2013 blev skudt i gang ret så eftertrykkeligt med hele to nytårsfejringer.
Først den officielle for gæsterne 31. december med hop ind i det nye år (juleaften fik jeg en flok børn til at løbe rundt om plastikjuletræet og synge "Nu er det jul igen"), dans og drinks og alt hvad dertil hører, dvs også tømmermænd 1. januar samt chips og film. Jeg har fået BBC's nye Sherlock Holmes-serie på min computer - og det udgjorde skøn underholdning! (Fremragende serie - intet mindre - jeg ser den for anden gang nu).
Anden nytårsfest var så for personalet 4. januar - der havde vi nemlig ikke nogen gæster på Atali. Og det var edderbankemig et brag. Der havde været forskellige halve planer igang, men ved frokosten blev det hele arrangeret lynhurtigt - hvem slagter en ged, parterer og tilbereder den (øksen blev slebet), hvem sørger for alkohol, musik, inviterer alt personalet fra campen osv. osv. - hurtigt og effektivt, som jeg kan lide det og som det alt for sjældent sker i Indien (selvom jeg er blevet mere tålmodig).
Klokken 17.30 kom de 2 gæster (gamle Aquaterra-gæster, så de synes personalefest var fremragende) samt personalet fra campen, snacksene blev serveret, hhv. en lokal specialitet: råmarineret ged (man kan roligt sige an acquired taste!) samt de lokale peanuts deluxe, hvilket vil sige med krydderier, friske tomater, løg, chili - fantastisk koncept. Alkoholen kom på bordet (i første omgang 4 flasker whisky - senere ankom yderligere 4 flasker rom samt nogle øl - Tuborg, så endnu et dansk islæt), musikken gik i gang og så var der ellers fuld gang i den. Danset blev der - og som altid i Indien har mændene ingen problemer med at danse. Jeg var ene kvinde til festen, så selvom jeg var populær at få på dansegulvet (kinddans med gartner på 1,40 m. - hans kind mod min mave) holdt ingen sig tilbage fra at danse, hvis jeg ikke var der. Det var med andre ord ganske fremragende.
Ikke mindst da førnævnte gartner skulle i seng og nægtede, muligvis fordi hans bentøj ikke længere rigtig adlød, og hans barnebarn, Vikram, der er tømrer her på stedet og 1.60 m., derfor løftede ham op over skulderen og bar ham ned til sovesalen og lagde ham i seng - ganske enkelt det mest fantastiske syn. Gartnerens tilstand havde muligvis noget at gøre med det faktum, at han havde indtaget en pæn del af de serverede flasker, derefter kastet op og konstateret, at nu var maven jo tom, så nu måtte han have mere at drikke...
Lidt indtryk fra festen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar