29 Sydafrikanere, der ændrede Ganga på 24 timer

Op i bjergene kom jeg. Helt bestemt til Atali, hvor jeg efter en noget søvnfri nat (på grund af et nattog, der først kørte ved midnat, nåede destinationen kl. 4 og derefter 1½ time i bil) blev mødt af denne morgenudsigt fra det værelse, jeg skal bo i det næste halve år.

Glemt var helt ærligt al træthed - faktisk var alt glemt.

Og det er ikke blevet bedre siden. Morgenerne begynder typisk med en times yoga eller mountainbiking, fulgt af god indisk morgenmad - chilirationen er sat voldsomt i vejret. Så snak med gæster, måske en vandre- eller raftingtur. Der er også tid til hindiundervisning som varetages af de cirka 40 indiske ansatte - måske læse lidt bog og så selvfølgelig en lang svømmetur i poolen, inden det bliver mørkt og bålet tændes.

Nogle dage tager jeg ned til vennerne i raftingcampen Silversands, der ligger 3 km nede (og oppe - vi er i bjergene) ad vejen. Ja og på forunderlig vis så går dagene altså utrolig hurtigt heromkring. Vidunderfuldt er det, der bedst kan beskrive det. Vidunderfuldt!

Yndlingsudsigten fra loungen i caféen

Umsingizane - et magisk besøg

Og så i tirsdags blev vi ramt af lynet. Eller rettere sagt af 29 sydafrikanere, hvoraf de fleste er medlemmer af gospelkoret Umsingizane. Det sidste vidste vi intet om inden ankomsten, men hvor blev vi klogere.

De ankom sidst på eftermiddagen efter et døgns rejse fra Freestate i Sydafrika. Ved ankomsten spurgte deres dirigent og leder, om der var andre gæster. Da vi svarede, at der var én anden familie her, så han meget bekymret ud: "har de fortalt jer, at vi synger?" Salil, der er en af guiderne her, havde hentet dem ved stationen og han havde da lige nået at sige, at de sang - og ikke mindst at de gjorde det virkelig godt, så vi kunne roligt svare, at det så vi meget frem til at høre.

Ikke bare sang de, de sang, så jeg fik gåsehud og tårer i øjnene. Det viste sig nemlig, at det var et professionelt kor, som lederen, der er parlamentsmedlem eller noget i den stil, havde fundraiset til og rekrutteret på børnehjem i Freestate. Ingen medlemmer af koret havde derfor fløjet før, de færreste kørt i tog, og der var også enkelte, der for første gang kørte i bus. Hvad, de kunne, var derimod at synge og danse. Og eftersom der også er en meget stærk sangtradition i Indien, blev de to timer ved bålet med skiftevise indslag fra den afrikanske og indiske sangskat fulgt op af dans fra de samme, helt uforglemmelige. Smilene var mejslet på alles ansigter og eneste væskeindtag var sodavand - der behøvedes ikke noget stærkere.

For alle gæsterne var dette også første gang, de besøgte et sted som dette. Og det blev udnyttet. Klatrevæggen, morgenyoga, poolen og ikke mindst raftingen. En del af dem var på forhånd ret bange for turen på vandet, men det tog dem ikke mange sekunder at slappe af, og så begyndte de ellers at synge igen. Alle 3 timer/25 km fra Silversands til Rishikesh. De forbipasserende på bredden fik en sang, et stort smil og måske ovenikøbet en dans. Selv da bådene skulle bæres op til lastbilen, blev der sunget. De indiske venner fra Silversands fortalte senere, at de om eftermiddagen var blevet kimet ned fra alle de andre raftingcamps, vi havde passeret på vejen: "Hvem var det, Aquaterra havde haft med?" og "hvordan kunne de synge så godt og så samtidig være stærke padlere?"

Man skulle ikke tro, at det var muligt at skabe magi på så kort tid. Men det gjorde de. Vi. Magi. 

Umsingizane udgiver en cd om kort tid og dirigenten har lovet at sende den til mig. Og jeg har fået en ny destination allerøverst på listen over steder, jeg skal besøge.

Min raft - jeg sidder bagerst med en lyserød hjelm

There is such a thing as a free ride!

Nå men så fik jeg jo aldrig skrevet det sidste blogindlæg fra Canada. Og det selvom min moder ellers var noget efter mig. Det skulle have handlet om vores tre dage i Toronto, hvor vi boede hos Naomi og hendes søn, Stefan, som vi havde fundet via couchsurfing.org. De var de gæstfrieste værter man kan forestille sig, så de var ovenikøbet rykket ud fra et af soveværelserne for at sove på sofaen, så vi kunne få værelset. Om besøget ved Niagara Falls, gaypride og den thai/ungarske restaurant, vi spiste på. Og så om at komme hjem. De tre måneder i Danmark, hvor jeg havde rigtig god tid til at få set venner og familie, nyde de lyse danske sommernætter og erkende at jeg er en trækfugl. Det er ikke fordi, jeg hellere vil bo et andet sted end Danmark, at jeg rejser. Det er mere fordi, jeg bare godt kan lide sol, varme og dagslys i passende mængder, at jeg har det bedst med ikke at være alt for lang tid det samme sted.

Og nu var det altså blevet efterår i Danmark så 4. oktober dalrede jeg af sted mod mit andet hjemland - Indien!

Jeg landede første gang i Delhi i januar 2003 til begyndelsen på, hvad der foreløbig har været en 10-årig kærlighedsaffære. Jeg elsker Indien og jeg elsker at være i Indien. Og ikke mindst elsker jeg at være i bjergene - også kendt som Himalaya, hvor jeg som regel bruger det meste af min tid sammen med vennerne i og omkring Aquaterra Adventures.

Således også denne gang, hvor jeg skal bruge det meste af det næste halve år i deres nyåbnede activotel Atali, Ganga (et ressort med outdoor-aktiviteter), som deres første langtidsboende hindistudent.

Altså landede jeg igen i Delhi, blev hentet i lufthavnen af en forudbooket taxa (af sikkerhedsmæssige grunde bruger jeg ikke de taxier, de har i lufthavnen, når jeg lander sent om aftenen) og blev leveret til døren hos Vaibhav, der ejer Aquaterra og som er en meget nær ven gennem, ja altså igen, snart 10 år.

De første par dage gik med at tulle rundt i Delhi, få genset yndlingssteder og venner, drukket drinks i stride mængder og i det hele taget bare at lande.

Jeg tror, at Indien holder lige så meget af mig, som jeg gør af hende. Allerede første dag var der tre episoder, der genopfriskede lige præcis, hvorfor jeg elsker dette land så højt.

1. At jeg to minutter efter at være trådt ind i en tilfældig købmandsbutik, stod og grinede med hele personalet, fordi sadarji (respektfuldt for gammel sikh) på 78 kildede de ansatte: " sadarji is old, but he likes it when people smiles."

2. Bilen, der holdt og spærrede (ikke på grund af sammenbrud - bare fordi dens chauffør ville) med katastrofeblink tændt midt i et pænt trafikeret kryds med inskriptionen "I don't care" i bagruden.

3. Den gratis autorickshaw-tur, jeg fik, fordi jeg ikke skulle så langt (fra Lodhi Garden til Khan Market, hvis nogen er interesseret) og chaufføren alligevel skulle i samme retning og derfor nikkede bagud - hop ind - det er gratis. There is such a thing as a free ride.

Imran - sjalwallahen
Nå ja og så var der søndagens besøg hos min sjalwallah på Dilli Haat (kunsthåndværkermarked). Jeg har kendt Imran i omtrent 8 år, hvor han i første omgang har været min meget trofaste og rimelige sjalleverandør, men over årene har vi også udviklet et fint venskab.

Hvis jeg nogensinde skal blive overtroisk må det blive i forhold til venskabet med Imran. Lige siden jeg mødte ham første gang, har vi altid afsluttet alle besøg med et "vi ses", hvortil han svarer: "Inshallah" - om Allah vil. Og det vil Allah åbenbart, for hver gang jeg kommer på Dilli Haat møder jeg Imran i løbet af et par minutter. Det vel at mærke uden, at han ved, at jeg kommer og uanset, at han indimellem tager et par måneder til Kashmir, hvor han kommer fra. Den eneste undtagelse fra dette var sidste år i december, hvor jeg ikke stødte ind i ham med det samme, men var nødt til at spørge efter ham hos nogle af de andre sjal-sælgere. De fortalte, at han slet ikke havde bod i Dilli Haat på det tidspunkt, men gav mig adressen til, hvor jeg kunne finde ham. Der ville jeg naturligvis være taget hen, hvis det ikke var fordi, jeg 5 meter fra udgangen støder ind i Imran, der netop den dag, for første gang i en måned, har valgt at tage ud at hilse på vennerne på Dilli Haat.

Søndag var ingen undtagelse - 50 meter inde kom Imran gående - stort smil, knus og så 2-3 timers snak inklusive frokost og til sidst fik jeg ovenikøbet et meget smukt silkesjal.

Delhi er dejlig, men det er bjergene også og mandag nat gik det i den retning... 

Menneskene på The Canadian

Jeg har fortalt om selve togturen med de storslåede udsigter i en anden blogpost. Men togturen var ikke mindst de mennesker, der var med på vejen, så nu også lidt om dem.

Der er grundlæggende kun 2 forskelle på backpackerturister ombord på en færge i Patagonien og kuffert-deluxe-turister ombord på et tog i Canada. 1. Alderen ca. 45 år. 2. At man sammenligner krydstogter i stedet for hostels. Derudover er alt det samme.

Her kommer en hurtig introduktion til persongalleriet.
Guiden, der var brændt sammen over sine 43 gæster - der var kun 6 hun kunne lide. Det hele kom ud i Edmonton, mens vi stod i nattøj og så panoramavognen blive koblet fra.

De 43 gæster.

Det uofficielle peberallergiske par med hang til frisklavet icetea med citron og at konstatere, at alt var bedre andre steder og i gamle dage.

IBM-skrivemaskinereperatøren og hans nu pensionerede 74-årige sygeplejerskehustru, der var på udkig efter loones (fugleeksperten - aka min mor - siger, at det er en slags ænder, tror hun nok).

Den demente dame, hvis søn havde brug for en pause.

Manden fra Kansas, der aldrig havde kørt med tog før. Hans kone, tidligere casinodealer med kors om halsen, der var forarget over den amerikanske præsidents alt for hyppige - og dyre - ferier.

Den kinesiske vært i spisevognen, der måske ikke havde helt styr på hverken bestillinger eller praktisk rækkefølge, men som til gengæld altid serverede friske ting - kaffe, vand. Og som var helt utrolig morsom at iagttage - og høre på (og ikke kun ufrivilligt).

Den 60+-årige med langt farvet rødt hår (alle fordomme skreg musiker), der havde været med toget begge veje.

Den tog- og naturentusiastiske shorts- og storbrillebærende mand fra Vancouver, der sad og spejdede ud under hele turen. Og som havde forberedt sig så godt, at han kunne navnene på alle stederne, vi passerede.

Damen, der - i etaper - tog alle after-dinner-mintsene (noget i stil med After Eight) og gemte i sin taske. Så kunne hun overleve 4 timers byvandring i Toronto.

Den pensionerede jernbanearbejder med frue, der var på vej tilbage fra et krydstogt til Alaska, hvor de ikke havde deltaget i dansetimerne, men set masser af vilde dyr. De kunne køre gratis med siddevognen, fordi han var tidligere ansat. Han rystede i øvrigt gennem hele morgenmaden pga for voldsom aircondition i siddevognen. (Temperaturen i hele toget har i øvrigt været overraskende tæt på frostgrader).

De 2 søstre og deres veninde, der var på pigetur i bjergene - uden mænd, så de kunne få lov til at stoppe op og kigge så meget, de havde lyst til, når de senere skulle køre gennem Icefields Parkway.

Den tatoverede ca. 25-årige, der spillede på sin computer hele vejen fra Vancouver til Toronto og derfor havde rullet gardinerne ned for at kunne se skærmen - også hele vejen gennem bjergene. Der findes mange konspiratoriske teorier om, hvorfor han overhovedet var med toget - alle fremsat af moderen og undertegnede.

De to præ-teen børn, hvis manglende opdragelse muligvis kunne forklares med deres forældres meget konsekvente ignorering af deres tilstedeværelse.

Aktivitetsvognsværterne (sådan nogle var der nemlig også), som lavede quizzer, bingo, snacks, øl- og vinsmagning, små lektioner i dit og dat. Som skrev aktiviteterne op på en lille tavle og i det hele taget gjorde, hvad de kunne for, at ingen kom til at kede sig.

Men der manglede én. Hercule Poirot. Flere gange syntes vi godt nok, at vi så ham, men det var desværre kun syner. Heldigvis betød det så, at vi også slap for et mord, uanset hvor oplagte omgivelserne ellers var.

Location:I udkanten af ingenting

4.500 km uafbrudte togskinner

I skrivende stund sidder jeg i et tog et par hundrede kilometer fra Toronto og venter på, at vi kører videre. Angiveligt er togtrafikken ind til Toronto tæt, så det kan godt komme til at tage lidt tid.

De sidste 3 1/2 døgn har toget transporteret mig fra Vancouver og lidt over 4.500 km mod øst. Vi har undervejs krydset 3 tidszoner (en om dagen), et par bjergkæder, en utrolig stor og udstrakt prærie (som havde en hel del mere græs, end jeg havde forestillet mig), store store marker, masser af skov og søer - men meget få byer, mennesker, civilisation. Altså undtagen telegrafpælene. De står der stadig. Hele vejen. Og minder om en svunden tid. Ledningerne hænger der også det meste af vejen - når de ikke er faldet ned, altså. Så hvis der er nogen, der står og har lyst til at give sig i kast med kobberbranchen, er jeg sikker på, at man kan aftage den canadiske telegrafkobber til en billig penge.

Jeg ville gerne med toget for at mærke rigtigt, hvor stort Canada egentlig er. Det har jeg i den grad fået en fornemmelse af. Det er stort - bredt ikke mindst - og jeg er ovenikøbet kun nået to tredjedele over landet, når jeg på et tidspunkt står af i Toronto.

(Nu har vi lige fået at vide, at der også er problemer med bremserne på vores tog og det skal - heldigvis - lige fikses inden vi kører videre, så opholdet her kan godt ende med at trække en del mere ud.)

Toget har også været en oplevelse i sig selv. Vi har haft de billigste af de dyre pladser (til halv pris som beskrevet i et tidligere blogindlæg). Det vil sige, at vi havde to køjer på gangen, som kunne laves om til brede sæder om dagen. Men da de fleste, der vælger denne tur, betaler for at have deres eget værelse med toilet, har der ikke været rift om køjepladserne, så vi haft 2 køjer slået op hele tiden og derudover haft et sæt sæder til at sidde på i løbet af dagen. Toilettet har derfor også stort set kun været benyttet af os, og der er et bad til deling for de ca. 10 mennesker, der bebor vores vogn. Vognen hedder i øvrigt meget passende Draper Manor (Åh, Don Draper - han er desværre ikke med...).

Der er selvfølgelig også en spisevogn (faktisk to - det er et stort tog) med tjenere, hvid dug på bordene og nyt menukort til hvert måltid - med flere valgmuligheder naturligvis. Og en aktivititetsvogn med panoramavinduer, der stikker op af taget, så man kan få et 360 graders syn på omgivelserne. Det første døgn var der en hel panoramavogn koblet på, hvor det føltes som at stå midt i bjergene, mens de rullede forbi.

(Og nu kører vi igen, praktisk med egne mekanikere på toget, praktisk - og nødvendigt).

Så nu slutter jeg af med et par billeder fra turen.










Dag 1 - Kamploops - Edmonton fra panoramavognen




Dag 2 - solopgang fra sengen




Prærie så langt øjet rækker




Bagenden af toget ved at af de stop, hvor vi kunne komme ud i lidt frisk (og varmere) luft.



Dag 3 - solopgang fra sengen



Draper Manor - vores vogn

Location:Den transcanadiske jernbane

Dumme børn straffer sig selv

I Canada bor der sørme også en af mine venner, David, som jeg overraskende nok har lært at kende i Indien (og han holder i øvrigt også af bjerge og floder). Han bor i Courtenay på Vancouver Island, så der skulle vi selvfølgelig også forbi.

Han har brugt dagen på at vise os rundt i og omkring Comox Valleys storslåede natur. Helt fantastisk med en der kendte de gode steder at tage hen.


Puntledge river


Totalt behagelig sofa

I eftermiddag var destinationen Mount Washington, hvor der er en fremragende udsigt over Vancouver Islands østkyst og den vestlige del af fastlandet. Inden vi kørte derop, spurgte jeg David om stien ville være svær at forcere, hvilket han klart afviste - den var temmelig flad. Jeg burde nok have overvejet, at der lå sne - meget sne - på toppen af det bjerg, han pegede over mod. Og så burde jeg nok have taget mine støvler på i stedet for mine sandaler...


Tåbelige pigebarn, hvorfor lyttede du ikke til din mor?







Jeg faldt faktisk ikke igennem med vilje...

Tæerne tøede heldigvis op - og på vej ned, havde vi den mest vidunderlige udsigt.


Det blålige i baggrunden er kysten på den anden side af Georgiastrædet

Location:5 St,Courtenay,Canada

Jeg elsker blomsterne...

...de elsker bierne




Og nu burde jeg bare stoppe, men der var lige et billede mere fra Butchards Garden, der skal med - bare fordi det er så p....godt komponeret og fotograferet!



Og så lige et af nogle vilde blomster, der voksede på en nedlagt jernbane og som bare var der og slet ikke var planlagte. Men som glødede så smukt i aftensolen. Og man kan kun forstå det en lille smule ved at se på billedet.

Location:Butchard's Garden,Vancouver Island, Canada

Et møde

I Victoria havde vi fundet en vært gennem Couchsurfing. Det var Anne, der gerne ville beværte os i adskillige dage på én betingelse: at vi mødtes med hendes 89-årige veninde Inger, der er af dansk oprindelse og hvis erindring var begyndt at gå i glemmebogen, som hun selv udtrykte det.

Selvfølgelig ville vi gerne mødes med Inger, der, selvom hun udvandrede fra Danmark i 1956, stadig talte et fuldstændigt fejlfrit dansk uden en snert af accent. Noget hun selv satte umådeligt meget pris på. Hun havde nemlig for mange år siden, da hun arbejdede som journalist i Danmark, interviewet en række emigrerede danskere og været noget forarget over, hvor mange af dem, der havde glemt deres modersmål. "Det kan man da ikke - glemme sit modersmål."

Vi havde et par meget fine timer sammen med Inger, der fortalte om sit liv: sin barndom og ungdom i Slagelse, flugten til Sverige under krigen fordi hun var med i modstandsbevægelsen. Hun hørte nyt fra det gamle land og sang med på klassiske danske sange: Det haver så nyligen regnet, Den danske sang er en ung blond pige, Danmark nu blunder osv. Det er vist meget godt, jeg skal forbi højskolen i løbet af sommeren, for der er en del af dem, der trænger til at blive genopfrisket.

Location:5 St,Courtenay,Canada

Indtryk fra de canadiske Rockies

Der er simpelthen så pænt i de canadiske Rocky Mountains. Og pæn er en meget stærk underdrivelse i den sammenhæng!

Vi brugte næsten en uge i the Rockies, hvor vi fik gået nogle lange ture og moderen forcerede relativt store stigninger, som en anden Jullerup-figur med stave ud af hænderne.




Der blev tid til at se på de vilde dyr: egern, jordegern, skildpadder, bæverdæmninger (men ingen bævere), elge, wapitier (elk på engelsk), hvidhovedet havørn, fiskeørn, hermelin og.... BJØRN (en amerikansk sortbjørn).

Den sidste så vi på vejen tilbage mod Vancouver, hvor den pludselig krydsede vor vej, heldigvis i passende afstand til at vi kunne nå at bremse, se den godt og grundigt og højt råbe i kor: "BJØRN, BJØRN, BJØRN, BJØRN." Desværre ikke tilstrækkeligt i tid til, at vi kunne nå at tage et billede af den, hvor man rent faktisk kan se, at det er en bjørn. Men det er lige meget, for vi så den og vi high-fivede bagefter!



Wapitierne var noget mere medgørlige at fotografere end bjørnen...

Og så kørte vi ad Icefields Parkway. Med rette kendt som verdens smukkeste vej (som sikkert mange andre, men stadig med rette). Den kan ikke beskrives. Den kan ikke vises med billeder, men ikke desto mindre forsøger jeg mig med det sidste. Her er et udvalg:


Lake Louise lige før begyndelsen på parkvejen (der er også pænt).







Crowfoot Glacier med to snenymfer i forgrunden



Bow Lake



Peyto Lake



Muhaha Canyon (eller noget i den stil)

PS: I dag så vi faktisk også en bjørn. Vi er på Vancouver Island og vi råbte på samme måde: "BJØRN, BJØRN, BJØRN", og vi var næsten også for sent på den til et billede, men lur mig om ikke der er en lille skygge på denne kæmpeforstørrelse af et billede, og om ikke det grangiveligt ligner en bjørn.

Location:Canmore, Alberta

Så sparede vi lige 750 dollars - hver!

Der kører et tog fra Vancouver til Toronto. Jeps. Det tager 3 1/2 dag. Fra jeg fandt ud af det, har jeg haft lyst til at tage med. Så det skal vi på næste søndag!

De ordinære billetter er helt vildt dyre!! Det var en betingelse fra mig til moderen, at vi skulle med toget, hun indvilligede - også selvom de kostede knap 1500 canadiske dollars eller 9000 kr. pr. person! Så de blev købt og så ømmede vi os ellers begge to over prisen, men på den anden side - den mulighed får man ikke igen lige med det samme.

Moderen var dog så snedig at melde sig ind i Viarails (canadisk DSB) kundeklub og fik i forgårs tilsendt en mail om, at der lige er 3 dages
megaudsalg på billetter, så man kan købe alle (!) strækninger i Canada for halv pris.

Jeg kunne godt leve med at ømme mig, men ikke hvis alle andre kun var halvt så ømme. Men hov og hurra, de dyre billetter kunne fuldt ud refunderes - ovenikøbet via nettet. Og hovsasa, så kunne fru Meyn og frøken Milthers fem minutter senere ellers indkøbe nøjagtigt de samme billetter som før, men nu bare lige til halv pris. Og selvom jeg måske for et par uger siden ville have syntes, at 750 dollars var dyrt for en togtur, tja så virker det nu som den rene spotpris.

Se det var et rigtigt eventyr. Godnat og sov godt.

Et sjældent positivt udbytte af slægtsforskning...

Moderen min har en absurd interesse for slægtsforskning. Det får hende blandt andet til at rode rundt i politiets et-eller-andet-blade eller også er det nogle andres et-eller-andet-blade. Men det gør også, at hun på Facebook har fundet en del canadiere, der har samme efternavn som os. Faktisk langt flere canadiere end der findes danskere med det efternavn. De er godt nok ikke familie, men vi deler jo efternavn... Det var en lang optakt.

Pointen er, at moderen skrev på fjæset, at hun skulle til Canada og om nogen havde lyst til et besøg. Og at Al Meyn skrev tilbage, at vi var meget velkomne også til at overnatte. Og hvorfor ikke?

Så i går ved middagstid havde vi fundet frem til Al, Janis og deres 3 hunde, blev budt velkommen indenfor hos disse stort set fremmede mennesker, hvor vi tilbragte resten af dagen og natten med.

Efterhånden som dagen skred frem hørte vi mere og mere af Als farverige historie. Han har været farmer i Alberta; arbejdet for den canadiske hær i 25 år, hvilket blandt andet har ført ham til udstationeringer i Tyskland (9 år i alt), Cypern og Eks-Jugoslavien (både Serbien og Kroatien). Han har boet og arbejdet nord for polarcirklen i et par år, og i øvrigt været enlig forsørger under størstedelen af børnenes opvækst. Han har også haft sit eget firma på et tidspunkt og ikke mindst (jeg har sådan på fornemmelsen, at det ikke er sidst) arbejdet i nogle år på Vancouver Island. Det var her, han mødte Janis. Når man taler med Al, det være sig om madoplevelser, lyse nætter, rejser eller videre, svarer han derfor tit med "det minder mig om dengang, jeg var .... i ....". Åh tænk, hvis han havde været sømand, så havde han måske sagt "det minder mig om dengang, vi lå i Biscayen."

Der blev kræset for os. Vi fik helt klassiske og vældig canadiske møre og mums barbecueribs, grillbagte kartofler, majs sammen med Als hjemmeproducerede vin.



Og så må vi i øvrigt håbe, at de sætter pris på de medbragte gaver i form af et styks kongelig juleplatte med motiv fra Hærvejen, en rød-hvid kasket med "Danmark" på fronten, indiske tørklæder og ikke mindst sild og rugbrød (samt herunder udførlige instruktioner i korrekt indtagelse)...

Location:Vernon, Canada