Stjernenykker

Jeg har altid fået meget opmærksomhed i Indien. Jeg er hvid (og blondine på den indiske skala), jeg er højere end den gennemsnitlige inder (170 cm) og så rejser jeg uden en ægtefælle til at passe på mig. Min store bredskyggede hat har ikke gjort opmærksomheden på denne tur mindre (selvom Laila, der går i traditionelt indisk tøj, heller ikke undgår den).

Derfor er jeg gennem årene havnet i mange indiske fotoalbum, og jeg siger af princip ja til alle, der spørger om de må tage et billede af og med mig - jeg tager så mange billeder af indere og Indien, at det er fair nok, at de får lidt tilbage.

Eller det vil sige, at det gjorde jeg indtil for et par dage siden - de seneste dage har jeg måttet sætte nogle begrænsninger.

1. Hvis jeg er i gang med at lytte til en guide, er det ikke ok at afbryde for at få et billede. Vent venligst til guiden har talt færdigt.
2. Ét billede - ikke 10.
3. Jeg flytter mig ikke for at få billedet taget - I må komme til mig.
4. Når der står 30 i kø, kan fotosessionen godt blive afsluttet, så jeg kan komme videre...

Med disse begrænsninger er der stadig taget over 100 billeder af mig sammen med fremmede mennesker de seneste dage...

Bare lige for at vise, at jeg altså ikke overdriver er her udsigten fra en af sessionerne. Smugtaget med mit kamera fra hoften. Efter fem minutter stoppede vi sessionen.



Jeg ved i øvrigt udemærket godt, at jeg kommer til at savne opmærksomheden, når jeg kommer tilbage til Danmark og kan gå rundt i fuldstændig ubemærkethed i månedsvis, så stjernenykkerne er fuldendte.

Apropos billeder er der i øvrigt også et andet fænomen, som er meget hyggeligt. Det er de indere, der ikke selv har et kamera, men gerne vil foreviges. Dem siger jeg altid ja til - uanset, hvor mange der spørger.

Nej, det er ikke Taj Mahal, men jo, det er Laila, der er kutteklædt i højre side.

Og nogle gange fører det til helt vidunderlige billeder:

Location:Diverse steder foran et kamera...