mandag den 4. februar 2013

Superhelten der fangede en bananmand

Min nevø, Ferdinand, på 1½ år elsker bananer. Derfor ville hans far (min lillebror) indkøbe en ny ration i dag. Vi var taget til Margao, der er en lidt større by i Goa, og Ferdinand var utilfreds og kunne sandsynligvis lettest pacificeres med en banan. Så Niels Peter (min lillebror) gik ud for at anskaffe bananer.

Han ville købe bananer for 50 rupees (5 kr), hvilket man får en 20-30 af de små lækre Goa-bananer for. Nå men Niels Peter havde ikke så mange småsedler, så han gav banansælgeren en 500-rupees-seddel og fortrød med det samme, at han havde givet så stor en seddel, for så begyndte banansælgeren at komme med forslag om at købe flere bananer eller vente lidt og så begyndte han at flytte rundt på tingene, pakke sammen og kigge lidt henkastet til siden. Og til sidst gav han Niels Peter bananerne, pegede i en eller anden retning og sagde, at politiet var på vej - og så løb han med kurv, bananer osv.

Så var bananerne pludselig ikke så billige længere. Men min lillebror var heller ikke så langsom i spyttet. Hurtigere end sin egen skygge satte han efter bananmanden, fik indhentet ham og afkrævet de resterende 450 rupees, og så var alt i sin fineste orden igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar