk oprindelse og hvis erindring var begyndt at gå i glemmebogen, som hun selv udtrykte det.

Selvfølgelig ville vi gerne mødes med Inger, der, selvom hun udvandrede fra Danmark i 1956, stadig talte et fuldstændigt fejlfrit dansk uden en snert af accent. Noget hun selv satte umådeligt meget pris på. Hun havde nemlig for mange år siden, da hun arbejdede som journalist i Danmark, interviewet en række emigrerede danskere og været noget forarget over, hvor mange af dem, der havde glemt deres modersmål. "Det kan man da ikke - glemme sit modersmål."

Vi havde et par meget fine timer sammen med Inger, der fortalte om sit liv: sin barndom og ungdom i Slagelse, flugten til Sverige under krigen fordi hun var med i modstandsbevægelsen. Hun hørte nyt fra det gamle land og sang med på klassiske danske sange: Det haver så nyligen regnet, Den danske sang er en ung blond pige, Danmark nu blunder osv. Det er vist meget godt, jeg skal forbi højskolen i løbet af sommeren, for der er en del af dem, der trænger til at blive genopfrisket.

Location:5 St,Courtenay,Canada

Indtryk fra de canadiske Rockies

Der er simpelthen så pænt i de canadiske Rocky Mountains. Og pæn er en meget stærk underdrivelse i den sammenhæng!

Vi brugte næsten en uge i the Rockies, hvor vi fik gået nogle lange ture og moderen forcerede relativt store stigninger, som en anden Jullerup-figur med stave ud af hænderne.




Der blev tid til at se på de vilde dyr: egern, jordegern, skildpadder, bæverdæmninger (men ingen bævere), elge, wapitier (elk på engelsk), hvidhovedet havørn, fiskeørn, hermelin og.... BJØRN (en amerikansk sortbjørn).

Den sidste så vi på vejen tilbage mod Vancouver, hvor den pludselig krydsede vor vej, heldigvis i passende afstand til at vi kunne nå at bremse, se den godt og grundigt og højt råbe i kor: "BJØRN, BJØRN, BJØRN, BJØRN." Desværre ikke tilstrækkeligt i tid til, at vi kunne nå at tage et billede af den, hvor man rent faktisk kan se, at det er en bjørn. Men det er lige meget, for vi så den og vi high-fivede bagefter!



Wapitierne var noget mere medgørlige at fotografere end bjørnen...

Og så kørte vi ad Icefields Parkway. Med rette kendt som verdens smukkeste vej (som sikkert mange andre, men stadig med rette). Den kan ikke beskrives. Den kan ikke vises med billeder, men ikke desto mindre forsøger jeg mig med det sidste. Her er et udvalg:


Lake Louise lige før begyndelsen på parkvejen (der er også pænt).







Crowfoot Glacier med to snenymfer i forgrunden



Bow Lake



Peyto Lake



Muhaha Canyon (eller noget i den stil)

PS: I dag så vi faktisk også en bjørn. Vi er på Vancouver Island og vi råbte på samme måde: "BJØRN, BJØRN, BJØRN", og vi var næsten også for sent på den til et billede, men lur mig om ikke der er en lille skygge på denne kæmpeforstørrelse af et billede, og om ikke det grangiveligt ligner en bjørn.

Location:Canmore, Alberta

Så sparede vi lige 750 dollars - hver!

Der kører et tog fra Vancouver til Toronto. Jeps. Det tager 3 1/2 dag. Fra jeg fandt ud af det, har jeg haft lyst til at tage med. Så det skal vi på næste søndag!

De ordinære billetter er helt vildt dyre!! Det var en betingelse fra mig til moderen, at vi skulle med toget, hun indvilligede - også selvom de kostede knap 1500 canadiske dollars eller 9000 kr. pr. person! Så de blev købt og så ømmede vi os ellers begge to over prisen, men på den anden side - den mulighed får man ikke igen lige med det samme.

Moderen var dog så snedig at melde sig ind i Viarails (canadisk DSB) kundeklub og fik i forgårs tilsendt en mail om, at der lige er 3 dages
megaudsalg på billetter, så man kan købe alle (!) strækninger i Canada for halv pris.

Jeg kunne godt leve med at ømme mig, men ikke hvis alle andre kun var halvt så ømme. Men hov og hurra, de dyre billetter kunne fuldt ud refunderes - ovenikøbet via nettet. Og hovsasa, så kunne fru Meyn og frøken Milthers fem minutter senere ellers indkøbe nøjagtigt de samme billetter som før, men nu bare lige til halv pris. Og selvom jeg måske for et par uger siden ville have syntes, at 750 dollars var dyrt for en togtur, tja så virker det nu som den rene spotpris.

Se det var et rigtigt eventyr. Godnat og sov godt.

Et sjældent positivt udbytte af slægtsforskning...

Moderen min har en absurd interesse for slægtsforskning. Det får hende blandt andet til at rode rundt i politiets et-eller-andet-blade eller også er det nogle andres et-eller-andet-blade. Men det gør også, at hun på Facebook har fundet en del canadiere, der har samme efternavn som os. Faktisk langt flere canadiere end der findes danskere med det efternavn. De er godt nok ikke familie, men vi deler jo efternavn... Det var en lang optakt.

Pointen er, at moderen skrev på fjæset, at hun skulle til Canada og om nogen havde lyst til et besøg. Og at Al Meyn skrev tilbage, at vi var meget velkomne også til at overnatte. Og hvorfor ikke?

Så i går ved middagstid havde vi fundet frem til Al, Janis og deres 3 hunde, blev budt velkommen indenfor hos disse stort set fremmede mennesker, hvor vi tilbragte resten af dagen og natten med.

Efterhånden som dagen skred frem hørte vi mere og mere af Als farverige historie. Han har været farmer i Alberta; arbejdet for den canadiske hær i 25 år, hvilket blandt andet har ført ham til udstationeringer i Tyskland (9 år i alt), Cypern og Eks-Jugoslavien (både Serbien og Kroatien). Han har boet og arbejdet nord for polarcirklen i et par år, og i øvrigt været enlig forsørger under størstedelen af børnenes opvækst. Han har også haft sit eget firma på et tidspunkt og ikke mindst (jeg har sådan på fornemmelsen, at det ikke er sidst) arbejdet i nogle år på Vancouver Island. Det var her, han mødte Janis. Når man taler med Al, det være sig om madoplevelser, lyse nætter, rejser eller videre, svarer han derfor tit med "det minder mig om dengang, jeg var .... i ....". Åh tænk, hvis han havde været sømand, så havde han måske sagt "det minder mig om dengang, vi lå i Biscayen."

Der blev kræset for os. Vi fik helt klassiske og vældig canadiske møre og mums barbecueribs, grillbagte kartofler, majs sammen med Als hjemmeproducerede vin.



Og så må vi i øvrigt håbe, at de sætter pris på de medbragte gaver i form af et styks kongelig juleplatte med motiv fra Hærvejen, en rød-hvid kasket med "Danmark" på fronten, indiske tørklæder og ikke mindst sild og rugbrød (samt herunder udførlige instruktioner i korrekt indtagelse)...

Location:Vernon, Canada

Velkommen til The Rockies, Pernille...

...vi har sådan glædet os til at se dig!!!









Årh tak - jeg har sørme også glædet mig til at se jer! Hvor er I pæne! Og søde!

Location:Bow Valley Trail,Canmore,Canada

Ny rejsemakker

Lige nu sidder jeg hos Laara i downtown Vancouver, mens moderen min ligger og puster lys ud ovre i sengen. Selvom hun kun har været her i 2 dage, har hun taget tidsforskellen i rimelig stiv arm. For ja, min mor er stødt til. Hendes forklaring er vist, at hun syntes, det var synd for mig, at jeg skulle være så meget alene. Min at hun var for fristet af mine rejserier til at blive hjemme. Det er sådan set lige meget. Nu er hun her og bliver til 1. juli - ligesom mig.




Vancouver ligger usædvanligt smukt af en storby at være - man lægger absolut overhovedet ikke mærke til, at by med opland har i nærheden af en million indbyggere.

Og eftersom vejret var dejligt var det derfor oplagt at leje cykler (det er nemlig også en fremragende cykelby) for at komme så meget rundt som muligt, herunder bl.a. til University of British Columbia og byens strand, hvor påklædthed var frivillig. Moderen havde ikke opdaget "advarselsskiltene" og konstaterede derfor med nogen forbløffelse, at der lå en nøgen mand på stranden...

Og i går så vi et træ med en meget meget bred stamme.

Location:Burrard St,Vancouver,Canada

Jeg kunne ikke lade være...

...!



Og jeg kunne kun få mig i 5 versioner - jeg kunne se mig i 12...

Location:Macy's i Seattle

Verdens sødeste bryggere

Jeg var egentlig sådan lidt småtræt af at gå rundt i Seattle og syntes ikke rigtig, at jeg kunne finde ud af at lære byen at kende, men at jeg til gengæld gik lidt for meget rundt i downtown. Så jeg fandt ud af, hvor der var koncerter i går aftes, valgte et af de billige alternative spillesteder og tænkte, at der var en chance for, at det lå i et godt område og så gik jeg i den retning. Det var intet mindre end ret godt tænkt!!

Mens jeg gik gennem Pike Street til Capitol Hill, skiftede byen fra at være kædemagasiner til hyggelige barer og restauranter. Jeg gik ind på Elysian, der er bryggeri og restaurant, fordi den gerne ville besøges og jeg gerne ville have en øl.

Jeg fik den sidste plads i baren, bestilte en øl på anbefaling af bartenderen - "Mens Room"(øllens navn) og faldt i snak med de omkringsiddende, der viste sig at være en af medejerne, David, og en af de senest ansatte, Matt, og så lærte jeg ellers Seattle at kende!

Jeg fortalte om mine eventyr, de fortalte om Seattle og omgivelser, om bryggeriets historie, om de øl, de brygger - jeg fik et væld af smagsprøver med særdeles kyndig vejledning og ikke mindst meget stor begejstring og stolthed over deres værk. Senere stødte en af bryggerne, Kevin, til og det endte med, at han viste rundt i bryggehallen med samme dedikation og viden, og i øvrigt gav mig en hel kasse øl, så jeg kunne smage flere forskellige eksempler på deres produktion. Meget glad og meget fuld (Elysians øl er udover at være velsmagende også ret stærke - og jeg havde fået temmelig mange smagsprøver...) forlod jeg en del timer senere beværtningen.

Jeg tror ikke, det er muligt for mig at anbefale stedet kraftigt nok. Jeg tror, det må blive noget i retning af, at det er et obligatorisk stop for alle venner, der nogensinde kommer forbi Seattle!!





Øllerne er nu i færd med at blive transporteret videre til Canada, hvor de (sammen med mig) skal mødes med min mor og med på roadtrip i de næste tre uger.

Overhørt i bussen i Seattle

"Jeg sad i fængsel, da ipadden kom ud" og senere på spørgsmålet om, hvem han er: "jeg ryger enormt meget hash og så sælger jeg også en hel masse."

I øvrigt samme mand/knægt, der kom ind i bussen sammen med sin kæreste med tilråbene efter sig fra en dame ved busstoppestedet: "De her mennesker sidder på bænken og har sex"

Location:Seattle

Hvor hurtigt man kan blive taknemmelig på en onsdag

Jeg har lige spist et vidunderligt vietnamesisk måltid i Seattle på en restaurant, der ganske urimeligt var helt tom (i modsætning til McD, men vist nok faktisk fordi den primært er frokostrestaurant).

Nå men, jeg har haft en snak med fatter om livet. Og så er det, at han fortæller, at grunden til, at hans børn skal have en uddannelse, er, at så kan de få de nemme jobs - altså dem, man får meget i løn for og som er på kontor.

Han er i øvrigt kineser, men flyttede med sine forældre til Vietnam, senere med egen familie til Indonesien, så Hawaii og nu Seattle - hver gang pga arbejde. Der er nok noget om snakken...

Location:Seattle

At elske universiteter

Alle der kender mig, ved det. Jeg har en svaghed for uddannelse i almindelighed og universiteter i særdeleshed. Både rent praktisk - at blive uddannet og selv at undervise - der findes faktisk meget få ting, der er bedre end at se, når et andet menneske lærer noget af ens undervisning (og jeg lærer sjældent mere end når jeg selv forsøger at lære andre noget). underviser. Og teoretisk, hvordan man indretter gode universiteter gør ved en by/et land.

Derfor har jeg også besøgt en del universiteter på min rejse, lyttet til kloge mennesker og prøvet at lære af de enkelte steder. Jeg har ikke talt om strategier eller indsatsområder (den fornøjelse overlader jeg med glæde til andre). Jeg har suget til mig af egne indtryk, gået omkring, talt med studerende og forskere, set på forældre og kandidater, set hvad universiteter gør for en by og hvad en by/stat/nation kan gøre for et universitet.

Her kommer et par af højdepunkterne fra USA.

Findes der noget mere bevægende end at se mennesker have gennemført en uddannelse. At se glæden, stoltheden, stålsatheden hos de studerende, deres familie, venner. Derfor synes jeg den amerikanske tradition med en højtidelig Graduation Day er helt fantastisk. Fyldt med glade smil, kameraer, stolte forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, kusiner, søskende, venner - for man inviterer alle, det er jo vigtigt. Jeg får som regel en klump i halsen, når jeg er med til - eller bare passerer forbi en graduation. I USA oplevede jeg faktisk nogle stykker.


Opstillingen til det store gruppebillede på Columbia University, New York - (og alle forældrene, der stod ved siden af og råbte til deres respektive poder, så de kunne tage et billede med øjenkontakt).


Tidligere års alumnier er naturligvis også til stede for at hylde og byde de senest udklækne velkommen. Her på Harvard, Boston.

Marie og jeg brugte en god del af en dag på MIT (Massachussets Institute of Technology) og Harvard University, der begge ligger i Boston.

MIT især - var helt fantastisk, både de bygningsmæssige rammer, kreativiteten man kunne mærke og se alle steder - ikke mindst fordi forskernes og de studerendes projekter var udstillet og frit tilgængelige. Og det var ikke kun mig, der syntes det - Marie var mindst lige så fascineret (ellers er hun en meget overbevisende løgner).



Et af de seneste skud på stammen, en bygning af Frank Gehry, der både var inspirerende at se på (hvem får ikke lyst til at sende fantasien i alle retninger, når man ser det her?) og behagelig at være inde i (skæve vægge og rare rum).


Marie og Pernille på tur




Et godt sted at være kreativ. En lydisoleret sofagruppe med et stort bord,hvor pladen er en gigantisk papirblok, så man kan skrive ideer ned med det samme.


På MIT udstiller de ovenikøbet de studerendes "numre", såsom at fjernbetjene en undervisningstavle, ændre på lokale skilte eller vende ellers fastboltede stole i et auditorium. Det vigtigste er at man kan tænke anderledes - kreativt.


Ting går i stykker, når de bliver brugt. Her et 3D printet ur.

Senest har jeg besøgt University of Wisconsins campusser i Whitewater og Madison, der hver især ganske store universiteter, der dog hører under samme paraply, fordi hele universitetssystemet i Wisconsin er én institution (og i øvrigt offentligt). Whitewater er især fascinerende, fordi det er et ret stort universitet i en ellers lille by. De studerende fordobler indbyggerantallet.

Madison var især dragende i kraft af den måde universitetet er integreret i byen. Den vigtigste akse i byen er mellem delstatsparlamentet (State Capitol) og universitetets hovedbygning. Når man går ad aksen, der hedder State Street bliver byen helt umærkeligt til universitet og de to dele fortsætter sammen. Der er teater, biograf, offentlige parker, museer, åbne forskningsstationer overalt - og universitetet fremstår som utroligt imødekommende og bliver tydeligvist brugt af alle. Stedet med mest gang i den mandag aften var studenterforeningens terasse ned til søen (og solnedgangen) - den var proppet.

Masser af inspiration og mange tanker har mine mange universitetsbesøg vakt. Måske kommer der en dag mere ud af dem. Vi får se...

Location:Et fly mellem Chicago og Seattle

Når man sover i sin bil på en parkeringsplads...

...kan man blive belønnet med sådan en morgenudsigt:




Og med dyr, der er kommet ud af deres skjul i løbet af natten:

Location:Midt i ingenting i Wisconsin

En flytning og en fejring

Marie er min veninde fra Indien. Eller det vil sige, at hun er fra Danmark, men at vi lærte hinanden at kende, da jeg kom til Indien første gang i 2003, og hun var på vej tilbage til Danmark. Hun havde været i praktik på ambassaden, og jeg skulle overtage efter hende. Det var kærlighed ved første blik og i de 10 dage, der overlappede, var vi stort set konstant i selskab med hinanden. Marie har en stor del af æren for, at jeg faldt så godt til i Delhi, så hurtigt!

Og de sidste 3 år har hun så boet i USA, fordi Jeppe, hendes mand, arbejder her. Så det var sandelig på tide, at jeg kom på besøg hos dem i Providence, Rhode Island. Og man må nok sige, at de var gæstfrie - for jeg blev i 12 dage. Til gengæld hjalp jeg imellem mine og Maries udflugter i området med deres flytning til Boston, hvor Jeppe har fået nyt arbejde efter sommerferien.



Nelliker klar til afhentning



Ovnrengøring med Ondskabens Spray




En velfortjent feriedag på verandaen med storskraldsstole.

Da huset var tømt, rengjort og overdraget, fyldte vi bilen, bogstaveligt talt, og tog ud i det blå. Eller rettere op i det hvide, nærmere bestemt White Mountains i New Hampshire, hvor vi havde lejet en hytte og brugte et par dage på at vandre, tømme de medbragte alkoholforsyninger og lave mad over bål - til det sidste var mine mange års træning med det gamle hold fra statskundskab til stor nytte.




Et styks fyldt bil




Klar til at klatre



Nogle gange kunne det godt være lidt svært at tro på, at det var den autoriserede sti, som her. Der har været ca 30 m. klippevæg, der skulle forceres.



Og så 5 km senere, 750 m. højere op og 1000 insektbid rigere. Velkommen til toppen af Mount Jackson med Mount Washington i baggrunden og det klassiske "Pernille med armene i vejret på en top af et eller andet"-billede...

Location:Rhode Island og New Hampshire