Batman eller noget

Nå men så sad man jo der i campen og opdagede, at en flagermus havde valgt spiseområdet som sit overdagningssted. Altså det travleste og mest larmende område i hele campen... Godt valg.

Set i Rishikesh

Og om lidt kommer Laila...

Tilbage på cyklen...

...Efter mere end tre uger - på grund af først familie- og senere snotbesøg. Jeg fejrede det ved at køre lidt længere end sædvanligt og så selvfølgelig lige at tage et (eller flere) blærefoto, der hvor jeg stoppede og kiggede lidt på udsigten, inden jeg vendte om og kørte hjem igen.

Nylakerede tånegle

Hele tiden, mens jeg har cyklet min sædvanlige tur, har de været i gang med at bygge en mur, et af de steder, hvor vejen er skvattet ned i løbet af sidste monsun. De er nået ret langt efterhånden - og det, syntes jeg, var værd at forevige. Til gengæld fik sjakbajdsen også lov til at tage et par billeder af mig. Noget for noget.

PS: Det her er indlæg nummer 100. Hurra!

Lidt af det, det hele handler om...

I eftermiddag havde jeg lejlighed til at sidde i en kurvestol ved bredden af Ganga og kigge på vandet, der strømmede forbi og tænke lidt over livet. Mens jeg sad der kom Negiji hen til mig og spurgte, om jeg ville have en kop chai. Negiji arbejder i køkkenet i campen. Han er over 60 og han kom bare for at spørge om jeg ville have en kop chai. Så hentede han en kop chai til mig, talte om hvor dejligt det er, at solen er kommet frem efter et par dages regn og så gik han tilbage igen. Så sad jeg der igen og kiggede på vandet og var glad.

Tidligere på dagen havde jeg taget et par billeder af drengene i dobbeltdækkerraft.

Delhi ifølge Nigel

Jeg har fået en rigtig grim bihulebetændelse og tilbringer derfor det meste af tiden i min seng. Derfor er det ikke så meget nyt, jeg oplever, så igen er jeg gået lidt tilbage i arkiverne for at finde dagens historie.

Den største turistoplevelse, jeg nogensinde har haft i Delhi, var da jeg blev vist rundt af Nigel. Faktisk var det så stor en oplevelse, at jeg gentog den et par år senere, hvor den var mindst ligeså fascinerende og ikke mindst lærerig. Nedenstående fortælling er uddrag fra mit brev om første rundtur i 2003, mens billederne er fra anden tur i 2006. Here goes:

Nigel er en tussegammel englænder (med tusse mener jeg 83 år), der har boet i Delhi siden 1945. Efter et par år i Nordafrika med den engelske hær under anden verdenskrig blev han flyttet til Delhi. Han skulle egentlig til Burma for at deltage i krigen mod japanerne, men den nåede at slutte, mens Nigel stadig var i Delhi, og så blev han dér. Først arbejdede han for den britiske regering, men efter uafhængigheden blev han af den nye regering bedt om at blive for at hjælpe med omstillingen. Da den indiske regering efter nogle år ikke længere havde brug for hans hjælp, blev han ansat på den engelske ambassade, og så blev han altså hængende. Han er for længst blevet pensioneret og tjener nu ekstra penge ved at vise interesserede rundt i Delhi. Sidst han var i England var i 1982, men han taler stadig et perfekt og usædvanligt nydeligt engelsk og er gentleman af den gamle skole. Når man bliver vist rundt af Nigel, indgår man den aftale, at man kun  fortæller meget få, hvor eller hvordan man kommer i kontakt med ham, men jeg kan sige så meget som, at han ikke har telefon, og at al kontakt derfor foregår skriftligt indtil selve dagen.

Vi begyndte rundvisningen med Indira Gandhis hus, som jeg ellers syntes havde været en lidt småkedelig oplevelse på mit første besøg. Men med Nigels personlige anekdoter om, hvordan hun havde gået i haven, når han kom forbi på cykel på vej mod arbejde, og hvordan hendes udstråling kunne slå enhver omkuld, blev huset langt mere spændende. Ligesådan så også regeringsbygningerne og præsidentpaladset helt anderledes ud efter en beretning krydret med illustrationer fra avisudklip og billeder, der har været omtrent ligeså gamle som bygningerne selv. Vi fik også udpeget vinduet, hvor Nigel havde haft kontor, da han i sin tid havde arbejdet for regeringen.

En lille detalje fra præsidentpaladset

Senere kom vi ud til en meget øde plads 12 km nord for præsidentpaladset, der umiddelbart mindede mere om en grusgrav end om en seværdighed. Ved siden af lå en tilgroet have, og hvilket syn der mødte os derinde. Først bød en kæmpestatue af King George V os velkommen. I en halvcirkel rundt i buskadset stod der ca. 20 piedestaler, hvoraf kun 4 havde statuer på. Pladsen og haven var stedet, hvor King George på sit besøg i 1911 kundgjorde, at Delhi skulle være hovedstad og at den nye hovedstad: Imperial Delhi (det blev først New Delhi senere, da englænderne selv opdagede, at Imperial Delhi var lige i overkanten) skulle bygges netop her. Da arkitekterne fulgte efter for at bygge skidtet, konstaterede de, at dette var en usædvanlig dårlig placering af en by, da det bliver voldsomt oversvømmet under monsunen. Efter uafhængigheden blev alle engelske statuer i Delhi flyttet ud i haven, og det var meningen, at alle kolonistatuerne i hele Indien skulle derud, men dem, der stod i resten af landet, ville delstatsregeringerne egentlig gerne beholde – derfor de tomme piedestaler.

Efter frokosten, der blev indtaget i passende koloniomgivelser på Maidens Hotel, gik turen til Old Delhi. Delhi består af syv byer, ikke sådan, at syv mindre byer er vokset sammen til én stor, men at der gennem tiderne har været forskellige herskere i byen, og at disse hver især har bygget en ny by, ved siden af og oveni de gamle. En ny by der kunne vise deres styres storhed. De to nyeste byer er dem, der i dag er kendt som Old og New Delhi. Old Delhi hed oprindelig Shah Jahanabad opkaldt efter den stormogul – Shah Jahan, der byggede byen. Shah Jahan er dog mest kendt for et andet bygningsværk: Taj Mahal.

Old Delhi er nu indtaget af et par millioner indere, der har gjort det svært at genkende fordums storhed. Det gør nu ikke området mindre interessant. Vi gik igennem små gyder og stræder, gennem huse, op ad en trappe, hen ad en gang, ned ad en ny trappe osv. i flere timer. Her kiggede vi på handlende, siddende, gloende, spisende, grinende, arbejdende og sovende indere og nåede alligevel kun at se en minimal del af området. Mange turister, der bliver kastet ud i Old Delhi just efter ankomsten, finder stedet beskidt og overfyldt, men når man går med Nigel, der kender byen og beboerne, stopper op for at fortælle om gaden, hvor der sælges te eller om den med lak, hilser på butiksindehaverne og lommetyvene. Når rickshawdriverne kører op på siden af en, mens man går og med stor glæde siger, at Nigel er en god mand, der godt kan lide dem og landet, ja så åbner bydelen sig, og man opdager, at der ikke er nogen, der hiver og trækker for, at man skal komme ind i deres butik. De vil heller ikke sælge billigt ragelse til tre-dobbelte priser. Som regel vil de bare gerne vise deres håndværk frem, fordi de er stolte af det. Samtidig er der så enormt fyldt med gode billeder og indtryk til alle sanser, fordi alting er så anderledes. Det er et sted som dette, at 1001 nats eventyr er begyndt og aldrig endt.

 

Det var fortællingen om Delhi ifølge Nigel. Nigel døde desværre for et par år siden, så æraen med de i sandhed historiske rundvisninger er forbi. Lad os derfor slutte med et billede af Nigel i det Old Delhi, han holdt så meget af at vise frem. Tak for turen Nigel!

Waste food gallery

 På Atali præsenteres maden på sten, så navnet på hver ret på buffetten er skrevet på en sten. Da jeg kom herop havde drengene i restauranten mistet overblikket over stenene, så der kom på næsten daglig basis nye sten og en større bunke af gamle.

 Så blev de gamle sorteret. Alle dubletter, grimt skrevne eller forkert stavede blev sendt udenfor, hvor det fik lov til at blive Waste Food Gallery og ligge og reklamere for forskellige lækkerbidskener.

Der er dog én, jeg har lagt til siden. Det er Wanut Buroni - eller walnut brownie, som det retteligt burde have været stavet.

Og til sidst lige et stemningsbillede køkkenet inden middagen.

Kajakfestival

I dag var der kajakfestival på Ganga. Man kunne også kalde det en konkurrence, og der var 35 deltagere, der konkurrerede i tre forskellige discipliner. Deltagerne var for langt størsteparten lokale og det samme var arrangørerne. Og Aquaterra stillede med stærkeste opstilling...

 På vej mod konkurrencepladsen i morges.

 Der bliver budt velkommen. Rana (fra Aquaterra) var æresgæst, hvilket han var meget meget stolt af - og naturligvis kvitterede for ved at holde en god velforberedt tale.

 Et udsnit af deltagerne inden begyndelsen. Jeg kan afsløre, at vinderen af det hele er at finde på dette billede.

 Og så var der selvfølgelig lige krøllen på historien, at jeg var blevet bedt om at være kommentator. Så der var nogle mennesker, der helt frivilligt havde givet mig en mikrofon i hånden og lod mig sige i den, hvad jeg havde lyst til. I mange timer.

 Udsigten fra en lettere tømmermændsplaget kommentatorplads på en dejlig stor sten.

 Konkurrencen foregik ved en af de største rapids på Gang, så ind i mellem kom der en raft forbi, og så fik kommentatoren ellers publikum til at heppe på et flip. Det lykkedes faktisk...

 Forberedelse af præmieuddeling.

 De glade vindere og de mindst ligeså glade arrangører.

Og her har vi så vinderen af det hele, Sanjay, med sine to trofæer. Derudover vandt også Kahna Singh og Sohan fra Aquaterra. Stort hurra og tillykke fra den kun delvist upartiske kommentator.

Et lift og en sang...

I dag tog jeg tilbage til bjergene. Først med toget til Haridwar. Derfra havde jeg egentlig tænkt mig at tage en autorickshaw til Rishikesh, men så var der en australsk backpacker, som spurgte, om jeg også skulle med bussen, og så tænkte jeg, at det kunne jeg da godt prøve. Derfor sparede jeg 5 kr på transporten - flotte sager, og kunne forklare miljøentusiasten fra Australien lidt om, hvor han var landet. Da han var blevet sendt videre med et par yngre, lidt mere interesserede piger fra Costa Rica, kunne jeg så få et lift med Padri, der er chauffør hos Aquaterra. Han var alligevel i Rishikesh og hvis jeg bare ventede en times tid, kunne jeg få et lift hele vejen til Atali. En time er ikke specielt lang tid i Indien.

Det er dejligt at køre med Padri. For det første er han en bangebuks, der er glad for at være i live. Det er lige den slags chauffører, man har brug for i Indien. Han tager ingen chancer! Og i dag krydrede han turen med en sang. Nu kan jeg jo efterhånden så meget hindi, at vi godt kan have samtaler, der rækker videre end til, om jeg har det godt eller ej.

I dag var det, at han godt kunne lide min familie - de er gode mennesker, at min nevø er en charmetrold (tal til de frelste!), hvornår jeg kommer på besøg hjemme i hans hus - hans hustru laver mad, så jeg kan godt overnatte. Og så selvfølgelig var der sangene. Vi fik sunget på både garwali, hindi og dansk. Jeg taler langt fra perfekt hindi - men jeg synes godt nok, at der er en kode, der er blevet knækket!

Familien siger farvel...

Til alle jer derude. Her fra vores cykeltur ned fra Paukedevi, hvor vi var inviteret til te hos Pundirjis familie.

Og ikke mindst farvel fra Ferdinand, der har brugt de sidste 14 dage på at råcharmere hele Indien - nå ja og Faster.

Endnu et bryllup

Der er meget, der tyder på at dette år, bliver det, hvor jeg deltager i flest bryllupper. Det bliver i hvert fald helt sikkert året, hvor jeg deltager i bryllupper hos mennesker, jeg knap kender. 

Og nu var der så et på Atali. Hele stedet var booket (derfor var min familie nødt til at blive en ekstra nat i campen, hvilket i øvrigt ikke generede dem spor). Der var gået mange ugers planlægning forud for selve festen, og jeg blev meget imponeret over, hvad de havde nået, da jeg kom op og så resultatet. Familien og jeg var blevet inviteret af brudeparret, så vi kom forbi et par timer og deltog i lidt af vielsen.

Vedien med bålplads i midten, hvor vielsen skal foregå.

 Bryllupssuiten, som den så ud inden det nygiftede par skulle indtage den senere.

Gommen sidder klar til at modtage sin brud. Der var en dejligt afslappet og humoristisk stemning, som flere i min familie bemærkede, at man godt kunne tage at lære lidt af i Danmark.

 Bruden med sit følge. I Indien er bruden traditionelt klædt i rødt. Hun var meget meget smuk, hvilket vist klart fremgår af billedet.

Forhandlingen om, hvorvidt de skal smedes sammen. Gommen prøver at overtale bruden til at komme med ham og brudens følge agerer modvillige i et stykke tid - det skal ikke være for let. Naturligvis et spil for galleriet - alle ved, hvad svaret ender med at blive. Heldigvis.

 

Vi var mange tilskuere oppe på balkonen. Ikke mindst personalet var meget spændte på at følge med. Det var første bryllup og de var mindst ligeså begejstrede som gæsterne.

Noget at sidde på

I november havde Atali, som jeg tidligere har skrevet om, besøg af en irsk gruppe. Udover at efterlade et uudsletteligt indtryk donerede de også penge til at indkøbe møbler til skolen i landsbyen Sirasu. Da vi besøgte skolen med gruppen, var der nemlig ikke møbler i én af klasserne. Det viste sig, at de havde borde, men at de mangler bænke.

Og nu var bænkene endelig færdige. Inden jeg tog af sted med familien, var jeg med i Rishikesh og hente bænkene hos snedkeren.

 Snedker - og Atalis tømrer, Vikram

Snedkerværkstedet

Derefter havde Vikram udskåret navnene Aquaterra Adventures og Fighting Blindness Ireland ind i siderne. Og da min familie var kommet med op i bjergene, fik de chancen for at komme med til overleveringen i Sirasu.

Først blev bænkene kørt til Gullar og læsset af ved færgen. Familien ville gerne hjælpe til med at bære.

 Men så dukkede nogle af skolebørnene fra Sirasu op. De havde taget færgen over til vores side og kom løbende op og overtog bæringen af bænkene under store smil og hujen. Der var ingen tvivl om, at de var glade for donationen.

 Bænke og børn ombord på én færge. Jeetu og Pankaj, der begge er raftingguider og fra Sirasu, stod for oversejlingen.

 På den anden side blev bænkene grebet igen og så gik det ellers opad op til Sirasu.

 Solil, der står for gartneriet på Atali, havde doneret notesbøger til alle børnene. De skulle også slæbes op.

 Bænkene bliver fint stillet op på rad og række. Der skal holdes en pooja for dem, inden de kan blive taget i brug.

 Indgraveringen fra den irske donor.

Jeg fik fornøjelsen af at uddele notesbøgerne.

 Pigerne på skolen havde forberedt at optræde med lokale sange og danse for os.

Der findes ingenting i verden, der er mere fotogent end indiske skolebørn!