Jeg havde haft en forrygende velkomst til Mumbai med en meget grundig sightseeing på byens barer og natklubber sammen med gode venner og var temmelig sløv i betrækket. Laila var derfor taget af sted lang tid før mig og da jeg endelig kom ud og kigge lidt på byen, havde jeg et par timer for mig selv, hvor jeg bare dalrede rundt i området Colaba med flere pitstops for at få mad og kaffe.
Frokosten blev indtaget på Leopold's, der er meget berømmet ikke mindst fordi den spiller en central rolle i bogen Shantaram, som I øvrigt kan anbefales - ikke for dens litterære kvaliteter, der er få, men for dens forrygende fortælling.
Nå men, på grund af berømmelsen er Leopold's et meget travlt sted, så når man kommer som enlig besøgende, bliver man spurgt, om man har noget imod at dele bord med andre. Det havde jeg ikke og fik derfor anvist plads overfor Laurence fra Durban i Sydafrika, hvor han har en take-away restaurant, som konen passer, mens han er på ferie. Han var i Bombay (ja det skifter med benævnelserne ligesom for alle andre hernede - byen blev officielt omdøbt til Mumbai i 1996, men Bombay lever stadig) for en uge, boede på et hotel lige nede om hjørnet, havde spist alle måltider indtil nu på en anden restaurant, syntes Bombay var ekstremt hektisk og bevægede sig derfor ikke så meget rundt. Han havde bestilt chili chicken, fordi nogle andre fik det, da han kom ind på restauranten og han syntes det så spændende ud (det er tæt på det stærkeste, man kan få at spise i Indien). Han har 2 børn og 2 børnebørn og mente derfor, at jeg roligt kunne tale med ham. Det mente jeg i øvrigt også børnebørn desuagtet. Vi havde en hyggelig snak i en times tid, og jeg fik et billede.
Jeg var ikke færdig med at sidde ned og slappe af, så hurtigt derefter blev det en tur på Starbucks. Igen fyldte jeg kun den ene af to stole ved bordet, så da Rana (det vidste jeg naturligvis ikke, da han satte sig) spurgte om han måtte bruge den anden stol, fik han også et ja.
Jeg var i gang med at skrive blogindlæg, så det var faktisk først, da kaffen var drukket, at vi faldt i snak. Han havde et utrolig fedt kamera (mit temmelig slidte, men store fede spejlreflekskamera lå på bordet og han havde sit kamera over skulderen, så let at finde den fælles interesse), som jeg fik demonstreret og det viste sig, at han var foto journalist ved Times of India og har lavet nogle featureartikler om giftskandaler i Indien, der har samme størrelsesorden som Bhopal, men bare involverer alt for store kommercielle interesser til rigtig at kunne få medieopmærksomhed. Jeg skulle mødes med Laila og var nødt til at smutte, men jeg fik hans emailadresse og lovning på at måtte læse hans artikler.
Og nu sidder jeg så i lufthavnen i Bombay på vej tilbage op i bjergene for et par dage - dvs også uden netadgang igen. Det her bliver en uge med mange farveller eller på gensyner - dem er jeg ikke god til.
Location:Ledige borde, Colaba, Mumbai
Ingen kommentarer:
Send en kommentar