Delhi ifølge Nigel

Jeg har fået en rigtig grim bihulebetændelse og tilbringer derfor det meste af tiden i min seng. Derfor er det ikke så meget nyt, jeg oplever, så igen er jeg gået lidt tilbage i arkiverne for at finde dagens historie.

Den største turistoplevelse, jeg nogensinde har haft i Delhi, var da jeg blev vist rundt af Nigel. Faktisk var det så stor en oplevelse, at jeg gentog den et par år senere, hvor den var mindst ligeså fascinerende og ikke mindst lærerig. Nedenstående fortælling er uddrag fra mit brev om første rundtur i 2003, mens billederne er fra anden tur i 2006. Here goes:

Nigel er en tussegammel englænder (med tusse mener jeg 83 år), der har boet i Delhi siden 1945. Efter et par år i Nordafrika med den engelske hær under anden verdenskrig blev han flyttet til Delhi. Han skulle egentlig til Burma for at deltage i krigen mod japanerne, men den nåede at slutte, mens Nigel stadig var i Delhi, og så blev han dér. Først arbejdede han for den britiske regering, men efter uafhængigheden blev han af den nye regering bedt om at blive for at hjælpe med omstillingen. Da den indiske regering efter nogle år ikke længere havde brug for hans hjælp, blev han ansat på den engelske ambassade, og så blev han altså hængende. Han er for længst blevet pensioneret og tjener nu ekstra penge ved at vise interesserede rundt i Delhi. Sidst han var i England var i 1982, men han taler stadig et perfekt og usædvanligt nydeligt engelsk og er gentleman af den gamle skole. Når man bliver vist rundt af Nigel, indgår man den aftale, at man kun  fortæller meget få, hvor eller hvordan man kommer i kontakt med ham, men jeg kan sige så meget som, at han ikke har telefon, og at al kontakt derfor foregår skriftligt indtil selve dagen.

Vi begyndte rundvisningen med Indira Gandhis hus, som jeg ellers syntes havde været en lidt småkedelig oplevelse på mit første besøg. Men med Nigels personlige anekdoter om, hvordan hun havde gået i haven, når han kom forbi på cykel på vej mod arbejde, og hvordan hendes udstråling kunne slå enhver omkuld, blev huset langt mere spændende. Ligesådan så også regeringsbygningerne og præsidentpaladset helt anderledes ud efter en beretning krydret med illustrationer fra avisudklip og billeder, der har været omtrent ligeså gamle som bygningerne selv. Vi fik også udpeget vinduet, hvor Nigel havde haft kontor, da han i sin tid havde arbejdet for regeringen.

En lille detalje fra præsidentpaladset

Senere kom vi ud til en meget øde plads 12 km nord for præsidentpaladset, der umiddelbart mindede mere om en grusgrav end om en seværdighed. Ved siden af lå en tilgroet have, og hvilket syn der mødte os derinde. Først bød en kæmpestatue af King George V os velkommen. I en halvcirkel rundt i buskadset stod der ca. 20 piedestaler, hvoraf kun 4 havde statuer på. Pladsen og haven var stedet, hvor King George på sit besøg i 1911 kundgjorde, at Delhi skulle være hovedstad og at den nye hovedstad: Imperial Delhi (det blev først New Delhi senere, da englænderne selv opdagede, at Imperial Delhi var lige i overkanten) skulle bygges netop her. Da arkitekterne fulgte efter for at bygge skidtet, konstaterede de, at dette var en usædvanlig dårlig placering af en by, da det bliver voldsomt oversvømmet under monsunen. Efter uafhængigheden blev alle engelske statuer i Delhi flyttet ud i haven, og det var meningen, at alle kolonistatuerne i hele Indien skulle derud, men dem, der stod i resten af landet, ville delstatsregeringerne egentlig gerne beholde – derfor de tomme piedestaler.

Efter frokosten, der blev indtaget i passende koloniomgivelser på Maidens Hotel, gik turen til Old Delhi. Delhi består af syv byer, ikke sådan, at syv mindre byer er vokset sammen til én stor, men at der gennem tiderne har været forskellige herskere i byen, og at disse hver især har bygget en ny by, ved siden af og oveni de gamle. En ny by der kunne vise deres styres storhed. De to nyeste byer er dem, der i dag er kendt som Old og New Delhi. Old Delhi hed oprindelig Shah Jahanabad opkaldt efter den stormogul – Shah Jahan, der byggede byen. Shah Jahan er dog mest kendt for et andet bygningsværk: Taj Mahal.

Old Delhi er nu indtaget af et par millioner indere, der har gjort det svært at genkende fordums storhed. Det gør nu ikke området mindre interessant. Vi gik igennem små gyder og stræder, gennem huse, op ad en trappe, hen ad en gang, ned ad en ny trappe osv. i flere timer. Her kiggede vi på handlende, siddende, gloende, spisende, grinende, arbejdende og sovende indere og nåede alligevel kun at se en minimal del af området. Mange turister, der bliver kastet ud i Old Delhi just efter ankomsten, finder stedet beskidt og overfyldt, men når man går med Nigel, der kender byen og beboerne, stopper op for at fortælle om gaden, hvor der sælges te eller om den med lak, hilser på butiksindehaverne og lommetyvene. Når rickshawdriverne kører op på siden af en, mens man går og med stor glæde siger, at Nigel er en god mand, der godt kan lide dem og landet, ja så åbner bydelen sig, og man opdager, at der ikke er nogen, der hiver og trækker for, at man skal komme ind i deres butik. De vil heller ikke sælge billigt ragelse til tre-dobbelte priser. Som regel vil de bare gerne vise deres håndværk frem, fordi de er stolte af det. Samtidig er der så enormt fyldt med gode billeder og indtryk til alle sanser, fordi alting er så anderledes. Det er et sted som dette, at 1001 nats eventyr er begyndt og aldrig endt.

 

Det var fortællingen om Delhi ifølge Nigel. Nigel døde desværre for et par år siden, så æraen med de i sandhed historiske rundvisninger er forbi. Lad os derfor slutte med et billede af Nigel i det Old Delhi, han holdt så meget af at vise frem. Tak for turen Nigel!