Noget at sidde på

I november havde Atali, som jeg tidligere har skrevet om, besøg af en irsk gruppe. Udover at efterlade et uudsletteligt indtryk donerede de også penge til at indkøbe møbler til skolen i landsbyen Sirasu. Da vi besøgte skolen med gruppen, var der nemlig ikke møbler i én af klasserne. Det viste sig, at de havde borde, men at de mangler bænke.

Og nu var bænkene endelig færdige. Inden jeg tog af sted med familien, var jeg med i Rishikesh og hente bænkene hos snedkeren.

 Snedker - og Atalis tømrer, Vikram

Snedkerværkstedet

Derefter havde Vikram udskåret navnene Aquaterra Adventures og Fighting Blindness Ireland ind i siderne. Og da min familie var kommet med op i bjergene, fik de chancen for at komme med til overleveringen i Sirasu.

Først blev bænkene kørt til Gullar og læsset af ved færgen. Familien ville gerne hjælpe til med at bære.

 Men så dukkede nogle af skolebørnene fra Sirasu op. De havde taget færgen over til vores side og kom løbende op og overtog bæringen af bænkene under store smil og hujen. Der var ingen tvivl om, at de var glade for donationen.

 Bænke og børn ombord på én færge. Jeetu og Pankaj, der begge er raftingguider og fra Sirasu, stod for oversejlingen.

 På den anden side blev bænkene grebet igen og så gik det ellers opad op til Sirasu.

 Solil, der står for gartneriet på Atali, havde doneret notesbøger til alle børnene. De skulle også slæbes op.

 Bænkene bliver fint stillet op på rad og række. Der skal holdes en pooja for dem, inden de kan blive taget i brug.

 Indgraveringen fra den irske donor.

Jeg fik fornøjelsen af at uddele notesbøgerne.

 Pigerne på skolen havde forberedt at optræde med lokale sange og danse for os.

Der findes ingenting i verden, der er mere fotogent end indiske skolebørn!