Hvorfor ikke?: 4.500 km uafbrudte togskinner

I skrivende stund sidder jeg i et tog et par hundrede kilometer fra Toronto og venter på, at vi kører videre. Angiveligt er togtrafikken ind til Toronto tæt, så det kan godt komme til at tage lidt tid.

De sidste 3 1/2 døgn har toget transporteret mig fra Vancouver og lidt over 4.500 km mod øst. Vi har undervejs krydset 3 tidszoner (en om dagen), et par bjergkæder, en utrolig stor og udstrakt prærie (som havde en hel del mere græs, end jeg havde forestillet mig), store store marker, masser af skov og søer - men meget få byer, mennesker, civilisation. Altså undtagen telegrafpælene. De står der stadig. Hele vejen. Og minder om en svunden tid. Ledningerne hænger der også det meste af vejen - når de ikke er faldet ned, altså. Så hvis der er nogen, der står og har lyst til at give sig i kast med kobberbranchen, er jeg sikker på, at man kan aftage den canadiske telegrafkobber til en billig penge.

Jeg ville gerne med toget for at mærke rigtigt, hvor stort Canada egentlig er. Det har jeg i den grad fået en fornemmelse af. Det er stort - bredt ikke mindst - og jeg er ovenikøbet kun nået to tredjedele over landet, når jeg på et tidspunkt står af i Toronto.

(Nu har vi lige fået at vide, at der også er problemer med bremserne på vores tog og det skal - heldigvis - lige fikses inden vi kører videre, så opholdet her kan godt ende med at trække en del mere ud.)

Toget har også været en oplevelse i sig selv. Vi har haft de billigste af de dyre pladser (til halv pris som beskrevet i et tidligere blogindlæg). Det vil sige, at vi havde to køjer på gangen, som kunne laves om til brede sæder om dagen. Men da de fleste, der vælger denne tur, betaler for at have deres eget værelse med toilet, har der ikke været rift om køjepladserne, så vi haft 2 køjer slået op hele tiden og derudover haft et sæt sæder til at sidde på i løbet af dagen. Toilettet har derfor også stort set kun været benyttet af os, og der er et bad til deling for de ca. 10 mennesker, der bebor vores vogn. Vognen hedder i øvrigt meget passende Draper Manor (Åh, Don Draper - han er desværre ikke med...).

Der er selvfølgelig også en spisevogn (faktisk to - det er et stort tog) med tjenere, hvid dug på bordene og nyt menukort til hvert måltid - med flere valgmuligheder naturligvis. Og en aktivititetsvogn med panoramavinduer, der stikker op af taget, så man kan få et 360 graders syn på omgivelserne. Det første døgn var der en hel panoramavogn koblet på, hvor det føltes som at stå midt i bjergene, mens de rullede forbi.

(Og nu kører vi igen, praktisk med egne mekanikere på toget, praktisk - og nødvendigt).

Så nu slutter jeg af med et par billeder fra turen.