Min mor er mange personer i én. Hun er den lille pige, der
splittede sine dukker ad for at finde ud af, hvad der fik øjnene til at åbne og
lukke. Hun er ombyggeren, der måske nok har boet på samme adresse de sidste 40+
år, men som har skiftet bolig et utal af gange. Min barndom henstår i et lys af
byggestøv. Min mor er også en rigtig dame med fine kjoler og smykker. En dame med en klassisk dannelse, der har sørget for at introducere sine børn til
stor litteratur, teater, kunst osv., så vi havde noget at tage stilling ud fra, når vi
blev gamle nok (jeg er ikke sikker på, at hun synes, at vi er gamle nok endnu).
Min mor er hende, jeg er allermest tryg hos. Hende, jeg
stadig godt kan lide at putte mig ind til, når resten af verden trænger til at
gå væk. Hun er en, jeg ringer til, når det sådan for alvor brænder på. Hende,
jeg prutter sammen med og griner af det med.
Min mor elsker mennesker, fester, at grine sammen og hun vil
gøre alt for sine venner, hvis de har brug for det – og også nogen gange selvom
de ikke har brug for det. Det tror jeg nok, at jeg har arvet fra hende (selvom
jeg prøver at holde mig til at hjælpe, når der er brug for det). Det er faktisk
lidt pudsigt, at det var hende, der engang sagde til mig, at jeg skulle lade
være med at være der helt så meget for mine venner, fordi jeg kunne risikere at
komme til at glemme mig selv undervejs.
Nogle gange er min mor også dum. Aldrig med vilje, men fordi
hun er et menneske, og nogen gange er mennesker dumme. Og derfor kan hun også
komme til at såre mig helt forfærdeligt, fordi hun siger lige præcis det, jeg
måske var mest ked af i forvejen. Uden at tænke sig om, inden hun siger det højt.
Nogle gange kommer jeg også til at sige dumme ting. Sådan er det nok. Og man
kan jo kun komme til at såre mennesker, der holder nok af én til at blive
såret. Gennem årene har jeg lært hende at sige, at hun holder af mig - på andre
måder end ved at kalde mig en rådden unge. Det er hun blevet bedre til.
Jeg ved fx, at min mor er det menneske i verden, der synes
allerbedst om mine skriverier. Hun elsker at læse, hvad jeg beretter, og hun
sender glad og gerne mine breve og blogindlæg videre til venner, bekendte og
knap-så-bekendte. Hun kan faktisk godt blive fornærmet, hvis vennerne,
bekendterne og knap-så-bekendterne ikke bliver lige så begejstrede som hende
for at læse, hvad jeg skriver.
Siden jeg begyndte mine globetrotterier, er vi også begyndt
at rejse sammen. Så kan vi gå rundt sammen en hel dag med hvert vores kamera og
tage billeder og finde forskellige pudseløjerlige ting, der er værd at
forevige. Eller bruge en dag i Kennedy Space Center fuldstændig lige
fascinerede af månelandingerne og helt lige så enige om at bruge mindst en time
i museumsbutikken bagefter.
Og nu fylder hun altså 70. Så tillykke med fødselsdagen,
smukke mor – du er lige netop den mor, jeg allerhelst ville have haft.
