Men lige nu kommer der et billede med mig og så ham, der har glædet sig mest til, at jeg kom hjem: min far. Og med sådan et smil som velkomst er det faktisk helt ok at komme hjem...
Location:Mølledalen,Værløse,Danmark
fredag den 29. marts 2013
Savnet
Jeg er tilbage i Danmark igen. Året er gået, pengene er (næsten) brugt og nu skal der til at ske nye ting. Der skal reflekteres en del i den kommende tid - det kommer også til at ske på bloggen.
Men lige nu kommer der et billede med mig og så ham, der har glædet sig mest til, at jeg kom hjem: min far. Og med sådan et smil som velkomst er det faktisk helt ok at komme hjem...
Men lige nu kommer der et billede med mig og så ham, der har glædet sig mest til, at jeg kom hjem: min far. Og med sådan et smil som velkomst er det faktisk helt ok at komme hjem...
lørdag den 23. marts 2013
Opbyggeligt
Jeg har altid elsket forskellige indiske myndigheders forsøg på at øge trafiksikkerheden i landet ved at få trafikanterne til at indse, at det ikke nødvendigvis er en fordel at fræse af sted.
I mit tidligere indlæg om morgencykelturene viste jeg den poetiske favorit:
No race
No rally
Enjoy the beauty of the valley
En anden var fra vejen til Darjeeling:
Donate blood in blood bank
Not on this road
Og endelig er der en klassiker:
Life is short
Dont make it shorter
Nå men, I skal da også have nogle billeder, og i går kørte jeg fra campen til Dehradun lufthavn (vi tager den sentimentale del om, at det var for sidste gang på denne tur, senere) og så fik jeg Badri til at stoppe undervejs ved nogle af de bedste formaninger.
Og så den nyeste blandt favoritterne de seneste 6 måneder:
I mit tidligere indlæg om morgencykelturene viste jeg den poetiske favorit:
No race
No rally
Enjoy the beauty of the valley
En anden var fra vejen til Darjeeling:
Donate blood in blood bank
Not on this road
Og endelig er der en klassiker:
Life is short
Dont make it shorter
Nå men, I skal da også have nogle billeder, og i går kørte jeg fra campen til Dehradun lufthavn (vi tager den sentimentale del om, at det var for sidste gang på denne tur, senere) og så fik jeg Badri til at stoppe undervejs ved nogle af de bedste formaninger.
Et ydmygt - please observe traffic rules thanks
Den konstaterende - Speed thrills but kills
Den næsten for åbenlyse - Accidents hurt - Safety doesn't
Den praktiske - better late than never
Den værdibaserede - time is money but life is precious
Ordspil #1 - Short cuts may cut short your life
Og så den nyeste blandt favoritterne de seneste 6 måneder:
Ordspil #2 - It's better to lose one minute in life than to lose life in a minute
Location:Vejen fra campen/Atali til Rishikesh
tirsdag den 19. marts 2013
Møde fremmede
En af de bedste ting ved at rejse er de mennesker, man møder, ofte ved en tilfældighed. I går (lørdag) var en af den slags dage.
Jeg havde haft en forrygende velkomst til Mumbai med en meget grundig sightseeing på byens barer og natklubber sammen med gode venner og var temmelig sløv i betrækket. Laila var derfor taget af sted lang tid før mig og da jeg endelig kom ud og kigge lidt på byen, havde jeg et par timer for mig selv, hvor jeg bare dalrede rundt i området Colaba med flere pitstops for at få mad og kaffe.
Frokosten blev indtaget på Leopold's, der er meget berømmet ikke mindst fordi den spiller en central rolle i bogen Shantaram, som I øvrigt kan anbefales - ikke for dens litterære kvaliteter, der er få, men for dens forrygende fortælling.
Nå men, på grund af berømmelsen er Leopold's et meget travlt sted, så når man kommer som enlig besøgende, bliver man spurgt, om man har noget imod at dele bord med andre. Det havde jeg ikke og fik derfor anvist plads overfor Laurence fra Durban i Sydafrika, hvor han har en take-away restaurant, som konen passer, mens han er på ferie. Han var i Bombay (ja det skifter med benævnelserne ligesom for alle andre hernede - byen blev officielt omdøbt til Mumbai i 1996, men Bombay lever stadig) for en uge, boede på et hotel lige nede om hjørnet, havde spist alle måltider indtil nu på en anden restaurant, syntes Bombay var ekstremt hektisk og bevægede sig derfor ikke så meget rundt. Han havde bestilt chili chicken, fordi nogle andre fik det, da han kom ind på restauranten og han syntes det så spændende ud (det er tæt på det stærkeste, man kan få at spise i Indien). Han har 2 børn og 2 børnebørn og mente derfor, at jeg roligt kunne tale med ham. Det mente jeg i øvrigt også børnebørn desuagtet. Vi havde en hyggelig snak i en times tid, og jeg fik et billede.
Jeg var ikke færdig med at sidde ned og slappe af, så hurtigt derefter blev det en tur på Starbucks. Igen fyldte jeg kun den ene af to stole ved bordet, så da Rana (det vidste jeg naturligvis ikke, da han satte sig) spurgte om han måtte bruge den anden stol, fik han også et ja.
Jeg var i gang med at skrive blogindlæg, så det var faktisk først, da kaffen var drukket, at vi faldt i snak. Han havde et utrolig fedt kamera (mit temmelig slidte, men store fede spejlreflekskamera lå på bordet og han havde sit kamera over skulderen, så let at finde den fælles interesse), som jeg fik demonstreret og det viste sig, at han var foto journalist ved Times of India og har lavet nogle featureartikler om giftskandaler i Indien, der har samme størrelsesorden som Bhopal, men bare involverer alt for store kommercielle interesser til rigtig at kunne få medieopmærksomhed. Jeg skulle mødes med Laila og var nødt til at smutte, men jeg fik hans emailadresse og lovning på at måtte læse hans artikler.
Og nu sidder jeg så i lufthavnen i Bombay på vej tilbage op i bjergene for et par dage - dvs også uden netadgang igen. Det her bliver en uge med mange farveller eller på gensyner - dem er jeg ikke god til.
Jeg havde haft en forrygende velkomst til Mumbai med en meget grundig sightseeing på byens barer og natklubber sammen med gode venner og var temmelig sløv i betrækket. Laila var derfor taget af sted lang tid før mig og da jeg endelig kom ud og kigge lidt på byen, havde jeg et par timer for mig selv, hvor jeg bare dalrede rundt i området Colaba med flere pitstops for at få mad og kaffe.
Frokosten blev indtaget på Leopold's, der er meget berømmet ikke mindst fordi den spiller en central rolle i bogen Shantaram, som I øvrigt kan anbefales - ikke for dens litterære kvaliteter, der er få, men for dens forrygende fortælling.
Nå men, på grund af berømmelsen er Leopold's et meget travlt sted, så når man kommer som enlig besøgende, bliver man spurgt, om man har noget imod at dele bord med andre. Det havde jeg ikke og fik derfor anvist plads overfor Laurence fra Durban i Sydafrika, hvor han har en take-away restaurant, som konen passer, mens han er på ferie. Han var i Bombay (ja det skifter med benævnelserne ligesom for alle andre hernede - byen blev officielt omdøbt til Mumbai i 1996, men Bombay lever stadig) for en uge, boede på et hotel lige nede om hjørnet, havde spist alle måltider indtil nu på en anden restaurant, syntes Bombay var ekstremt hektisk og bevægede sig derfor ikke så meget rundt. Han havde bestilt chili chicken, fordi nogle andre fik det, da han kom ind på restauranten og han syntes det så spændende ud (det er tæt på det stærkeste, man kan få at spise i Indien). Han har 2 børn og 2 børnebørn og mente derfor, at jeg roligt kunne tale med ham. Det mente jeg i øvrigt også børnebørn desuagtet. Vi havde en hyggelig snak i en times tid, og jeg fik et billede.
Jeg var ikke færdig med at sidde ned og slappe af, så hurtigt derefter blev det en tur på Starbucks. Igen fyldte jeg kun den ene af to stole ved bordet, så da Rana (det vidste jeg naturligvis ikke, da han satte sig) spurgte om han måtte bruge den anden stol, fik han også et ja.
Jeg var i gang med at skrive blogindlæg, så det var faktisk først, da kaffen var drukket, at vi faldt i snak. Han havde et utrolig fedt kamera (mit temmelig slidte, men store fede spejlreflekskamera lå på bordet og han havde sit kamera over skulderen, så let at finde den fælles interesse), som jeg fik demonstreret og det viste sig, at han var foto journalist ved Times of India og har lavet nogle featureartikler om giftskandaler i Indien, der har samme størrelsesorden som Bhopal, men bare involverer alt for store kommercielle interesser til rigtig at kunne få medieopmærksomhed. Jeg skulle mødes med Laila og var nødt til at smutte, men jeg fik hans emailadresse og lovning på at måtte læse hans artikler.
Og nu sidder jeg så i lufthavnen i Bombay på vej tilbage op i bjergene for et par dage - dvs også uden netadgang igen. Det her bliver en uge med mange farveller eller på gensyner - dem er jeg ikke god til.
Location:Ledige borde, Colaba, Mumbai
søndag den 17. marts 2013
lørdag den 16. marts 2013
Love from India - indtryk fra Mumbai
Love from India
Håndtryk
Heldig bil
Stenbroens lilje
Farman og sønner
Lykken er, at mødes med gode venner man ikke har set i lang tid.
Location:Altamount Rd,Mumbai,Indien
fredag den 15. marts 2013
Stjernenykker
Jeg har altid fået meget opmærksomhed i Indien. Jeg er hvid (og blondine på den indiske skala), jeg er højere end den gennemsnitlige inder (170 cm) og så rejser jeg uden en ægtefælle til at passe på mig. Min store bredskyggede hat har ikke gjort opmærksomheden på denne tur mindre (selvom Laila, der går i traditionelt indisk tøj, heller ikke undgår den).
Derfor er jeg gennem årene havnet i mange indiske fotoalbum, og jeg siger af princip ja til alle, der spørger om de må tage et billede af og med mig - jeg tager så mange billeder af indere og Indien, at det er fair nok, at de får lidt tilbage.
Eller det vil sige, at det gjorde jeg indtil for et par dage siden - de seneste dage har jeg måttet sætte nogle begrænsninger.
1. Hvis jeg er i gang med at lytte til en guide, er det ikke ok at afbryde for at få et billede. Vent venligst til guiden har talt færdigt.
2. Ét billede - ikke 10.
3. Jeg flytter mig ikke for at få billedet taget - I må komme til mig.
4. Når der står 30 i kø, kan fotosessionen godt blive afsluttet, så jeg kan komme videre...
Med disse begrænsninger er der stadig taget over 100 billeder af mig sammen med fremmede mennesker de seneste dage...
Bare lige for at vise, at jeg altså ikke overdriver er her udsigten fra en af sessionerne. Smugtaget med mit kamera fra hoften. Efter fem minutter stoppede vi sessionen.
Jeg ved i øvrigt udemærket godt, at jeg kommer til at savne opmærksomheden, når jeg kommer tilbage til Danmark og kan gå rundt i fuldstændig ubemærkethed i månedsvis, så stjernenykkerne er fuldendte.
Apropos billeder er der i øvrigt også et andet fænomen, som er meget hyggeligt. Det er de indere, der ikke selv har et kamera, men gerne vil foreviges. Dem siger jeg altid ja til - uanset, hvor mange der spørger.
Og nogle gange fører det til helt vidunderlige billeder:
Derfor er jeg gennem årene havnet i mange indiske fotoalbum, og jeg siger af princip ja til alle, der spørger om de må tage et billede af og med mig - jeg tager så mange billeder af indere og Indien, at det er fair nok, at de får lidt tilbage.
Eller det vil sige, at det gjorde jeg indtil for et par dage siden - de seneste dage har jeg måttet sætte nogle begrænsninger.
1. Hvis jeg er i gang med at lytte til en guide, er det ikke ok at afbryde for at få et billede. Vent venligst til guiden har talt færdigt.
2. Ét billede - ikke 10.
3. Jeg flytter mig ikke for at få billedet taget - I må komme til mig.
4. Når der står 30 i kø, kan fotosessionen godt blive afsluttet, så jeg kan komme videre...
Med disse begrænsninger er der stadig taget over 100 billeder af mig sammen med fremmede mennesker de seneste dage...
Bare lige for at vise, at jeg altså ikke overdriver er her udsigten fra en af sessionerne. Smugtaget med mit kamera fra hoften. Efter fem minutter stoppede vi sessionen.
Jeg ved i øvrigt udemærket godt, at jeg kommer til at savne opmærksomheden, når jeg kommer tilbage til Danmark og kan gå rundt i fuldstændig ubemærkethed i månedsvis, så stjernenykkerne er fuldendte.
Apropos billeder er der i øvrigt også et andet fænomen, som er meget hyggeligt. Det er de indere, der ikke selv har et kamera, men gerne vil foreviges. Dem siger jeg altid ja til - uanset, hvor mange der spørger.
Nej, det er ikke Taj Mahal, men jo, det er Laila, der er kutteklædt i højre side.
Og nogle gange fører det til helt vidunderlige billeder:
Location:Diverse steder foran et kamera...
torsdag den 14. marts 2013
Om at indtage et fort...
Hvis I vil indtage Daulatabad fort er det en god idé at følge disse anvisninger...
Husk både elefanter og dromedarer. Elefanterne skal bruges til at bryde portene op med. Dromedarerne skal agere puder mellem elefanten og den giftspidbeklædte port. Husk rigeligt med dromedarer, de kan kun bruges til én port hver.
Få nogle til at fortælle jer, hvilke syv porte, der er de rigtige til at komme ind gennem de fire mure til selve fortet. Der er 52 falske.
Vær opmærksom på, at elefanterne vil få svært ved at komme op i tempo mellem portene, da de er konstrueret med hjørner og ujævne vinkler. Og som bekendt har elefanter brug for 250 meters tilløb for at få ordentlig med fart på.
Uh ja, og dette er meget vigtigt: duk hovedet, når du kommer op ad trappen efter at have passeret voldgraven. Sandsynligheden for, at der sidder en mand og vil halshugge dig, er overvældende.
Og hold så herefter i øvrigt øje med:
Til gengæld er der pænt, når først du er deroppe...
Ps: Hvis det lykkes dig at indtage fortet ved angreb, så er du den første.
Pps: Hvis du skulle komme forbi Daulatabad fort uden krigeriske intentioner, kan det virkelig betale sig at få en rundvisning med Bhaskar Pokhari
Location:Daulatabad fort, Aurangabad
For det første er det vigtigt, at I kommer fra den rigtige side. Klippen, som fortet ligger på, har fået sine sider afhugget og slebet til en 60 meter høj lodret væg stort set hele vejen rundt. Hold i øvrigt også øje med kanonkugler allerede 15 kilometer inden fortet.
Husk både elefanter og dromedarer. Elefanterne skal bruges til at bryde portene op med. Dromedarerne skal agere puder mellem elefanten og den giftspidbeklædte port. Husk rigeligt med dromedarer, de kan kun bruges til én port hver.
Få nogle til at fortælle jer, hvilke syv porte, der er de rigtige til at komme ind gennem de fire mure til selve fortet. Der er 52 falske.
Falsk port.
Vær opmærksom på, at elefanterne vil få svært ved at komme op i tempo mellem portene, da de er konstrueret med hjørner og ujævne vinkler. Og som bekendt har elefanter brug for 250 meters tilløb for at få ordentlig med fart på.
Uh ja, og dette er meget vigtigt: duk hovedet, når du kommer op ad trappen efter at have passeret voldgraven. Sandsynligheden for, at der sidder en mand og vil halshugge dig, er overvældende.
Og hold så herefter i øvrigt øje med:
- De falske gange, der leder hen til en skakt til voldgraven.
- De falske gange, der leder hen til nye udgange, hvor du kan få hovedet hugget af og derefter bliver smidt ud fra fortet.
- De falske cirkelgange, der er beregnet til at få dig til at angribe dine egne folk.
- Den komplet mørklagte trappe med meget høje og ujævne trin. Alle lysindfald er fra falske vinduer, der kun er lavet for at få dig til at hoppe ud enten foran en mand med et sværd eller bare falde ned i en skakt til dødens dal.
- De ujævne trin, 1 op, 2 ned, som er beregnet til at få dig til at snuble.
- Snublestenene, når du drejer om et hjørne og ikke kigger ned, men rundt.
- Hold øje med den kogende olie, der kan blive hældt ned fra muren.
- Nå ja og så er der jo tilsidst de 467 trin op til den allerhelligste kanon på toppen...
Til gengæld er der pænt, når først du er deroppe...
Ps: Hvis det lykkes dig at indtage fortet ved angreb, så er du den første.
Pps: Hvis du skulle komme forbi Daulatabad fort uden krigeriske intentioner, kan det virkelig betale sig at få en rundvisning med Bhaskar Pokhari
Location:Daulatabad fort, Aurangabad
Curry aka Khalil
Vores chauffør ud til Ajanta og Ellora (vi havde valgt den totale turistløsning med egen taxi begge dage - luksus) hed Khalil, men var vist så vant til at køre med turister, at han præsenterede sig som Curry.
Khalil havde mange opsamlede historier og vittigheder til de glade gæster og gjorde meget for at sikre, at vi ikke blev snydt af turisthajer.
Fx om indisk trafik:
For at klare sig i indisk trafik har man brug for tre ting:
Good horn
Good brakes
Good luck
Om et sted vi passerede forbi:
Dette er et government guest house (statsligt hotel). Opholdet er gratis, maden er gratis. Alt er gratis. Det er et fængsel.
Men Currys bedste var nu alligevel nok ufrivillig, da han anbefalede og viste os restauranten Rough and Tough (som han kaldte den...).
Khalil havde mange opsamlede historier og vittigheder til de glade gæster og gjorde meget for at sikre, at vi ikke blev snydt af turisthajer.
Fx om indisk trafik:
For at klare sig i indisk trafik har man brug for tre ting:
Good horn
Good brakes
Good luck
Om et sted vi passerede forbi:
Dette er et government guest house (statsligt hotel). Opholdet er gratis, maden er gratis. Alt er gratis. Det er et fængsel.
Men Currys bedste var nu alligevel nok ufrivillig, da han anbefalede og viste os restauranten Rough and Tough (som han kaldte den...).
Location:En bil omkring Aurangabad
Store grotter. Gamle templer.
Vi er fløjet sydpå til Aurangabad og UNESCO-verdensarven i form af de to grottekomplekser ved Ajanta og Ellora. Grotterne er templer, der er hugget ud af klipperne. De ældste af buddhister i Ellora i 2. århundrede fvt. De yngste af jainister i Ajanta omkring 900-tallet. Der er omtrent 30 grotter hvert sted. Templerne/grotterne blev genopdaget af britiske soldater en del hundrede år senere. I Ajanta så sent som i 1820, hvilket har været medvirkende til, at de i dag er i så god stand som de er.
Templerne er i den grad et besøg værd. Det er fuldstændig overvældende at se, hvordan de er blevet hugget ned i og ud af klipperne med en detaljerigdom af skulpturer, figurer, malerier og vi brugte en hel dag begge steder. Grotterne er udførligt beskrevet af uendeligt mange andre, så her er bare lidt indtryk - I må selv tage ned og se dem (eller google for at læse mere).
Templerne er i den grad et besøg værd. Det er fuldstændig overvældende at se, hvordan de er blevet hugget ned i og ud af klipperne med en detaljerigdom af skulpturer, figurer, malerier og vi brugte en hel dag begge steder. Grotterne er udførligt beskrevet af uendeligt mange andre, så her er bare lidt indtryk - I må selv tage ned og se dem (eller google for at læse mere).
Ajantagrotterne med skulpturer fra grotte 5 eller 6 i forgrunden.
Selvportrætter med loft er blevet min seneste dille - jeg kan godt lide perspektivet i det. Begge steder var glimrende til den leg.
En mand, der sidder foran nogle tusind år gamle udskæringer i Ellora.
Hele dette tempel er skåret ud af det samme stykke klippe. I kan se klippen hele vejen rundt om. Det er ganske enkelt bare overdrevet imponerende.
Jeg bliver aldrig så stor, at jeg ikke kan fnise af en udskåret diller...
Elefanter til mor og Jens
To muslimske mænd, der kigger på buddhistiske figurer.
Laila i et stille øjeblik.
En Shivling eller en lingam. Dvs en inkarnation af Shivas diller. Hinduerne tilbeder den. Meget. Jeg bliver heller aldrig så stor, at jeg ikke synes, det er sjovt.
mandag den 11. marts 2013
Imran
Jeg har en sjalmand. Han hedder Imran. Han er
den eneste, jeg køber pashminasjaler af. Det lyder som om, jeg køber mange
pashminasjaler. Det gør jeg nok også i forhold til så mange andre menneskers
pashminasjalindkøb. Men mest af alt kan jeg bare godt lide Imran.
Jeg har kendt ham i 8-9 år efterhånden og jeg
har skrevet om ham før, fordi Allah sørger for, at vi bliver ved med at
ses. (Lidt mere om Imran)
I går var vi også ude ved ham på Dilli Haat.
Vi var Laila, Meera og jeg, der først havde spist en dejlig frokost i skyggen
på Olive’s og som så lige skulle kigge på lidt kunsthåndværk, sjaler, smykker
osv. i et par timer for at slå mave.
Som sædvanlig står Imran der pludselig. Der
bliver uddelt knus, folk bliver præsenteret og Imran byder os på noget at
drikke. Derefter følger en lang snak om Kashmir og de problemer, de lokale har
for at få lov til at leve et fredeligt liv i deres elskede område. Imran kan
altid tale om Kashmir. Om landskabet, der ikke overgås nogen steder i verden.
Om maden, der smager af mere, findes i rigeligere mængder, laves med større
kærlighed end i resten af verden. Og derfor vil han også gerne have, at Kashmir
bliver et mere normalt sted at leve. Jeg kender lidt til problemerne i Kashmir,
men Meera er bedre inde i problemerne og de to kommer godt omkring. Hvis det
bare var Meera og Imran, der havde ansvaret, så var den konflikt løst med
gensidig respekt på få timer (måske dage).
Jeg er blevet inviteret til Kashmir af ham
mange gange og har egentlig været noget tilbageholdende, fordi der ikke rigtig
er nogen forsikringsselskaber eller udenrigsministerier, der vil synes, det er
en god idé. På den anden side har han ret, når han siger, at det vil der nok
aldrig være, og at han vil være min forsikring – han kender området og
risiciene der. Så nu har jeg lovet at komme til Kashmir næste gang.
Imran har i øvrigt også nogle meget meget
dejlige sjaler i god kvalitet og til en særdeles rimelig pris. For 8 år siden
var hans sjaler de bedste og billigste. Det er de stadig. Laila købte 13.
lørdag den 9. marts 2013
Jeg havde engang (en drøm om at have) en farm i Indien
Pablo Neruda, Salvador Dali og Ayesha Grewals forældre har noget til fælles.
De har bygget magiske huse. De to første er derudover kendt for deres kunstneriske udfoldelser og derfor er deres huse nu også museer (se mit blogindlæg om Neruda fra marts, jeg skal nok lave et link, når jeg er ved en anden computer). Ayesha sælger økologiske råvarer i Delhi, som er dyrket af lokale bønder i Kumao (tæt på Silversands og Atali) og på hendes families farm i Rajasthan. Og jeg er så heldig at være veninde med Ayesha og at blive inviteret på besøg på farmen. Det er her jeg sidder nu. I morgensolen med kaffe på bordet og larmen fra havens påfugle i baggrunden. Der er friskmalket mælk i kaffen.
Det er et vidunderligt hus. Ingen rette vinkler. Ingen klassisk indretning. Huset består af måske 30 kupler af forskellig størrelse, der hver især er et rum. Det er organisk, som den mad, der bliver produceret her.
Nogle rum er adskilt af døre, andre af gardiner og andre igen af farverne på væggen.
Spisestuen set fra bordet (og til dels endnu et selvportræt)
Min seng/sovekabine
En af stuerne. Hver bue leder til en ny kuppel og dermed et nyt rum.
Og så kan man gå op på taget og være omgivet af kuplerne. Hvilket er en hel fin ting at gøre, især når solen er på vej ned og giver lyset et blødt skær, der passer til formen på kuplerne.
Udover at være et magisk kuppelhus er stedet som sagt også en farm. Vel og mærke økologisk. Ayeshas forældre grundlagde allerede i begyndelsen af 80'erne farmen, hvor de opkøbte jorden i små bidder, plantede træer, anlagde marker og i det hele taget omstillede dyrkningen af jorden til at være økologisk. Ayeshas far havde valgt netop dette sted, hvor jorden er dårlig og solen meget meget varm det meste af tiden, for at vise, at det er muligt at dyrke rentabelt og økologisk alle steder. Det er så lykkedes for ham.
Vi fik en rundvisning på farmen og så mangotræer, bistader, smagte på friskplukkede guavaer:
Hilste på køerne, der leverer den friske mælk til kaffen, hønsene, der leverer både æg og kød. Så siveslangerne og komposten, der er grundelementer i en bæredygtig produktion - vi så det hele.
Det var farmmanageren Guru, der viste os rundt. Han har arbejdet her i 20 år og er endog særdeles stolt af sin økologiske farm. Her med tre rødbeder, der blev plukket til os og salaten.
I går aftes blev der tændt bål for os, og her opdagede vi den foreløbig eneste dårlige ting ved farmen. En gigantisk fugleflok landede i bambusbuskene lige bag os og lavede en infernalsk larm, som nærmest overdøvede al snak - indtil de faldt til ro og i søvn. Men ok, det er faktisk en gene, jeg godt kan leve med.
De har bygget magiske huse. De to første er derudover kendt for deres kunstneriske udfoldelser og derfor er deres huse nu også museer (se mit blogindlæg om Neruda fra marts, jeg skal nok lave et link, når jeg er ved en anden computer). Ayesha sælger økologiske råvarer i Delhi, som er dyrket af lokale bønder i Kumao (tæt på Silversands og Atali) og på hendes families farm i Rajasthan. Og jeg er så heldig at være veninde med Ayesha og at blive inviteret på besøg på farmen. Det er her jeg sidder nu. I morgensolen med kaffe på bordet og larmen fra havens påfugle i baggrunden. Der er friskmalket mælk i kaffen.
Det er et vidunderligt hus. Ingen rette vinkler. Ingen klassisk indretning. Huset består af måske 30 kupler af forskellig størrelse, der hver især er et rum. Det er organisk, som den mad, der bliver produceret her.
Nogle rum er adskilt af døre, andre af gardiner og andre igen af farverne på væggen.
Spisestuen set fra bordet (og til dels endnu et selvportræt)
Min seng/sovekabine
En af stuerne. Hver bue leder til en ny kuppel og dermed et nyt rum.
Og så kan man gå op på taget og være omgivet af kuplerne. Hvilket er en hel fin ting at gøre, især når solen er på vej ned og giver lyset et blødt skær, der passer til formen på kuplerne.
Udover at være et magisk kuppelhus er stedet som sagt også en farm. Vel og mærke økologisk. Ayeshas forældre grundlagde allerede i begyndelsen af 80'erne farmen, hvor de opkøbte jorden i små bidder, plantede træer, anlagde marker og i det hele taget omstillede dyrkningen af jorden til at være økologisk. Ayeshas far havde valgt netop dette sted, hvor jorden er dårlig og solen meget meget varm det meste af tiden, for at vise, at det er muligt at dyrke rentabelt og økologisk alle steder. Det er så lykkedes for ham.
Vi fik en rundvisning på farmen og så mangotræer, bistader, smagte på friskplukkede guavaer:
Hilste på køerne, der leverer den friske mælk til kaffen, hønsene, der leverer både æg og kød. Så siveslangerne og komposten, der er grundelementer i en bæredygtig produktion - vi så det hele.
Det var farmmanageren Guru, der viste os rundt. Han har arbejdet her i 20 år og er endog særdeles stolt af sin økologiske farm. Her med tre rødbeder, der blev plukket til os og salaten.
I går aftes blev der tændt bål for os, og her opdagede vi den foreløbig eneste dårlige ting ved farmen. En gigantisk fugleflok landede i bambusbuskene lige bag os og lavede en infernalsk larm, som nærmest overdøvede al snak - indtil de faldt til ro og i søvn. Men ok, det er faktisk en gene, jeg godt kan leve med.
Location:Ayeshas farm i Rajasthan
Abonner på:
Kommentarer (Atom)