Først var det i går aftes, hvor jeg sad rundt om bålet sammen med tre af de ansatte. Vi talte - på hindi (ja, jeg bliver ved med at nævne det) - om, at den ene skal giftes til april, at jeg ikke kan komme fordi jeg er taget tilbage til Danmark igen, at jeg endnu ikke ved, hvornår jeg kommer tilbage osv. osv. Ham, der skal giftes, Barra-Umesh (store-Umesh, der er også en lille-Umesh), er fra Orissa, der ligger i det centrale Indien, så han taler hindi, men ikke garwhali. Det får Arvind til at udbryde: "Umesh, hvorfor har du ikke lært garwhal endnu, du har været her i to år? Madam (aka. mig) har været her i tre måneder og hun taler allerede hindi." Jeg tror, jeg er vokset fem cm henover natten.
Så var der Vinod, som har brækket armen. Han arbejder i køkkenet og kan derfor ikke udføre sit arbejde der. I stedet for, at han blev hjemme, mens armen helede (hvilket ville være ulønnet, hvis det er mere end syv dage - hurra for de danske overenskomster), arbejder han nu som vagt i stedet for - og så hjælper ham, der ellers skulle være vagt, til et andet sted på Atali - alle er glade, ikke mindst Vinod, der er meget tilfreds med sin nye tjans. Jeg fik lov til at tage billede af ham og gipsarmen, men kun hvis jeg også tog et uden gipsarm.
Senere kørte jeg ned til campen og blev modtaget af Ragu og Tagu (Jaisingh og Jeetu), der lige havde hentet nye skilte i Rishikesh og syntes, jeg skulle bydes ordentligt velkommen. Frokosten indtog jeg i campen - som altid serveret med særlig kærlighed.
Jeetu benyttede lejligheden og en kuglepen til at dekorere mit ben - dil betyder hjerte - de to dimser over hjertet vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvad er, blot konstatere, at de i den grad fjerner det poetiske ved "tatoveringen".
Og til sidst et billede bare fordi det er fint. Af en lille dreng, der vogtede fire geder, og som jeg mødte på formiddagscykelturen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar