Værd at skrive hjem om...

Gennem årene er der en hel del, der har spurgt mig, hvorfor jeg holder så meget af Indien. Mit svar har altid været, at det er fordi der hver dag, når man ligger i sin seng, er sket noget, der er værd at skrive hjem om. Det har jeg nu valgt at tage som en udfordring, så jeg vil prøve at skrive et blogindlæg hver dag for at vise, at jeg har ret...

Og lige nu ligger jeg i min seng og er klar med dagens brev hjem.

Noget af det første jeg så, da jeg gik ud fra mit værelse bevæbnet med mit kamera (efter aberne, der terroriserer mig for tiden ved konstant at kravle op ad et træ lige ved siden af mit vindue og springe over på mit tag), var Vikram, der er tømrer her på stedet, som var i færd med at lave nye skafter til forskellige haveredskaber. Fluks greb jeg kameraet og forevigede øjeblikket, for her var min historie.

Men så udviklede historien sig, for Yespal, der er vagt, så mig med kameraet fremme og bad mig tage et af ham, og komme med et print af det, næste gang, jeg har været i Delhi. Han fortalte også - på hindi - at han vil sætte det i en ramme og hænge det op derhjemme.

Men så skulle Vikram jo også foreviges, så så blev der taget et af de to sammen.

Og så kom Harinder forbi - han ville også med - og så var de tre...

 Det skal lige tilføjes, at det er dem, der har bestemt ikke at smile - billeder kræver koncentration og seriøsitet - smilene bagefter, da de så resultatet var til gengæld også værd at skrive hjem om...