Selvfølgelig ville vi gerne mødes med Inger, der, selvom hun udvandrede fra Danmark i 1956, stadig talte et fuldstændigt fejlfrit dansk uden en snert af accent. Noget hun selv satte umådeligt meget pris på. Hun havde nemlig for mange år siden, da hun arbejdede som journalist i Danmark, interviewet en række emigrerede danskere og været noget forarget over, hvor mange af dem, der havde glemt deres modersmål. "Det kan man da ikke - glemme sit modersmål."
Vi havde et par meget fine timer sammen med Inger, der fortalte om sit liv: sin barndom og ungdom i Slagelse, flugten til Sverige under krigen fordi hun var med i modstandsbevægelsen. Hun hørte nyt fra det gamle land og sang med på klassiske danske sange: Det haver så nyligen regnet, Den danske sang er en ung blond pige, Danmark nu blunder osv. Det er vist meget godt, jeg skal forbi højskolen i løbet af sommeren, for der er en del af dem, der trænger til at blive genopfrisket.
Location:5 St,Courtenay,Canada
Ingen kommentarer:
Send en kommentar